Skarsgård i amerikansk Stieg Larsson-film?

Den svenske skuespiller Stellan Skarsgård forhandler om rollen som Vanger i 'The Girl with the Dragon Tattoo'
Stellan Skarsgård i 'Engle & Dæmoner'
(© Sony Pictures)
Instruktøren David Fincher har angiveligvis fundet skuespilleren, der skal indtage rollen som Martin Vanger i sin amerikanske udgave af Stieg Larssons Mænd der hader kvinder.

Stellan Skarsgård, der snart kan opleves i den norske komedie En ganske rar mand, forhandler netop nu om at spille Martin Vanger, en af de hovedmistænkte i den 40 år gamle kriminelsag, som hovedpersonen Mikael Blomkvist (Daniel Craig) skal opklare.

Med Skarsgård i denne rolle virker det oplagt at caste hans søn Alexander (kendt fra tv-serien 'True Blood') til rollen som en ung Martin Vanger.

Fincher lægger dermed op til, at Vanger, trods der er tale om et amerikansk remake, skal være svensker, når nu Skarsgård er det.

Stellan Skarsgård er kendt fra bl.a. Lars von Triers 'Breaking the Waves' og de to sidste Pirates of the Caribbean-film.

'The Girl with the Dragon Tattoo' får premiere i december 2011.