Sidste trailer til Abernes planet: Opgøret

“I did not start this war, but I will finish it!” 
Billede
(© © Chernin Entertainment)

En ny og sidste trailer til Abernes Planet: Opgøret er landet.

Handlingsmæssigt afslører den ikke meget, vi ikke vidste i forvejen, men hvor den forrige havde meget fokus på abernes og Caesars (Andy Serkis) synspunkt, giver den nye et dybere indblik i The Colonels (Woody Harrelson) og militærets syn på tingene.

Chimpansen Caesar kan ikke forhindre en krig mellem sin egen race og menneskene, og da han desperat prøver at finde et nyt hjem til sin klan, beslutter militæret, at det er på tide at udrydde dem og deres abe-samfund.

I spidsen af militæret står hærføreren, The Colonel, der tilsyneladende er parat til at smide al sin humanitet over bord for at redde menneskeracen, og sammen med sine soldater starter han en blodig krig mod aberne.

Matt Reeves, der også er manden bag Abernes Planet: Revolutionen, er vendt tilbage som instruktør, og på karakterlisten ses desuden Judy Greer, Terry Notary og Sara Canning.

Abernes Planet: Opgøret har premiere den 13. juli.