'Star Trek' til tiden

’Star Trek Into Darkness’ har fået en dyster plakat
Kaptajn Kirk og Spocks fremtidsudsigter er dystre
(© UIP)

J.J. Abrams er snart tilbage med 'Star Trek Into Darkness', og forleden blev det afsløret, at Kaptajn Kirk og Spock i den kommende film bliver kaldt tilbage til jorden, hvor en ustoppelig kraft indeni Starfleet, truer hele jorden.

Enterprises besætning vender derfor hjem til jorden, nærmere bestemt London. Byen ses i hvert fald i baggrunden på denne nye teaserplakat.

Et hul i en ødelagt bygning tegner omridset af Starfleet-logoet. På toppen af nogle ruiner står en mørkhåret mand i en skinende læderjakke og kigger ud over et futuristisk London.

'Star Trek Into Darkness' følger åbenbart tidens realistisk-dystopiske trend, og med sin apokalyptiske stemning og forrevne logo, minder den nye plakat uhyggeligt meget om teaserplakaten til Christopher Nolans The Dark knight Rises.

Begge plakater kan ses herunder.

Benedict Comberbatch blev i sommer afsløret som skurken i 'Star Trek Into Darkness', og måske er det ham, man ser på plakaten. Ifølge IMDb.com står han dog ikke - som først antaget - til at skulle spille skurken Gary Mitchell, men derimod en vis Khan.

Star Trek Into Darkness får dansk premiere den 6. juni.