'The Hunger Games' er primært et amerikansk fænomen

Katniss og Co. sætter ingen rekorder udenfor USA
Game on!
(© Lionsgate)

I weekenden satte The Hunger Games rekord som den bedst sælgende ikke-fortsættelse i de amerikanske biografer, men kigger man på det store udland, er resultaterne ikke til rekordbøgerne.

Udenfor USA’s grænser omsatte survival-filmen for 59,3 mio. dollars fordelt på 67 lande, og til sammenligning indkasserede den ellers udskældte John Carter i sin åbningsweekend 70,6 mio. dollars i 51 andre lande end USA.

Sidstnævnte havde dog højere billetpriser pga. 3D-tillæg, men det afslører alligevel, at den store Hunger Games-succes er baseret på det amerikanske biografmarked, hvor filmen har nydt sin absolut største sejrgang.

Under alle omstændigheder er det nye filmfænomen stadig en succes - ikke mindst herhjemme, hvor den åbnede ca. 60 % bedre end førnævnte ’John Carter’, men nogen danske rekorder bliver der næppe tale om.