Første filmmøde mellem Streep og Hanks

Se traileren til Spielbergs The Post
Billede

Det er egentlig utroligt, at det ikke er sket tidligere, men 2018 bliver første gang, to af Hollywoods sværvægtere og veteraner, Tom Hanks og Meryl Streep, spiller sammen på film.

Steven Spielberg bringer nemlig de to Oscar-vindere sammen i det autentiske drama The Post, der med så stærke kræfter involveret spås gode chancer ved næste års prisuddelinger.

Filmen, der har fået sin første trailer, handler om USA's første kvindelige forlægger for The Washington Post, Kay Graham, der sammen med sin hårdtarbejdende redaktør forsøger at afsløre de såkaldte Pentagon-papirer, der afslører statens løgne om involveringen i Vietnam-krigen.

Med et fokus på pressens rolle i afsløringen af systematisk løgn og snyd er filmen trolds sin historiske baggrund højaktuel, og med Panama-papirerne og senest Paradise-papirerne frisk i erindringen bliver konteksten eviggyldig.

Samtidig vise traileren, hvor meget der er på spil for Kay Graham, der ikke kun har (den mandlige) omverdens negative syn på hendes køn imod sig, men også risikerer både karriere, formue og sin frihed, hvis hun publicerer papirerne.

The Post får premiere den 5. april og er med i Biografklub Danmarks program.