Slangens favntag

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har et roligt forløb. Den indeholder imidlertid en række voldsomme scener med mishandlede og vansirede mennesker, samt mystiske sekter der udfører voldelige ritualer. I en scene piskes et grædende barn. I en anden scene ses en livløs dreng gennemboret af pile. Det vurderes at scener som disse, vil kunne virke skræmmende på børn og unge under 15 år.

Se mere på medierådet.dk
Premiere: 
19.05.2016
Originaltitel: 
Slangens favntag
Genre: 
Spilletid: 
2 timer 5 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
Versioner: se alle
2D, Særvisning
4.5
4
VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (140 votes)

Resumé

Det colombianske drama ’Slangens favntag’ foregår i henholdsvis 1909 og cirka 30 år senere, og drager dybt ind i Amazonjunglens mørke hjerte i selskab med shamanen Karamakate og to opdagelsesrejsende.

I 1909 er den tyske videnskabsmand Theo på jagt efter den sjældne yakruna-plante, der eftersigende skulle være i stand til at helbrede sygdommen, han har fået i junglen.

40 år efter finder amerikaneren, Evan, Karakmakate med samme mission og Theos dagbøger i baggagen. Men den indfødte er blevet gammel, og han har mistet store dele af sin hukommelse.

Med særligt fokus på junglens lyde formår instruktøren Ciro Guerra at skabe en betagende rejse ind i Amazonjunglens dunkle fortid, hvor gummibaroner og missionærer undertrykte befolkningen.

Den dirrende stemning underlægningsmusikken og lydene skaber, vækker minder om Lars Von Trier og Stanley Kubricks værker. Lyden er mikset af Carlos Garcis, der har arbejdet sammen med Trier tidligere.

’Slangens favntag’ var nomineret til en Oscar for Bedste udenlandske film i 2016, og har en smuk, intens og overraskende slutning, der efterlader sit publikum en biografoplevelse rigere. (copyright: kino.dk)

 

Relaterede nyheder

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "Instruktøren udleverer ikke beredvilligt nogen nøgle til forståelsen af paraden af flotte sort/hvide billeder i bredformat, hvoraf enkelte er åndeløst smukke." (Jacob Wendt Jensen)

  • Filmland P1

    "Guerra taler i et stille, underfundigt sprog, men der opstår altid en voldsom ulmende uro når moderne kultur og mytiske kræfter ramler sammen i hans film." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "Det er smukt. De monokrome billeder er storslåede, og fotograf David Callego har forlenet junglen med en mytisk uro, der understøtter den eventyrlige atmosfære. Men Guerra synes også lidt for forelsket i sin etnografiske fantasi ..." (Katrine Sommer Boysen)

  • Politiken

    "Den colombianske filminstruktør har både skabt en sansemættet film fra de sorte [...] pletter på Colombias landkort og en nøgtern skildring af omkostningerne ved den industrialiserede verdens forskningsfremstød og natursyn." (Søren Vinterberg)

Kommentarer

Niclas Dalby

Når man vil sætte sig for at anmelde en film som Embrace of the Serpent, er en almindelig tekst ikke passende. Det er en film, der prøver at fortælle en så stor og dybdegående historie, at den ved en almindelig gennemlæsning på IMDB måske vil føles tom eller idéforladt, da en synopsis umuligt kan indeholde alle aspekter, men Embrace of the Serpent er ikke blot en utrolig smuk og storslået film, men også én af årets bedste.
Instruktøren, Ciro Guerra, havde før den omtalte film lavet La Sombra del Caminante (2004) og The Wind Journeys (2009), der alle fik store roser fra hjemlandet Columbia, men opnåede aldrig international succes. Det kan være svært at nævne en Columbiansk instruktør, der nogensinde har fået et stort gennembrud i Hollywood og Europa og det er der umiddelbart flere grunde til.
I 1993 blev FOCINE, Columbia's svar på en kinematografisk virksomhed, lukket ned grundet intern korruption - det var et stort slag for markedet i landet, der ellers havde stået for mere end 29 film siden oprettelsen i 1978. I det efterfølgende årti var derfor stærkt begrænset hvilke muligheder en instruktør og manuskriptforfatter havde i landet, hvis man ikke selv kunne fundere projektet. Dette blev der dog lavet om på i 2003, da Columbia nedskrev "Law of Cinema", hvilket skulle fungere som et finansielt redskab for nye instruktører - og det er her vi kommer tilbage til instruktøren bag denne film, Ciro Guerra. Han startede sin karriere i 2004 og har siden da lavet i alt tre film, den seneste Embrace of the Serpent, der vandt et stort antal priser i hjemlandet såvel som i Europa, hvor det blandt andet blev til Art Cinema Award ved Cannes Festival i 2015 og en nominering for bedste udenlandske film ved det 88-tyvende Academy Awards.

