Ny trailer til Mordet i Orientekspressen

Hvem er morderen?
Billede
(© 20th Century Fox)

Et vaskeægte mordmysterium skal meget snart opklares i biografen med Mordet i Orientekspressen, og den første lange trailer tirrer i den grad dit detektivinstinkt.

Det er den rutinerede Kenneth Branagh som genfortolker Agatha Christies krimi-klassisker. Barangh indtager også selv rollen som den berømte og excentriske opdager Hercule Poirot, der ombord på et tog skal opklare en mystisk mordsag på en amerikansk forretningsmand med forbindelser til børnekidnapning.

Ekspressen er fyldt med mistænkelige personager som strækker sig fra butleren og lægen til prinsessen og professoren, der alle bliver præsenteret i denne stilfulde og veloplagte trailer.

Rollelisten er besat af lutter stjerner, som bl.a. tæller Johnny Depp, Judi Dench, Michelle Pfeiffer, Willem Dafoe, Daisy Ridley og Penélope Cruz.

Mordet i Orientekspressen får premiere den 23. november.