Somewhere

en dejlig og smuk film

Sofia Coppolas nyeste film en stille film uden de store monologer, sceneskift eller andet tekniske finurligheder. Filmen begynder med en Porsche der køre i ring, scenen vare så længe, at man som tilskuer først undres, så griner lidt, keder sig og til sidst fascineres.
Filmen om stjerneskuespilleren Jonny Marco, uden indhold i sit liv spilles mesterligt af Stephen Dorff, som jeg ikke mindes at have set tidligere.

Johnny Marco egen birolle til sit liv, uden nogen videre interesse i festerne, kvinderne eller hans roller kryber under huden i filmens første del.
Ind kommer datteren på et længere uplanlagt ophold, da hendes mor ikke kan overskue livet. Langsomt ser ... verden lidt anderledes, men som Sofia Coppolas andre film er der ikke en klar konclution eller den store forandring. Man forlader biografen med den tanke at der er ændret noget i Johnny Marco verden, men også at den let kan vende tilbage til det gamle.

http://rounduptheusualsuspects.wordpress.com/2010/11/25/somewhere/

En semigod film. Ikke vildt dårlig men heller ikke prangende. Lidt tam handling men gode skuespillerpræstationer. Men ikke en film der SKAL ses i biografen.

Som stor Benicio Del Toro-tilhænger havde jeg glædet mig til at opleve ham i Somewhere. Jeg var udemærket klar over, at han ikke havde en af de bærende roller - men det var meget, meget skuffende, at han i filmen måske er med i 30 sekunder og har tre sølle replikker. Suk..

Filmen er cirka ligeså håbløs som Johnny Marco håbløshed... Det var i hvert fald en meget flad fornemmelse at forlade biografen efter filmen..

”Who is Johnny Marco?” Filmens gennemgående spørgsmål kommer frem midtvejs i filmen hvor vores helt Johnny Marco spillet af Stephen Dorff bliver bedt om at svare på hvem han egentlig er. Den sorte Ferrari der kører i ring og i ring, rundt og rundt. Vi som biografgængere ved ikke hvornår denne intetsigende handling stopper og måske ved vores helt i filmen ”Somewhere” det heller ikke? Det overfladiske stjerneliv kommer til udtryk i denne film og viser endnu engang, at penge aldrig alene giver den lykke som vi går og leder efter. Der er lagt tryk på de filmsproglige virkemidler og det kan for mainstream-publikummet være en svær film at forstå, måske endda kedeligt og intetsigende. For historie er der ikke meget af og de enkelte "shots" kan være næsten irriterende langtrukne, men det er netop også det smukke ved denne film. Der ligger så meget dybde begravet i en handling der kan forklares på under et minut. De enkelte billeder giver tid til at analysere og man kan fornemme en klar bagtanke i hvert eneste klip, samtidig er det som om vi er inde i et sind hvor de lange klip viser hvordan hans liv langsomt forsvinder ud i intetheden.
Vendepunktet ser vi da han lukker sin datter, spillet af Elle Fanning, ind i sit liv. En uges oplevelser bringer ham smilet tilbage og han får til sidst gipsen af hånden, som gennem filmen symboliserer hans overfladiske stjerneliv, som han nu med besvær kan se tilbage på. Filmen er alt andet end typisk Hollywood, der er lagt vægt på realismen og den fantastiske historie er lagt på hylden. Vi har ikke medlidenhed med en person som smider alt hvad han har væk, til fordel for sex og druk og derfor bliver det aldrig en film hvor vi bare må give hovedrollen et kram, men vi glæder os over hans endelige dannelse som person. Det er ikke en film der arbejder på at overraske, det er en film der så hjertens gerne vil fortælle en historie om et vendepunkt i et ellers ulykkeligt stjerneliv.
Historien er fortalt så godt og med så meget omtanke, at det for mig er umuligt ikke at falde for denne perle af Sofia Coppola. Det er en person der ikke er bange for at springe ud af sin fars fodspor og levere noget hun kan kalde sit eget. Det er den personlige holdning til et Hollywood liv som hun selv har levet og derfor er det en personlig og yderst smuk historie med stof til eftertanke, skuespillet er eminent og filmen er sprængfyldt med metaforer. Sofia Coppola er ikke en instruktør med mange film i bagagen, men alligevel er det værd at tænke på at hun ud af de film allerede har vundet en oscar for filmen ”Lost in Translation”, har sin egen personlige stil og gør sit håndværk stort set fejlfrit. Hun har lagt hårdt ud i en karriere som kun kan bringe hende flere priser og ”Somewhere” er på ingen måde en undtagelse.