Dansk skuespiller er blandt Europas største talenter

Mikkel Boe Følsgaard kåret som Shooting Star
Dagens mand
(© Shooting Stars)

BERLIN. For 16. år i træk har Shooting Stars-initiativet kåret Europas største skuespillertalenter, og Mikkel Boe Følsgaard var blandt de ti udnævnte, der i eftermiddags modtog prisen ved en officiel ceremoni i Berlin.

Priser i den tyske hovedstad er dog ikke helt uvant for den 28-årige dansker, som allerede sidste år vandt en Sølvbjørn for sit portræt af Christian 7. i En kongelig affære.

- Det er dejligt med nogle klap på skulderen, og det er sjovt at være her. Det er lidt anderledes end sidste år, hvor jeg kunne gemme mig bag Mads og Nikolaj og holde mig lidt i baggrunden, fortalte Følsgaard til kino.dk på gårsdagens pressemøde.

- Men det er sindssygt. Det er snart to år siden, vi begyndte at optage 'En kongelig affære', og den bliver ved med at have sit eget liv. Det er jo fantastisk, at den har fået så meget opmærksomhed i hele verden, og at folk er så glade for den.

Med en Oscar-nominering til det historiske drama lægger opmærksomheden sig ikke foreløbigt, men kongen i centrum tager al virakken og udnævnelsen som Shooting Star med sindsro.

- Det sjoveste er jo bare at suge til sig. Og så håber jeg at få relationer og gratis øl ud af at være her, lyder det med et skævt smil.

Til efteråret kan Mikkel Boe Følsgaard ses over for Sonja Richter og Nikolaj Lie Kaas i Kvinden i buret.

Mikkel Boe Følsgaard