Vil Hobbitten revolutionere 3D?

Filmens danske distributør om det nye 3D-format
Ét stk. bevis på optagelser i 48fps
(© MGM)

Det moderne 3D-format fik sit gennembrud med Avatar, og siden har det været op og ned med de helt store oplevelser i den ekstra dimension.

Især de konverterede 3D-film (film der ikke er optaget direkte i formatet), der udkom i kølvandet på ’Avatar’, som fx Clash of the Titans og Alice in Wonderland, har været udsat for kritik fra biografgængere, der har oplevet 3D som en gene fremfor en forbedring af filmoplevelsen.

Formatets udfordringer er dog ikke nogen hemmelighed, og derfor har både Peter Jackson og James Cameron annonceret forbedret 3D i fremtiden. En fremtid der starter lige om lidt, når ’Hobbitten: En uventet rejse’ får premiere i midten af december.

Peter Jackson har nemlig optaget sin trilogi med en ny teknologi for et roligere og skarpere billede. Også kaldet Higher Frame Rate 3D (HFR 3D).

Film, som vi kender dem, er optaget med 24 billeder i sekundet. Også kaldet frames per second (fps). 24fps er standarden for måden, vi opfatter film på - inklusiv et billede der udviskes ved hurtig panorering - men i HFR er antallet fordoblet til 48fps.

- Én af de største udfordringer ved 3D i dag er at der kan opstå problemer med skygger, motion blur og dybdeskarphed. Og der rækker 24fps i 3D-formatet ikke. Derfor kan man opleve motion blur eller ”ghosting” - især ved hurtige actionfilm og den slags, og det er jo ikke heldigt for nogen. Desuden kan man godt blive træt i øjnene af at se 3D, siger Sund Lind Thomsen, filmchef for SF Film, der distribuerer Hobbitten-filmene herhjemme.

Oplevelsen er ikke ukendt for hverken biografgængere eller for den sags skyld Peter Jackson, men det kan HFR 3D forhåbentlig være med til at eliminere eller i det mindste reducere til det nærmest ubetydelige.

- Jeg har set klip fra ’Hobbitten: En uventet rejse’ i HFR 3D, og det er fuldstændigt vildt. Man anstrenger på ingen måde øjnene. Alle panoreringer er lynhurtige, der er ikke noget som hænger, og det er temmeligt fantastisk, lyder det begejstret fra Sune Lind Thomsen.

Men ikke alle er lige imponerede over det nye format.

De første reaktioner
Den første publikumsvisning af udvalgte scener fra Hobbitten-filmen i HFR 3D på årets CinemaCon resulterede i blandede reaktioner. Billedet stod for skarpt, og nogle sammenlignede det visuelle udtryk med hjemmevideo eller behind the scenes-materiale. Der manglede med andre ord det bløde filter, som ofte udgør den store forskel på spillefilm og vores egen hverdag.

- Den kritik kan jeg godt forstå. Faktum er, at når du ser en panorering henover en bjergryg, ser det sindssygt godt ud og står utroligt skarpt. Men når der kommer skuespillere på… På afstand, er der ingen problemer, men når kameraet kommer lidt tættere på, bliver de så tydelige, at du som biografgænger aldrig har set noget lignende. Peter Jackson fortalte publikum, at de var nødt til at bruge 10-12 minutter på at indstille hjernen til formatet. Det blev jeg også nødt til at sige til mig selv. Man får jo et chok, når man kan se alt fra årer og porer i ansigtet til syninger på tøjet. Lidt ligesom dengang HD og større fjernsyn kom frem derhjemme i stuerne. Men nu er det jo helt okay på TV. I biografen er man bare vant til at se film på en anden måde, og nu vil Gandalf og de andre fremstå knivskarpe - og endda i 3D.

Peter Jackson
Om Peter Jacksons fremvisning i HFR 3D for fans var et forkert træk, er således svært at sige, men der var trods alt tale om tidlige og ufærdige scener fra den nye fortælling om Middle-earth.

- Scenerne var ikke færdigbehandlede, og de manglede stadig et såkaldt cinematic layer. Ikke at man efterfølgende slører billedet, men man skaber det bløde look, vi kender fra spillefilm, så man ikke kun lægger mærke til træets deltaljer i Legolas’ bue, men stadig følger med i historien på lærredet.

Og så er spørgsmålet naturligvis, om vi får det nye 3D-format at se i biograferne herhjemme.
  
  - Vi glæder os meget til at præsentere første del af Hobbitten i det nye HFR 3D-format i en masse danske biografer, bekræfter Sune Lind Thomsen, der altså ikke kun skal lancere årets mest ventede film, men også introducere publikum for et helt nyt billedformat i samarbejde med biograferne.

Hobbitten: En uventet rejse får premiere den 12. december.