Abd Al Malik går i et med sin debutfilm 'May Allah Bless France!'. Den i dag anerkendte forfatter, rapper og nu også instruktør vokser op i Strasbourgs rå ghettomiljø, Neuhof, i 80'erne med en enlig mor og seks søskende. Som barn veksler han mellem at være en god dreng i skolen, begå tilfældige gaderøverier og sælge stoffer på vejen hjem. Han er pro til det hele - og i weekenden giver han den som spoken word-rapper på den lokale hiphop-scene under banneret New African Poets. Malik rummer alle sider, hvilket sætter scenen for et nuanceret, dybt portræt af ghettodrengen, der senere i sin ungdom finder religionen og musikken og bliver en verdensbrømt rapper og forfatter. Uddannelsen, troen og musikken redder ham, og sidder man nu og venter på det store MEN, venter man forgæves, for Malik insisterer på solstrålehistorien. Han fortæller med et råt drive og i sort-hvid stilisering, som i forgængeren Mathieu Kassovitz' 'Hadet', men på trods af volden og hverdagsforbrydelserne er her en anden glæde ved livet og hverdagen end hos Kassovitz. 'May Allah Bless France!', der er baseret på instruktørens selvbiografi fra 2004, er befriet for den typiske sociale determinisme, der ofte lægger stilen for historierne fra ghettoen. Som sådan er den ikke blot en lise, men også en øjenåbner og en vigtig stemme i en tid, hvor forholdet mellem 'dem' og 'os' ellers kun synes at blive mere og mere polariseret.