Berlin 2011: Verdens langsomste film?

En hest trækker en vogn med en vejrbidt mand til tonerne af dystert kammermusik i sort/hvid. Manden ankommer til sin hytte, hvor han og datteren placerer hesten i stalden, og skubber vognen på plads. Manden lægger sig på sengen. To kartofler koger i en gryde. Datteren kigger ud af vinduet, indtil hun siger ”Maden er færdig”. De spiser hver én dampende kartoffel med fingrene. Lyset slukkes. Faderen siger, at de skal sove.

Der er gået 25 minutter af filmen, og der er endnu 121 minutter tilbage…

'The Turin Horse', instrueret af ungareren Béla Tarr, er et eksempel på den type film, der kæmper om festivalens hovedpris, Guldbjørnen. Særdeles kunstneriske film som står i stærk kontrast til andre film på festivalen - både dem der vises parallelt med hovedkonkurrencen i talrige serier og ikke mindst titler som True Grit og Kongens store tale, der i princippet ikke har noget med festivalen at gøre.

Det er det paradoksale ved Berlinalen.

Festivalen hylder de smalle film, men er nødt til at have langt mere kommercielle film på programmet for at tiltrække mest mulig opmærksomhed.

Og selvom der sideløbende med festivalen afholdes European Film Market, hvor distributionsrettighederne forhandles til store og små film fra hele Europa, er det ikke nok. Festivalens egentlige stjernestøv kommer fra inviterede filmstjerner som Jeff Bridges og Colin Firth.

Men jeg klager ikke. I dag har jeg både set brede underholdende film og ungarsk art house.

’The Turin Horse’ fortsatte desuden i samme dur i samtlige 146 minutter og kan være en favorit til Guldbjørnen. Den var i øvrigt noget nær fremragende, og gav mig lyst til kogte kartofler.

Scene fra 'The Turin Horse'