'Gummi T' topper

Udlandet vil have dansk animationsfilm
Stærk som Tarzan!
(© SF Film)

Det kan godt være, at Ivan Olsen er et skvat, men ikke desto mindre er han garant for både billetsalg og salg af filmen 'Gummi T'.

Filmen er nemlig blevet solgt til over 20 lande, som har sikret sig en lokal version af filmen, der får den internationale titel 'Jelly T'. 'Gummi T' blev solgt på det store filmmarked i Cannes, hvor købmænd fra hele verden sikrer sig underskrifter, aftaler og rettigheder.

Orla Frøsnapper blev sidste år også solgt til udlandet på Cannes Filmfestival (under titlen 'Freddy Frogface'), og næste år får Otto er et næsehorn premiere i de danske biografer. Alle tre film er produceret af Crone Film og baseret på Ole Lund Kirkegaards børnebøger.

Herhjemme har filmen også klaret sig ganske fortrinligt med en 1. plads i de danske biografer og 58.260 solgte billetter i den første weekend.

Og kan man ikke få nok af den splejsede Ivan med de store kræfter, kan man downloade et nyt spil til sin iPhone via iTunes, hvor det gælder om at spytte længst - ligesom de gør i filmen.

Gummi T er aktuel i de danske biografer.