Requiem for a Dream

"Requiem for a Dream" er blandt de bedste drug-film (hvis ikke, så er det den bedste), som jeg nogensinde har set, men den er også blandt de film, som jeg aldrig vil få lyst til at se igen. Intensiteten er så mærkbar, at jeg var fuldstændig udmattet, da rulleteksterne endelig dukkede op. Normalt, når jeg har set en film, begynder jeg straks at reflektere over den. I dette tilfælde ville jeg helst glemme hvad jeg havde set så hurtigt som muligt. Og jeg som troede, at en film på 90 minutter vil være let at sluge... det føltes som 2,5 timer.

Filmen indeholder mange skud (over 2000), hurtig klipning, sekvenser med fastforward og et score, der redegør for en uundgåelig tragedie, der vil hagle over karaktererne. Vi har en flok unge mennesker, der vist tager og handler med stoffer for at gøre livet mere overskuelig, og en gammel dame, der mangler følelsen af anerkendelse, er blevet lovet deltagelse i et eller andet TV-show på et eller andet tidspunkt og tager stoffer for at holde humøret oppe indtil hun kan få sin anerkendelse. De gør det alle for at gøre tilværelsen lettere, for at få tiden til at gå hurtigere forbi. Afhængigheden gør også dem alle sammen vanvittigt én-sporet. De ender alle som små omsorgsløse små spædbørn - de er fuldstændig hjælpeløse, og filmen udnytter alle muligheder for at vise det.