Trailer til Disneys næste animationsfilm
Disney har udgivet en ny trailer til animationsfilmen 'Moana', der har den danske titel Vaiana.
Filmen følger den unge polynesiske høvdingedatter Vaiana (Auli'i Cravalho), som drager ud på en episk rejse over Stillehavet for at redde sin stamme.
Vaiana opsøger demiguden Maui, spillet af Dwayne Johnson, som i traileren ser ud til at være lige så meget en byrde som en hjælp.
Den imponerende trailer fremhæver Disneys nyudviklede teknologi, der lader dem skabe de fantastiske vandeffekter, som udgør 80% af filmens scener. Meget passende er det instruktørene af bl.a. Den lille havfrue der står bag det imponerende stillehavs-eventyr.
Selvom traileren mest fokuserer på Dwayne Johnsons humoristiske Maui, er det også tydeligt, at den dristige Vaiana vil vinde hjerter som Disneys nyeste heltinde.