Cannes 2012 - En blodig tirsdag

Døden i slowmotion
Jackie Cogan (Brad Pitt) på arbejde
(© Plan B Entertainment)

CANNES. Med formiddagens premiere på ’Killing Them Softly’ gjorde hovedkonkurrencens anden gangsterfilm sit indtog. Selvom den næppe er nogen seriøs kandidat til guldpalmer, gjorde den et større indtryk end den ellers underholdende 'Lawless', der blev vist i lørdags.

Killing Them Softly er instrueret af Andrew Dominik (The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford), og ligesom hans western afløses scener med lange dialoger af pludselige udbrud af brutal vold.

Brad Pitt spiller Jackie Cogan, en iskold lejemorder, men ellers en ganske sympatisk fyr, som foretrækker at dræbe sine ofre så blidt som muligt. Det resulterer i nedskydninger i ultra-slowmotion hvor glasskårene, blodet og mundingsilden mere minder om sirligt iscenesat festfyrværkeri end overlagt drab.

Gangsterfilmen er desuden optaget i New Orleans (men det ligner landskabet i 'The Road'), og gennem hele filmen hører man om Obamas præsidentkampagne i baggrunden, hvilket desværre forceres og bliver en smule trættende, som filmen skrider frem.

De politiske paralleller (der er også finansiel krise blandt discount-gangstere) ændrer dog ikke det gode helhedsindtryk af en både konventionel og utraditionel film, hvor stemningen minder om både Coen-brødrene, 'Goodfellas' og 'Donnie Brasco'.

Dagens blodige begivenheder stoppede i øvrigt ikke med 'Killing Them Softly', da man bagefter kunne få "fornøjelsen" af Takashi Miikes 'For Love’s Sake'.

Den japanske instruktør står bag film som 'Audition', 'Ichi the KIller' og '13 Assassins', der alle dyrker volden, og det samme er tilfældet for hans dybt underlige fabel om en slags moderne Romeo og Julie.

Denne gang er Romeo dog en psykopatisk voldsmand i en af den slags film, hvor børn brækker hinandens arme, teenagepiger får kastet syre i ansigtet, og alle med ujævne mellemrum bryder ud i horrible (og mere eller mindre useriøse) sange og dansenumre.

For Love's Sake
Filmudtrykket er stærkt stiliseret, og selvom 'For Love’s Sake' på ingen måde er god, forsøger den trods alt at blande forskellige elementer fra musical, action, komedie, romantik, anime og de mere alvorlige manga-romaner. Med en spilletid på 133 minutter taber vittigheden dog hurtigt momentum, og filmen forventes ikke at få dansk premiere.

Killing Them Softly kan til gengæld ses i de danske biografer fra den 8. november.