30 minutter med 'Star Trek Into Darkness'

"This is a manhunt. Plain and simple."
Captain Kirk til alvorlig samtale med chefen
(© UIP)

Som eneste danske medie har kino.dk netop været i London til præsentationen af de første 28 minutter samt udvalgte scener fra den kommende Star Trek Into Darkness.

Filmen er instrueret af J.J. Abrams (der også stod bag Star Trek fra 2009), og producenten Bryan Burk var til stede for at introducere IMAX-visningen, der foregik i 2D.
 
Men hvordan overgår man introduktionen af James Tiberius Kirk fra den forrige film, hvor han som barn forsøgte at slippe fra ordensmagten til tonerne af ’Sabotage’ med Beastie Boys? Svaret er, at man ikke forsøger at gøre kunsten efter med et nyt stykke hårdtslående rockmusik (heldigvis), men stadig holder fast i selve flugtelementet.

Fra første scene har Captain Kirk (Chris Pine) og Dr. McCoy (Karl Urban) et forholdsvist uciviliseret stammefolk i hælene, imens de spurter mod en klippeafsats. Samtidig bliver Spock (Zachary Quinto) sænket ned i en aktiv vulkan, imens USS Enterprise ligger skjult på havets bund.

Hvordan åbningsscenen videre forløber, skal ikke afsløres her, udover en meget elegant overgang fra et primitivt omrids af moderskibet til filmens titelsekvens på lærredet.

Herefter kan filmens egentlige handling begynde. Det sker i en fremtidig udgave af London, hvor stilen fra J.J. Abrams’ første Star Trek-film lever i bedste velgående. Fuldt udstyret med irettesættende samtaler om Kirks manglende respekt for autoriteter (billedet ovenfor) og vellykkede jokes om Spocks medfødte kærlighed for logik og iskold rationalisering.

Alvoren lurer dog lige om hjørnet.

Benedict Cumberbatch spiller en udspekuleret terrorist, som for enhver pris skal stoppes. ”This is a manhunt. Plain and simple.”, forklarer Peter Wellers karakter (hvor har han været!?), før helvede atter bryder løs. Men efter en temmelig forrygende, og Die Hard-inspireret, action-scene går lærredet i sort. De 28 minutter er gået, og de føltes som et kvarter.

Kort efter vises to klip fra længere inde i filmen af ca. 2 minutters varighed. Begge foregribes mere eller mindre i traileren, og især USS Enterprise i frit fald mod jorden resulterer i dagens absolut bedste og mest opfindsomme scene fra science fiction-eventyret, der på alle områder ser usædvanligt lovende ud.

For selvom det er nemt at blive imponeret over spritnyt materiale (endda præsenteret i det fremragende IMAX-format), tyder alt på et endnu højere tempo samt en mere lineær, håndgribelig og måske mindre nørdet historie end for snart fire år siden.

Star Trek Into Darkness får dansk biografpremiere den 6. juni.