'Die Hard' i Det Hvide Hus

Trailer til 'Olympus Has Fallen' - med danske effekter
"Kom ind, skifter"
(© Nordisk Film)

Gerard Butler som den nye John McClane? Måske ikke, men hans Secret Service-agent Mike Banning kommer alligevel i nogenlunde den samme pine, som Bruce Willis' klassiske actionhelt i Die Hard.

Vi er dog i Det Hvide Hus og ikke Nakatomi-bygningen, men skruppelløse terrorister står stadig bag et angreb, der sætter én mand i centrum for begivenhederne. Nu er det op til Mike Banning at redde dagen, og som vi kan se i den nye trailer, er det en eksplosiv affære.

Det danske postproduktion-firma Ghost har tidligere stået for effekterne til film som Cowboys & Aliens og Mission: Impossible - Ghost Protocol, og deres seneste opgave er 'Olympus Has Fallen'. Jeppe Nygaard Christensen, CEO, VFX Supervisor hos Ghost, udtaler til kino.dk:

- Vi laver i alt 134 VFX skud til 'Olympus Has Fallen', og hele 23 af dem bliver brugt i traileren. Som i de fleste andre film er alle trailer-skud stadig i udvikling - de er dog ikke langt fra deres endelige udseende. I traileren ses en kortege af biler, der kører væk fra Camp David - heriblandt præsidentens limousine - og det er i denne sekvens, hele vores arbejde bliver brugt.

Den største udfordring for Ghost har dog været de udendørs effekter, som Jeppe Nygaard Christensen uddyber:

- Vores helt store udfordring er sekvensens såkaldte eksteriør-billeder, altså de optagelser, hvor vi ser kortegen udefra. Alle disse skud er 100% computerskabte. Vi har bygget computer-træer, der bøjer i vinden, isbelagte veje og broer, simuleret en snestorm og animeret bilerne fra deres rolige kortege-tur til frem til et meget dramatisk bil-uheld.

Besværlige udendørsscener eller ej, så er Jeppe Nygaard Christensen glad for at være med på filmen:

- Det er en superfed opgave, vi glæder os alle til at se den færdige film om ganske kort tid - men først og fremmest skal vi lige have afleveret de sidste 88 skud.

Olympus Has Fallen har også Morgan Freeman, Aaron Eckhart og Ashley Judd på rollelisten og får dansk premiere den 4. april.