Fars fede trailer

Ny generation af familien Griswold
Billede
(© Warner Bros.)

Til efteråret er der premiere på komedien Vacation, og den første trailer er netop udkommet.

Filmen er delvist en fortsættelse til og delvist reboot af National Lampoon's Vacation (også kendt som 'Fars fede ferie'), der havde premiere for 32 år siden. Efterfølgeren er dog ikke bleg for at referere originalen, som man hurtigt fornemmer i traileren.

Plottet har også visse overensstemmelser. Den nu voksne Rusty Griswold (søn af Chevy Chases karakter, Clark) har selv stiftet familie, som han tager med på et road trip gennem USA for at genskabe ferien i Walley World fra sin barndom.

Som vi kan se, går rejsen ikke helt efter planen, men byder på den slags platheder, der gjorde originalen til en komisk klassiker.

Ed Helms fra Hangover-filmene overtager rollen som Rusty fra Anthony Michael Hall, mens hans familie spilles af Skyler Gisondo, Christina Applegate og Steele Stebbins. Leslie Mann spiller Rustys søster, og Chris Hemsworth dukker op som hendes fyr.

Vacation får premiere den 3. september.