Bliver 'Argo' årets Oscar-vinder?

Thrilleren vandt i nat en vigtig pris
Underdog på vej mod Oscar-sejr?
(© SF-Film)

Ben Afflecks nerveprirrende thriller, Operation Argo, kom i nat et skridt nærmere en Oscar-sejr.

Dette skete ved Producers Guild of America-uddelingen (PGA), hvor 'Argo' løb med prisen for Bedste film. En hæder, der ofte følges op med en Oscar-statuette.

Siden den første PGA-uddeling i 1990 har 16 ud af de 22 Bedste film-vindere også vundet en Oscar i samme kategori - altså en succes-rate på 73 %.

'Operation Argo' er blevet Oscar-nomineret i kategorien Bedste film, men ikke i kategorien Bedste instruktør. Et dårligt tegn for Argo's Oscar-chancer, da det er hele 23 år siden, en film har vundet for Bedste film uden en instruktør-nominering.

Men med nattens PGA-sejr og den nylige Golden Globe-sejr ligner Ben Afflecks underdog pludselig en top-kandidat til den kommende Oscar-uddeling - selvfølgelig stadig med stor konkurrence fra titler som Lincoln, Life of Pi, Les Miserábles, Django Unchained og Silver Linings Playbook.

Oscar-uddelingen finder sted natten mellem den 24. og 25. februar.