Brad Pitt som bibelsk skurk?

Nyt om Pontius Pilatus-film
Mon den unge Pontius Pilatus var lige så sej som Achilleus?
(© Warner Bros.)

Warner Bros.’ drama om den bibelske skurk, Pontius Pilatus, har måske fundet sin hovedrolle. Intet er bekræftet, men ifølge Deadline er Brad Pitt på tale til rollen som den romerske præfekt, der var politisk ansvarlig for korsfæstelsen af Jesus.

Projektet blev offentliggjort sidste sommer, og filmen kommer til at følge Pontius Pilatus' udvikling fra følsom søn af en romersk ridder til badass soldat og senere general under den romerske kejser Tiberius. Han bliver lovet en stilling som guvernør i Egypten, men ender som præfekt i Judæa i en tid, hvor Jerusalem syder af religiøse spændinger.

Filmen bliver den seneste i rækken af bebudede bibelfilm. Noah med Russell Crowe i hovedrollen får premiere til foråret 2014, og Will Smith pønser efter sigende på en instruktørdebut med en film om brødrene Kain og Abel.

Pitt er i øjeblikket aktuel i Andrew Dominiks langt fra bibelske film Killing Them Softly, og han kan i løbet af 2013 opleves i zombie-filmen World War Z og det historiske drama Twelve Years a Slave.