USA top 10: Evil Dead-remake skræmmer med succes

De nyeste og mest populære film i USA
Mon disse unge overlever 'Evil Dead'?
(© Ghost House Pictures)

Genindspilningen af Sam Raimis Evil Dead fra 1981 faldt i god jord hos de amerikanske biografgængere, ligesom den 3D-konverterede repremiere af 'Jurassic Park' hentede et fint resultat hjem.

Evil Dead
Filmen om en gruppe unge, der holder ferie i en hytte i skoven og slipper en ond ånd fri, er et remake af Sam Raimis kultgyser af samme navn. 'Evil Dead' indspillede 26 mio. dollars i weekenden og indtog 1. pladsen, hvilket ikke mindst skyldtes en gavnlig hype fra tidlige festival-screeninger. Gyseren får dansk premiere den 2. maj. Læs nyt blog-indlæg om gysere.

Jurassic Park 3D
Steven Spielbergs film fra 1993, om en slags zoologisk have for dinosaurer, fik i weekenden repremiere i 3D. Filmen, der åbnede på 4. pladsen, indspillede 18,2 mio. dollars, hvilket er bedre end de seneste 3D-repremierer af Finding Nemo (16,7 mio.) og Titanic (17,3 mio.), men under niveauet for Star Wars - Episode I: The Phantom Menace (22,5 mio.). 'Jurassic Park' får repremiere i 3D i Danmark den 13. juni.

Top 10-filmene indspillede sammenlagt 125,4 mio. dollars, hvilket er 9 % bedre end sidste år, hvor The Hunger Games lå nr. 1 for tredje weekend i træk.

Top 10 USA: 5. - 7. april 2013
1. Evil Dead - total $26 mio.
2. The Croods - total $126 mio.
3. G.I. Joe: Gengældelsen - total $86,7 mio.
4. Jurassic Park 3D - total $18,2 mio
5. Olympus Has Fallen - total $71,1 mio.
6. Tyler Perry's Temptation: Confessions of a Marriage Counselor - total $38,4 mio.
7. Oz: The Great and Powerful - total $213 mio.
8. The Host - total $19,7 mio.
9. The Call - total $45,5 mio.
10. Admission - total $15,4 mio.