Sweeney Todd

Mens jeg skriver denne anmeldelse, lytter jeg til filmens åbningsmusik. Mens jeg lytter til denne musik, husker jeg på filmens åbningssekvens. Åh, en ægte Tim Burton åbningssekvens af visuel genialitet. Det regner i et mørkt London. I regnen har enkelte blodsdråber sneget sig ind. Vi besøger Sweeneys barbershop. Vi får øje på hans mekaniske og ikoniske barberstol, der siver af blod. Blodet flyder ind mellem tandhjulene og blander sig med spildevandet. Det er dystert, bevægende og kameraet holder sig konstant i bevægelse. Der er ingen dansere i musicalen, men det ville også være unødvendigt. Scenografien, farverne og kameraet er så livlige, at det kompenserer for den rytmiske bevægelse. London er måske mørk, men bestemt ikke død, og de mørke farver danner en skrækindjagende kontrast til de røde penselstrøg på skærmen, når Sweeneys ofre klamrer sig til deres sidste åndedræt.

Filmen er gennemført audiovisuel, fordi den udnytter sit skift fra en teaterscene til kameraet. Burton vil give folk noget, som de ikke fik sidste gang, fordi den fjerde væg er ubevægelig i teatret. Her flyver kameraet over London, scenografien kan skifte til de områder som karaktererne tænker på og lave montager til sangene, der gør det hele så livligt, som hvis man havde set det opført på scenen i levende live. Soundtracket har droppet en hel del sange fra den originale musical, og det fører muligvis til de svage følelser af repetition, som man føler efter noget tid (jeg har ikke selv set musicalen). Men der gemmer sig flere iørefaldende øjeblikke i underlægningsmusikken og sangene. De bliver tilmed fremført af et fremragende cast, der kan synge og spille skuespil samtidig. Deres toneleje, mimik og kropssprog taler tydeligt igennem. Det underholdende i musicalen er nok ikke så meget sangteksterne, som det er at se dem fremført.

Karakterskuespillet er vanvittigt underholdende. Johnny Depp er vidunderligt hævngerrig, Alan Rickman er vidunderligt magtsyg og Helena Bonham Carter er ligeså vidunderligt egoistisk. Sweeneys unge ven Anthony er en ren elskovsdyrker, og det samme kan siges om datteren Johanna. Det er dog interessant, når man i sidste ende kan sætte disse ekstreme personligheder over for hinanden og drage ligheder. Sweeney og Anthony har på et tidspunkt en sangsekvens, hvor der bliver parallelklippet mellem de to. De synger begge om deres behov for en kærlig smuk kvinde. Forskellen ligger i håbet som Sweeney har opgivet i modsætning til Anthony. Sweeney har også mange ligheder med Alan Rickmans dommer Turpin, der også på et tidspunkt synger om "pretty women" med Sweeney. Sweeney erkender på et tidspunkt, at livet kun består af mennesker der fortærer hinanden, og derfor kan man vel lige så godt æde dem. Turpin har en lignende udtalelse, hvor han siger "hvilken mand har ikke fortjent at dø".

Der er dog visse problemer med de to turtelduer Anthony og Johanna. Skuespillet og karaktererne er så irriterende blanke, at det går ud over helhedsindtrykket. Det er tydeligt, at filmen prøver at danne en kontrast mellem Anthony og Sweeney, så man kan stille de to over for hinanden og reflektere, men når Anthony er uinteressant, så er formålet ødelagt, når man hellere vil fokusere på Sweeney. Der er ingen balance. Alle de onde karakterer som Sweeney, Lovett og Turpin får vist hvorfor de har deres verdenssyn eller gør, som de gør. De gode karakterer som Anthony og Johanna er som taget ud af eventyret om prinsen og prinsessen i den kedeligste Disney-film, hvor kærligheden springer frem pga. et krav fra plottet. Idéen om at stille hævn og egoisme over for kærlighed fungerer derfor ikke optimalt.

Der er dog stadigvæk tale om en glimrende hævntragedie, hvor slutningens ulykker falder over karaktererne på så mange forskellige hjerteskærende måder, at man bliver nød til at se det for at fatte det. Filmen er som tragedie næsten perfekt, og det er uden tvivl et af Tim Burtons bedste instruktioner til dato.

Super fed film !!! da jeg så den første gang blev jeg dybt forelsket <3

Det eneste der trækker op i denne film er at Johnny Depp og Helena Bonham Carter er med. Handlingen ellers keder mig grænseløst og jeg er virkelig ikke fan af musical film, men eftersom de var med, følte man lidt, at man da lige skulle give den en chance og se den. Ikke nok værd til at ramme min reol her hjemme, desværre.

Da jeg første gang så Sweeney Todd, gik der to dage hvor jeg gik og tænkte over den, da jeg så så den igen, så jeg den 9 gange i træk og jeg fandt den som den bedste film jeg nogen siden havde set, jeg ser den ofte og selvom mine venner synes jeg er skør, er det den bedste film for mig, jeg kan nu hver en sang og hver replik uden ad. og selvom det måske er lidt vildt, er det stadig den bedste film for mig

Hold kæft, den er bare så fedt skruet sammen. Den måde den og andre af Tim Burtons film er lavet på, skuespillerne som er med og scenerne. Replikkerne og tøjet. Det kan bare ikke blive bedre. Super nice film!