”Jeg troede, at de alle var lavet af plastik og botox”

Interview med An Education-instruktøren Lone Scherfig
Lone Scherfig på settet til 'An Education'
(© Nordisk Film)
Lone Scherfigs An Education, der var nomineret til tre Oscars, får premiere den 22. april.

Kino.dk fik en snak med den danske instruktør om at arbejde i udlandet, om filmstjerner og selvfølgelig om, hvordan en Oscar-uddeling ser ud indefra.

'An Education' handler om en ung piges flirt med en ældre levemand i 60ernes konservative England:
Det var en tid, hvor ungdommen virkelig følte, at livet først startede, når de kom hjemmefra. Tænk på, at The Beatles sad i studiet med deres første album, mens størstedelen af de engelske mænd var så rystede efter krigen, at de ikke engang tog jakken af derhjemme. Alt, der kunne true deres lille småborgerlige palads, var simpelthen skræmmende,” fortæller Scherfig.

Fordi jeg havde noget at tilbyde
Så hvorfor vælger en pæredansk kvinde at lave så engelsk et projekt?
Da jeg læste manuskriptet, følte jeg, jeg havde noget at tilbyde. Der findes jo historier, som man synes, er virkelig fede, men som man ikke kan tilføre noget,” forklarer hun og fortsætter: ”men den film jeg ville lave, var den film, studiet gerne ville se.”

Især Carey Mulligan, der spiller pigen Jenny, er blevet skamrost og er allerede Hollywoods nye hit. Hun er sågar udråbt som storfavorit til at spille Lisbeth Salander i de amerikanske genindspilninger af Millennium-trilogien.Til dette siger Scherfig:
Jeg synes ikke, det er godt set, det er bare, fordi hun er flavor of the month. Salander er jo meget primitiv, og det ved jeg ikke, om jeg ser i Carey. Hun har ikke det onde i sig.”

Scherfig har dog ikke andet end ros tilovers for Mulligan:
Hun er sindssygt god. Jeg fatter ikke, at vi fik hende. Hun kom bare til casting nærmest ud af det blå. Hun har ikke en skuespiluddannelse, men hun er uskyldig nok, stilfuld nok og interessant nok til, at man har lyst til at følge hende.”

Love your villains

Instruktøren er også begejstret for filmens anden hovedrolleindehaver, Peter Sarsgaard, der spiller den forførende og ældre David:
Peter Sarsgaard er den bedste skuespiller, jeg nogensinde har arbejdet med. Jeg er fuldstændig vild med ham. Det er så forfinet, det han laver, i så mange lag, og han styrer så meget dramaet. Det er ikke hvem som helst, der kan lave noget så rørende og samtidig så sindssygt. Det er Mulligan, der bliver nomineret til alt, men hvorfor er der ingen der kan se, at det er Peter, der server alle de lækre bolde, hun skal spille tilbage?

Peter Sarsgaard var faktisk tilknyttet filmen før Scherfig. Dermed var han den eneste hun ikke var med til at caste. Heldigvis blev skurken helten i hendes øjne:
Sådan er det jo med skurke. Det er ”love your villains-konceptet,” siger hun grinende.

De er utroligt smukke i Hollywood
Heldigvis har vi fanget Scherfig lige efter Oscar-uddelingen, så hun er endnu ikke træt af emnet:
Det var roligere, mere afbalanceret og ikke så opreklameret, som jeg havde troet. I virkeligheden er det sjoveste alle de der fester og hyggelige cocktail-parties rundt om Oscar. Men selve aftenen var da sjov, fordi værterne var virkelig morsomme,” fortæller Scherfig.

Men blev hun star struck? Og hvem mødte hun? Scherfig svarer ”nej” til det første, og udleverer desværre heller ikke en lang liste af berømtheder. Dog er hun betaget nok til at erkende, at filmstjerner er lavet af noget særligt:
Folk er helt vildt smukke. Jeg troede, at når man så dem tæt på, så var de alle lavet af plastik og botox. Men hvis det er plastik det hele, så er det ikke til at se,” afslører hun.

Set i bakspejlet ville hun dog ønske, at hun var en bedre networker:
Man kan jo sige: ’nu vil jeg møde Kate Winslet, og så bare gå over og sige ’hej’. Men jeg er hverken ambitiøs eller langt nok fremme i skoene til det.

Vinderen i kategorien Bedste Film, The Hurt Locker, var også danskerens favorit, men generelt fandt hun filmene jævne:
De amerikanske film var svage i år. Det store filmår skete uden for USA. Ingen af de nominerede film bliver hos én. Selv ikke The Hurt Locker - jeg kan da nævne andre krigsfilm, der har rørt mig mere”, lyder dommen.

Øv, hvor ville jeg gerne have lavet den film
Den næste film på instruktørens bord er 'One Day'. Endnu en engelsksproget film, men denne gang med Anne Hathaway i hovedrollen og med 80erne og 90erne som periode:
Det er i bund og grund en romantisk komedie, som tager en seriøs drejning. Det er et manuskript, hvor man sidder og griner, og så lige pludseligt må man forlade sofaen, fordi man græder så meget. Hathaway havde det på samme måde. Hun var så vild med det, at hun fløj til London for at mødes med mig.

Betyder de internationale strabadser så, at instruktøren bag Italiensk for begyndere ikke vender tilbage til dansk film?
Slet ikke. Jeg vil virkelig gerne tilbage til at lave film i Danmark. Jeg bor jo her, og det er noget rod at skulle derovre og filme. Jeg har faktisk skrevet en film sammen med Bille August, som jeg håber, han skal filme,” svarer Scherfig prompte.

Måske byder fremtiden dog på mere maskuline film fra hendes front:
Jeg ville ønske at jeg havde fået manuskriptet til Eastern Promises (David Cronenberg). Da jeg så den, tænkte jeg bare: ’Øv øv øv, hvor ville jeg gerne have lavet den.’ Jeg vil gerne lave noget med et stærkere plot. Ligesom en gangsterfilm. Karakteren David fra An Education er faktisk lidt en gangsterkarakter,” afslører instruktøren, som faktisk netop har meddelt, at hun skal lave en helt anden gangsterfilm.