Med filmen tager Ciro Guerra os på lidt af en rejse - en rejse, der er løst baseret på den tyske etnolog Theodor Koch-Grunberg's dagbog, der især blev kendt på hans arbejde på kulturforståelsen af sydamerikanske lande som Venezuela, og den amerikanske biolog Richard Evans Schultes. En hurtig google-søgning viser os dog, at dette ikke burde være muligt, da Schultes kun var ni år, da Grunberg døde i 1924 og det er da også her filmen opnår sit første flotte mål: Embrace of the Serpent er en film, der fortæller to mænds individuelle, men sammenkoblede, historier med 30 års mellemrum - to mænd der er ude efter det samme; Den fiktive hellige plante yakruna. De to mænd får dog hjælp af en shaman fra junglen, Karamakate, der langsomt viser sig at være mere end blot en ekstra karakter.
Filmen kan derfor forstås som en road-movie, hvor vi følger to (tre) mænds rejse med et helligt formål, men filmen er lige så meget et symbol på en glemt kultur, der langsomt blev gjort til ende. Ciro Guerra formår at bruge karakteren Karamakate som en historisk stemme, der gennem visuelle greb viser Theo og Evan den kultur og stamme, der for mange år siden boede i junglen. Filmen bruger derfor lige så meget tid, hvis ikke mere, på at vise hvilken kultur, der gik tabt og hvordan de brugte naturen på egne interesser. Dette gøres blandt andet et sted i filmen, hvor vi kort får fortalt historien om "slangen", der blandt andet førte coca og yagé med sig - to ting, der ofte repræsenteres i filmen som hellige midler på at åbne en højere trance og derved får meningen med livet.
De to mænd, Theo og Evans, repræsenterer samme ting gennem filmen, hvilket symboliseres undervejs: Theo og Evans er ikke blot to fremmede mænd, der ankommer til et fremmed sted efter en hellig plante, men bruges som et visuelt redskab til at repræsentere vestens indtog i Amazonas-junglen i starten af 1900-tallet. Dette ses blandt andet ved de to mænds forskellige ageren overfor Karamakate - den ene prøver at forstå sig på kulturen, den anden har et mere fast mål, hvor kulturen og reglerne er ligegyldige. Ciro Guerra var også meget bevidst om at inddrage den kristne tro's indtog i en ellers fremmed verden - en verden og kultur, der ikke forstod den nye tros konsekvenser. Det hele bliver vist med en ynde, der til tider føles barsk og nøgen, hvilket medvirker en utrolig effektiv dragende følelse af sorg og tab - et tab som Karamakate har måttet leve med længe.
Ciro Guerra og kinematografen David Gallego valgte at skyde filmen i sort/hvid - et meget bevidst valg fra Guerra's side, der ville vise en ny side af junglen. Vi er normalt vant til farverige og utroligt smukke billeder af overflod og liv, men ved at fratage os disse farver lod Guerra karaktererne stå i ét med naturen og derved blive en del af den. Dette gøres blandt andet også ved at lade os være så tæt på karaktererne som muligt - det er utrolig sjældent vi får et panoramabillede af naturen eller omgivelserne, men fokuserer i stedet på personernes mimik og indlevelse.
Der er reelt set ikke noget, der ikke virker i denne film - hvis man ved, hvad man går ind til. Man vil uden tvivl blive skuffet, hvis man forventer en storslået film med klare motivationer og ingen symbolik, men det er samtidig heller ikke den historie, der skal fortælles. Guerra forsøger at tage et utroligt bredt og vigtigt emne op og vise os det ved repræsentationer og karakterer. Det er noget, der let kan gå galt og føles prætentiøst, men han formår at holde historien og karaktererne på et plan, der altid føles naturligt - og selv hvis man ikke vil bruge tiden på at studere symbolikken får man stadig en meget smuk film, der styres ved dialog og menneskelige lyster.
Det eneste negative jeg kan sige om filmen er små ting omkring lyden i enkelte scener. Det er heller ikke en film jeg kan se mig selv se mange flere gange, men har man ikke set den før kan jeg ikke anbefale den nok og den er blandt de bedste film i år indtil videre.

Stem op!
1
Stem ned!
-1
(reset)
Jette Pandurouser/370721

Fantastisk film som alle burde se

Stem op!
7
Stem ned!
0
(reset)
Asbjørn

Slangens Favntag har siden jeg så den (ca 2 uger fra denne anmeldelse) formået at glide ind i mit hoved og synke sine tænder godt og grundigt i min hjerne. Det har den fordi det simpelthen er en radikalt anderledes fortælling. Nogle gange oplever man at en film stilistisk kan være til en side, et godt eksempel kunne være Amalie. Men Slangens Favntag skiller sig ud ved at være fortalt efter en helt anden idé end den man ser hyppigst i Europæiske, Amerikanske såvel som asiatiske film. Da Slangens Favntag's tematiske pointe jo netop er at den livsform der gør sig gældende for de originale folk i Amazonas, er utilgængelig for vesterlændinge, er det lidt af en genistrege at lave filmen på samme måde. På en gang fremmedgørende, men også dragende som intet andet. Som enhver ny ting i ens liv tager det tid og energi at smide sine idéer om hvordan en fortælling bør se ud fra sig. Men det bør man, for Slangens Favntag bryder med den idé, og den er genial.

Stem op!
7
Stem ned!
0
(reset)
Marianne Eilersen

SE filmen om slangen i den store jungle. Det giver stof til eftertanke. Hvorfor skal hvide mennesker blande sig i livet i Amazon landet.

Stem op!
5
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter