Solo Han Solo?

Nye rygter om Star Wars spin-offs
Harrison Fords ikoniske rumhelt
(© Disney)

Disney planlægger op til flere selvstændige film over Star Wars-sagaens elskede persongalleri.

Yoda lå i går i front som den første karakter til at få et spin-off, men nu indikerer flere rygter, at Han Solo bliver den første solo-rytter.

Ifølge Entertainment Weekly pønser Disney på en film om den galaktiske smuglers unge dage i tiden mellem Revenge of the Sith og A New Hope. Ergo skal en ny ung skuespiller forsøge sig som én af filmhistoriens mest ikoniske karakterer med samme karisma som Harrison Ford - held og lykke!

Rygterne lyder også, at dusørjægeren Boba Fett bliver den anden karakter til at stå alene. Denne film skal eftersigende foregå i tiden omkring den originale trilogi, og derved er der mulighed for masser af interaktion med de oprindelige karakterer såsom en vis Darth Vader.

Alle de store franchise-planer er stadig på rygtebasis, men lad os da endelig lege med på den, og stille jer det oplagte spørgsmål...

Hvem, tror du, kan løfte arven efter Harrison Ford og spille selveste Han Solo?