Se det første klip fra Klassefesten 3

Kærligt møde?
Billede
(© Nordisk Film Production A/S)

Det går ikke stille for sig i det første klip fra den kommende komedie Klassefesten 3 - Dåben, hvor de tre gutter, Thomas, Andreas og Niels, igen spilles af Troels Lyby, Anders W. Berthelsen og Nicolaj Kopernikus.

I klippet befinder de to sidstnævnte sig i en dobbeltseng sammen, og det går langsomt op for Niels, at hans kammerats seksuelle behov næppe er blevet stillet den seneste tid.

Årsagen er, at Andreas er blevet skilt, og konen hurtigt er rykket videre med en succesrig ny mand og datter, og minsandten om ikke Andreas er blevet valgt som gudfar. For at bevise, at han har mindst lige så meget succes som sin eks, beslutter han sig for at have en kæreste med til dåben.

Problemet er bare, at Andreas ikke HAR nogen kæreste, så for at få lidt held i kærligheden, tager han og vennerne på singlehøjskole. Vi formoder, at klippet foroven stammer fra netop dette sted, og at kærestejagten ikke går helt som planlagt.

Klassefesten 3 - Dåben får premiere den 6. oktober.