Rocky (1976)

Det er sjovt, hvordan "Rocky" så mange gange er blevet statueret som perleeksemplet på fortællingen om den amerikanske drøm, som mange med sikkerhed gerne vil efterligne - forbilledet skiller sig dog stadigvæk en hel del ud fra resten.

Filmens tålmodighed er beundringsværdig, måden den opnår så meget med så lidt. Der er næsten intet musik, der er næsten ikke engang nogen boksekampe. Rocky er ikke særlig kvik eller bygget til at slå folk ned verbalt, og Sly Stallone spiller ham med en slående underspillethed, der viser et blottet hjerte af guld bag et fortærsket ansigt. Hele Rockys tilværelse som underdog er overraskende stille det meste af tiden - det er faktisk så roligt, så dødt, at kræfterne til at løfte trofæet op ikke ser ud til at eksistere - hvilket gør den endelige triumf des mere kraftfuld. På nuværende tidspunkt er "Rocky" den eneste film jeg kan komme i tanke om, hvor målet er at komme til tops, men uden at omgivelserne skriger ikke "du kan gøre det!". Det er som om, at håbet fra en sjælden mulighed, der kan føre os fra ulykkelige omstændigheder, er nok til at tænde vores menneskelige ambitioner. Det er i sandhed oplivende.

Der er ikke meget andet jeg kan sige om, hvorfor jeg holder af filmen. Der er ikke ligefrem nogen overraskende twists, og jeg kan ikke påstå, at jeg ikke kedede mig lidt undervejs - men filmen har trods alt noget, som er en sjælden fryd at overvære. Der er så stor en tillid til helten, at ingen klichéer prøver at skubbe ham frem - faktisk synes han at gå hele vejen selv uden hjælpen fra overdøvende drama. Det skyldes måske, at Stallone både var manuskriptforfatter og helt. Uanset hvad, så er jeg tilfreds.

Han er bare en god skuespiller.

Det er stadig en fin film. Men at Stallone blev nomineret til bedste skuespiller var nok at sætte den på spidsen.