Star Wars spin-offs bekræftet af Disney

Yoda: The Movie?
"Ny film på vej der er"
(© Lucasfilm)

I går var der rygter om, at Disney ville lave film, som omhandler Star Wars-seriens persongalleri, men som ikke er én af filmene i den nye trilogi. Nu bekræftes disse rygter af Disneys administrerende direktør Bob Iger.

- Jeg kan i dag bekræfte, at vi arbejder på et par enkeltstående film. Larry Kasdan og Simon Kinberg arbejder begge på film, der udspringer fra de fantastiske Star Wars-karakterer, som ikke er en del af den overordnede saga.

Bob Iger understreger, at disse spin-offs ikke vil have indflydelse på den nye saga:

- Vi planlægger stadig at producere 'Star Wars 7', '8' og '9' over en periode på seks år, begyndende i 2015. Men der bliver også udgivet et par andre film i den periode.

Rygterne går på, at Yoda er den mest sikre karakter, der får sin egen film, men om det bliver en oprindelseshistorie, eller om den vil foregå i forbindelse med de første seks film, ved vi ikke.

Hvem ville du helst se, fik sin egen spin-off-film? Han Solo? Boba Fett? Jar Jar Binks?

Star Wars: Episode VII  får premiere i 2015.