Tiger på spring, drage i skjul

Her er der kampscener, som jeg virkelig trængte til at se. Mange gange føles det, som man ser noget, der normalt bliver animeret til live på skærmen - men det gør man ikke denne gang. Folk flyver rundt, løber op ad vægge, slås på toppen af bøjelige bambustræer og intet af det er gjort med nogen synlig form for computeranimation. Det føles som en drøm, der bliver til virkelighed. Ikke nok med det, så er den fysiske energi i kampene dramatisk inddragende på en måde, som jeg sjældent føler. Det handler ikke blot om rå brug af kræfter, men også om finesse, der må komme af mere øvelse, end jeg kan forestille mig.

"Tiger på spring, drage i skjul" har en god historie. Den tager et emne op, som - i det i mindste i vesten pga. den lange række af Disney-prinsesser - ikke føles lige så gennemarbejdet, som det burde: Ønsket om et frit liv versus kontrol over selvet. Vi har Jen Yu, der (ligesom en Disney-prinsesse) er tvunget ind i ægteskab af alle omkring sig, og derfor gerne vil stikke af til et nyt liv samt fjerne alle der står i vejen. At hun ser det som sin ret, til at få hvad hun ønsker sig uanset hvad, er let nok at forstå, når man tager hendes undertrykkende miljø i betragtning - men det ender i sidste ende med, at hun bliver en udstødt, for løssluppen opførsel er ikke altid acceptabel. Udover det har vi legenden Li Mu Bai, der har et tavst forhold til hans afdøde broders enke Yu Shu Lien, der også har følelser for Li - men deres respekt for broderen får dem til at kontrollere de følelser. Hverken Jen, Li Mu Bai eller Yu Shen Li går en vej, der er problemfri, og man har på fornemmelse, at de kan lære lidt af hinanden. Man skal gå efter en balance mellem kontrol og begær, hvilket er en meget diskutabel sag.

Med en historie, hvor man ikke kan kaste de enkelte dele i sort eller hvid, ville man tro, at alle slåskampene konstant ville sætte det hele i stå - faktisk gælder det modsatte. Grundet den tilrettelæggelse, som skuespillerne (der har stået for de fleste stunts) tydeligvis har været igennem før hver scene samt de fysiske effekter, der aldrig lader dem forlade skærmen med animerede versioner, er der en menneskelighed i actionscenerne, der bærer dramaet frem for at stoppe det. Kampsportsfilm er i sandhed en fryd, som jeg tillader mig selv alt for sjældent. Jeg har noget at se til den næste stykke tid.

Wu Xia traditionen med dansende sværdkæmpere, der flyver og springer fra tagryg til tagryg er vel aldrig blevet vist flottere end her. Absolut seværdig.