'Avatar' - de første anmeldelser

Læs de internationale reaktioner
Alle venter spændt på om Camerons nye storfilm holder vand
(© Filmcompagniet)
James Camerons længeventede Avatar har premiere den 18. december.

I går så alverdens anmeldere den. Her er et lille sammendrag af nogle af de største kulturmediers dom. Langt de fleste var overbegejstrede.

Empire – topkarakter
Empire giver ’Avatar’ fem stjerner, hvilket er topkarakter, og ifølge dem selv betyder, at en klassiker er født.

Anmelderen skriver, at den, der er villig til at give slip på egne fordomme om, hvad man bør synes, vil få en ekstremt givende oplevelse, der er: "Rig, sjælfuld og spændende."

Om ’Avatar’ vil ændre filmbranchen, er svaret både ja og nej. Filmen er ifølge skribenten ikke fejlfri, men det er 3D-oplevelsen derimod, da det er: "… en oplevelse, der er det tætteste, man kommer på at sætte fod i en fremmed verden."

Hollywood Reporter – genkendeligt
Hollywood Reporter udpeger, at ’Avatars’ historie tydeligvis er inspireret af myten om det vilde vesten og Vietnam-krigen.

Cameron er dog stadig "King of the world”, skriver den begejstrede anmelder, som afsluttende spørger: “Hvordan vil Cameron nogensinde kunne toppe dette?"

The Sun - skelsættende
"Dette er 3D-filmen, folk vil kigge tilbage på i fremtiden, som filmen der ændrede film", skriver anmelderen fra The Sun, og fortsætter "… alt føles ægte, og det er som om, man selv er del af begivenhederne."

Især den tyve minutter lange kamp til sidst i filmen fremhæves i denne anmeldelse, hvor der også er plads til at pointere, at selvom Camerons film vil meget, er den ikke prædikende.

Variety - universel appel
Branchebladet Varietys udsendte var også positiv med ordene: "Cameron leverer igen en film med universel appel."

Selvom der mangler et indblik i nogle af filmens konflikter, er oplevelsen så altomfavnende, at selv de blå Na’vi-væsner imponerer: ”Så snart de er introduceret i konteksten, bliver de hurtigt fangende, endda sexede, med deres lange slanke kroppe og bittesmå kostumer”.

The Guardian - alt for sløset
Andrew Pulver fra The Guardian er den absolut mindst imponerede anmelder, og kun to stjerner bliver det til.

Han skriver således: "Titanic-instruktørens monstrøst hypede kreation ser fantastisk ud, men forsøget på at dække alt via militaristisk science fiction, intetsigende økologi og en kærlighedshistorie på tværs af arter gør den sløset."

Ain’t It Cool News – begejstring på Twitter
Den korteste anmeldelse kommer fra Robert Cargill fra Ain’t It Cool News, som delte ud af lovprisninger på Twitter: "Det var ret fedt – med ret fedt mener jeg OMFGHOLYFUCKINGSHITOMGOMGOMG!"