Første levende billeder fra Wonder Woman

Og et kig på Justice League
Billede
(© Warner Bros.)

De første klip fra superheltefilmen Wonder Woman udkom i nat dansk tid, og det ser lovende ud for DC Comics’ legendariske heltinde.

Klippene, der i nat blev præsenteret i tv-programmet 'DC Films Presents the Dawn of the Justice League', viser små bidder fra filmen, der foregår under Første Verdenskrig med Gal Gadot i titelrollen som Amazone-krigeren.

Korte interviewbidder med Gadot, Chris Pine og folkene bag (bl.a. instruktøren Patty Jenkins) understreger, at det ikke er hvem som helst, der nu bringes til det hvide lærred.

Desværre vises der ikke scener med filmens danske bidrag, Connie Nielsen, hvis medvirken blev offentliggjort tidligere på ugen.

I samme tv-program blev tre af Wonder Womans superkolleger præsenteret - The Flash, Aquaman og Cyborg - dog uden regulære klip fra hverken deres egne film eller den opsamlende Justice League. Vi kan imidlertid glæde os over en koncepttegning af hele holdet.

Warner Bros.

Wonder Woman får premiere den 29. juni 2017.

Justice League får premiere den 16. november 2017.