'Cloud Atlas' er en forårsfilm

Matrix-instruktørernes nye film er flyttet til marts
Halle Berry og Tom Hanks i forårsfilmen 'Cloud Atlas'
(© UIP)

Cloud Atlas lader vente på sig. Oprindelig stod den til at få dansk premiere i december 2012, så blev den rykket til januar 2013, og nu er den så blevet rykket til den 14. marts.

Andy og Lana Wachowski og Tom Tykwers (Lola) nye film er dog ifl. filmens danske distributør ikke blevet flyttet på grund af det store opbud af stærke Oscar-kandidater og blockbustere, der præger filmudbuddet i januar, hvor både HobbittenLincoln og Thomas VinterbergJagten er biografaktuelle. Heller ikke den lunkne modtagelse filmen fik i USA.

- Tallene i USA har selvfølgelig ikke været imponerende, men hvis du ser på, hvordan den er blevet modtaget anmeldermæssigt, så er det jo også en film, der måske mere henvender sig til et europæisk publikum, siger pressechef Tinna Munk fra United International Pictures.

- Den har en meget poetisk, næsten forårsagtig karakter, så jeg synes faktisk, at det er det rigtige tidspunkt at sende den ud på.

Det er dog ikke kun æstetiske hensyn, der har gjort udslaget.

- Vi har ikke haft filmen før november, så der er masser af fornuft i at kunne gøre arbejdet endnu grundigere. For det er en gennemført anderledes film, siger Tinna Munk.

'Cloud Atlas' er en næsten tre timer lang, episk film - om menneskeheden, intet mindre. Det handler om de uforudsete og ofte vidtrækkende konsekvenser af vores handlinger. F.eks. hvordan en godhjertet handling kan give genlyd gennem århundreder.

Rollelisten består bl.a. af Tom Hanks, Halle Berry og Hugh Grant.