Klassikeren - Jaws

Med mesterværket fra 1975 om en stor grum haj opfandt Steven Spielberg den moderne blockbuster.

I anledning af instruktørens aktuelle Tintin-film er Jaws månedens klassiker på kino.dk.

Handling:
Amity, en fredelig ferieby, får sit gode ry og rygte spoleret af en gigantisk hvid haj, der terroriserer byens badegæster. Byen lokale politimand (Roy Scheider) får til opgave at stoppe hajen og allierer sig med en ung havbiolog (Richard Dreyfuss) og en garvet fisker (Robert Shaw).

Bag om filmen:
I 1974 udkom Peter Benchleys roman ’Jaws’ med stor succes. Bogen blev straks en bestseller selvom (eller måske netop fordi) den er ret dårligt skrevet og byder på flere lumre sexscener end hajangreb. Året senere var forfatteren med til at skrive det noget anderledes manuskript til filmen, der trods talrige problemer med den mekaniske haj under optagelserne, blev verdens første blockbuster og indspillede 450 millioner dollars på verdensplan.

Første gang jeg så ’Jaws’…
Så jeg den slet ikke. Jeg har været otte-ni år gammel i midten af 80erne, da min mor rejste sig op for at løbe vores kanaler igennem en lørdag aften (det var før fjernbetjeningen). Da hun nåede til den sidste og dårligste af de tre tyske kanaler (NDR), var der tre mænd på en båd. Pludseligt dukkede en gigantisk haj op af dybet, hvorefter min mor forfærdet slog væk fra kanalen. Det hele foregik på mindre end 30 sekunder, men jeg har været fuldstændig solgt lige siden.

Den klassiske indvendig mod filmen er...
At hajen er alt for dårligt lavet til at være skræmmende. Indrømmet er der flere scener hvor Bruce (kælenavnet for den mekaniske haj) ikke leverer varen - men kun isoleret set. Man skal ikke trykke pause, når man ser ’Dødens gab’, for det kan effekterne ikke bære. Men i samspil med handlingen, filmens rytme og John Williams’ ikoniske musik leverer hajen en upåklagelig indsats.

Jeg elsker ’Jaws’ fordi…
Filmen er det perfekte studie i uforfalsket spænding. Hundredvis af film, som langsomt afslører dele af monsteret, har lånt denne simple, men uendeligt effektive teknik fra Spielbergs film, der i sine bedste øjeblikke skaber rædslen i publikums fantasi. (Faktisk virker det så godt, at Spielberg brugte samme teknik til at præsentere Tyrannosaurus Rex i ’Jurrasic Park’ 18 år senere.) At manuskriptet og skuespillet tilmed er fremragende, er en sjælden bonus for en vaskeægte blockbuster, der forhåbentligt aldrig genindspilles.