Censur til 'The Hunger Games'

Forfølgelse, vold og drab...
Hvad venter der Katniss på den anden side?
(© Nordisk Film)

Filmen 'The Hunger Games' har netop fået dansk censur.

Medierådet giver en censur på 11 år, hvilket er den næsthøjeste mulige i Danmark (det højeste er 15 år).

Dermed får filmen samme censur som de fire Twilight-film, som Harry Potter-serien og som Rignenes Herre-trilogien. Og det er på trods af, at plottet handler om teenagere, der tvinges til at slå hinanden ihjel i et voldeligt reality-program.

I medierådets begrundelse lyder det dog også, at "Den indeholder lange dramatiske scener med forfølgelse, vold og drab, ligesom der er scener med meget stor følelsesintensitet."

Og endnu mere udpenslet bliver det, når medierådet beskriver de brutale måder, deltagerne i Dødsspillet mister livet på (advarsel: der kan være spoilers i det nedenstående citat).

"I en scene bliver en pige stukket dødeligt af aggressive hvepse, i en anden scene får en pige et spyd i brystet og dør i armene på sin ulykkelige veninde, i endnu en scene jages og dræbes en ung mand af vilde hunde."

Det lyder alt sammen som noget, der kunne få en 15 års-censur, men forklaringen på 11-censuren lyder, at filmen foregår i et urealistisk science fiction-univers, og at volden ikke fremstår detaljeret.

I USA har filmen fået en nogenlunde tilsvarende censur, PG-13, som hovedrolleindehaveren Jennifer Lawrence kommenterer:

"Vold er stadig kernen i filmen, fordi det skal gøre folk rasende nok til at ville starte en opstand. Vi kunne ikke fortynde filmens indhold."

Er du skuffet over, at 'The Hunger Games' ikke går linen ud og skildrer de ret brutale scener til en censur på 15 år? Eller er det fint, at filmen holder sig lidt tilbage?

The Hunger Games får premiere den 22. marts.