2013 - Det store science fiction år

10 film med fokus på fremtiden - og rumvæsner
Guillermo del Toros 'Pacific Rim'
(© Legendary Pictures)

Egentlig er det for tidligt på året til preview-nyheder, men der kommer så mange store science fiction-film i 2013, at et hurtigt overblik over den fremherskende filmtendens er på sin plads.

Vi har udvalgt 10 eksponenter for genren, der alle får premiere næste år (og så har vi ikke engang taget science fiction-beslægtede superheltefilm og lignende med.)

Elysium - premiere den 28. februar
Matt Damon og Jodie Foster er blandt hovedrollerne i Neill Blomkamps første film siden den formidable District 9 fra 2009. Året er 2159, og verdens rigeste mennesker har bosat sig på en rumstation, imens resten af menneskeheden må nøjes med en ødelagt version af Jorden.

Cloud Atlas - premiere den 14. marts
Seks forskellige historier i seks forskellige tidsaldre med Tom Hanks, Halle Berry, Hugh Grant og Hugo Weaving instrueret af Andy og Lana Wachowski samt Tom Tykwer. Den 162 minutter lange filmatisering af David Mitchells anmelderroste murstensroman ligner én af de mest ambitiøse film i nyere tid.

The Host - premiere den 28. marts
Ikke en genindspilning af den sydkoreanske monsterfilm af samme navn fra 2006, men derimod en filmatisering af Stephenie Meyers (Twilight) roman om en alien-parasit, der meget gerne vil overtage Jorden.

Oblivion - premiere den 18. april
En krigsveteran sendes til en fjern planet for at udrydde en alien-race, men det er nemmere sagt end gjort. Joseph Kosinski (TRON: Legacy) instruerer ikke blot Tom Cruise og Morgan Freeman men også Nikolaj Coster-Waldau i den stort anlagte omgang action og science fiction.

Star Trek 2 - premiere den 16. maj
J.J. Abrams og stort set det samme hold fra 2009 vender tilbage. Beam us up, Scotty.

After Earth - premiere den 27. juni
Far og søn nødlander på en planet, hvor der boede mennesker for 1.000 år siden. Det nuværende plot er formentlig mere eller mindre irrelevant, da filmen instrueres af M. Night Shyamalan, som forventes at have endnu et plottvist i ærmet. Will og Jaden Smith spiller hovedrollerne.

Pacific Rim - premiere den 18. juli
Gigantiske robotter styres af mennesker i kampen mod invasion fra det ydre rum. Guillermo del Toro har instrueret, og det gør ikke ligefrem filmen mindre interessant.

RoboCop - premiere den 15. august
26 år efter originalen vender Alex Murphy tilbage som ”Part man. Part machine. All cop.” Der er roller til Joel Kinnaman, Gary Oldman, Samuel L. Jackson, Abbie Cornish og Hugh Laurie, imens José Padilha (Elite Squad 1 & 2) står for instruktionen.

Last Days on Mars - premiere den 26. september
Det er aldrig en god ide at besøge Mars. Denne gang går det udover en gruppe astronauter, der én for én må bukke under for en aggressiv tilstedeværelse. Hvem sagde Red Planet?

The Hunger Games: Catching Fire - premiere den 14. november
Katniss Everdeen kæmper videre i den The Running Man-beslægtede og voldsomt populære survival-fortælling.

Andre film i genren som 'Ender’s Game' og 'Gravity' forventes først at få dansk premiere i 2014.

Se oversigten over kommende science fiction-film.