Hvad er HFR 3D?

Middle-earth i skarpere format
Bilbo kan opleves i dobbelt så mange billeder pr. sekund
(© MGM)

Peter Jackson har en plan. Han vil stå for det næste kvantespring i måden, vi ser film på.

Han og James Cameron bliver de første til at optage film via et system, der kan vise dobbelt så mange billeder i sekundet, som man ellers er vant til fra filmmediet. Systemet hedder High Frame Rate 3D eller bare HFR 3D. 

Siden lydens gennembrud i 1920erne har standarden været, at biografer afspiller film med 24 billeder i sekundet. Med HFR afspilles filmen med 48 billeder i sekundet.

Resultatet er, at filmen står skarpere på lærredet, mere levende og uden 3D-slør. Kritikere har dog klantret formatet for at være for video-agtigt, men det er vist en smagssag.

'Hobbitten: En uventet rejse' bliver den første film, der vil blive vist med den nye afspilningshastighed. Senere vil de to sidste Hobbitten-film også blive vist i HFR, og James Camerons Avatar 2 og 3 ligeså.

HFR-versionen vises kun i 3D og kan ses i udvalgte sale.