Liam Neesons måske sidste actionfilm

Trailer til The Commuter
Billede
(© SF Studios)

Liam Neeson er trailer-aktuel med action-thrilleren The Commuter.

Denne gang spiller han en "helt almindelig" mand, der hver dag pendler med tog. Pludseligt står den rolige familiefar over for langt større problemer end siddepladser og forsinkelser, da en mystisk person giver ham et ultimatum: Udvælg en fremmed medpassager til en uvis skæbne, ellers vil alle i toget komme til skade. 

'The Commuter' er muligvis karierens sidste actionfilm, da Neeson netop har udtalt ved Toronto Filmfestival, at han hænger den tunge læderjakke fra sig og stopper med den indbringende genre. Den Oscar-nominerede skuespiller tog som bekendt et markant rolleskifte, da Taken-filmene gjorde ham til den nye Bruce Willis i en alder af 56.

Siden er det blevet til den ene koncept-actionfilm efter den anden. Alle har de haft til fælles, at Neeson er vred og dødsensfarlig i pressede situationer.

Det er fjerde gang, Neeson samarbejder med instruktør Jaume Collet-Serra, der også stod bag Unknown, Non-Stop og Run All Night. Vera Farmiga og Patrick Wilson (jep, dem fra 'The Conjuring') medvirker også.

The Commuter får dansk premiere den 11. januar.