Moonlight

Tilladt for børn over 11 år
Filmen har en konfliktfyldt og tung grundstemning. Den skildrer en ensom og trist hovedfigur, som i store dele af filmen mobbes og mistrives i hjemmet pga. omsorgssvigt, og flere scener indeholder både fysisk og psykisk vold. I én scene får hovedpersonen bank, og man ser hans blodige ansigt, og i et par ubehagelige scener ser man hovedpersonen som dreng blive råbt ad af sin mor. Hertil kommer enkelte kortvarige scener, hvor man ser mennesker, som har sex. Da de seksuelle scener ikke er eksplicitte, da volden ikke er udpenslet, og da filmen også indeholder varme, positiv forløsning samt har et langsomt og roligt fortælletempo, vurderes den kun at kunne virke skræmmende på børn under 11 år.

Se mere på medierådet.dk
Premiere: 
09.02.2017
Originaltitel: 
Moonlight
Genre: 
Spilletid: 
1 time 51 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
Versioner: se alle
2D, Babybio, Særvisning
4.7
5
VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (418 votes)

Resumé

Dramaet 'Moonlight' er historien om den unge mand, Chiron, fortalt gennem tre definerende nedslag: barndom, ungdom og voksenliv.

Chirons kamp for at finde sin plads i tilværelsen formes af de mennesker, han møder, og de øjeblikke, han gennemlever i et af Miamis hårdt belastede kvarterer.

Fra en ludfattig barndom med grov mobning og en opvækst hos en crackafhængig mor over ungdommen, hvor vold og spørgsmål om seksualitet presser sig på, til et voksenliv hvor han må genforhandle sin identitet og tage ejerskab over sit eget liv.

'Moonlight' er skrevet og instrueret af Barry Jenkins, der har en stor fremtid i vente. Han vandt en Oscar for Bedste adapterede manuskript, og selve filmen modtog Oscaren for Bedste film.

Relaterede nyheder

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... [Barry Jenkins] formidler det sympatiske budskab fra der, hvor han selv er opvokset, med en dejligt lavmælt fortællestil ..." (Jacob Wendt Jensen)

  • BT

    "I det hele taget en fantastisk film: Hjerteskærende, rørende, smuk, eftertænksom, poetisk ..." (Birgitte Lorentzen)

  • Filmland P1

    "Der er rigeligt plads til at lade publikum deltage mellem billederne, med egne oplevelser og følelser, og Jenkins bruger konstant musik og billeder til at skabe et fritflydende, poetisk liv." (Per Juul Carlsen)

  • Politiken

    "'Moonlight' har en dirrende, ægte nerve i skuespillet og en næsten nervøst knitrende billedside." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "... 'Moonlight' er en tidløs dannelsesskildring, som dybest set er farveblind. Det er heldigvis også muligt, at filmen bliver betragtet sådan – og dét i sig selv er bemærkelsesværdigt." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

Thomas

En fantastisk film - så den i øst for paradis i Aarhus - stemning var i orden, hvidvinen var kold og filmen var ja.... fantastisk!

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Sigriduser/1438212

Skuespillerne er fantastiske og visuelt er den nærmest banebryddende. Men, selve historien er tør og kedelig. Den virker modig og til at være en film der tør tage ordentligt fat om det den handler om og dermed stå ud som at være noget andet indenfor den genre den hører til, men den endte altså med at blive ligesom alle de andre, bare gjort på en langt sløvere og forglemmelig måde..

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Nørgaard

God film, men kunne godt virke en smule langtrukket. Alle karaktererne er spillet rigtig godt og historien er god. Man oplever, hvordan han prøver at undslippe miljøet han er vokset op i, men noget trækker ham tilbage. Der mangler dog en smule spænding, da den er lidt for forudsigelig.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Jonas

Endelig fik jeg set Oscarvinderen Moonlight, og er umiddelbart rimelig imponeret. Teknisk set er filmen helt suveræn, skuespillet er i top, og mht. komposition og fortælletempo er filmen virkelig ukonventionel - på godt og ondt.

Filmen er inddelt i tre akter, hvor vi følger den unge Chiron som dreng, teenager og granvoksen. Det betyder, at der springes gevaldigt i tid, hvilket gør det endnu tydeligere at se Chirons udvikling. Filmens brug af lys er også imponerende, og der skabes specielt interessante kontraster mellem varmt og naturligt lys og koldt og kunstigt lys. Filmen har måske også noget af den mest spændende kameraføring, jeg har set på film i lang tid. Det er med til at skabe spænding, f.eks. når kameraet cirkler uroligt om figurene, når kameraet stilles helt ind på figurernes ansigtsudtryk, og når lyd og billede ikke matcher hinanden, når Chiron er i chok over et eller andet. Der er dog nogle øjeblikke, hvor man føler, at kameraet bevæger sig unødigt meget i stedet for at være mere statisk, f.eks. i starten af filmen.

Filmen er generelt velspillet, og det er svært at sætte en finger på nogen, der ikke spiller godt. Det meste af skuespillet ligger i alle de små detaljer og nuancer, når figurerne interagerer med hinanden. Mahershala Ali spiller fantastisk som pusheren Juan, der tager Chiron under sine vinger. Han formår på relativt kort tid at opstille en kompleks person med et hjerte af guld, og i løbet af filmen kommer det til at stå klart, hvor meget han og Chiron egentlig har tilfældes. Filmens egentlige stjerne er dog klart Naomie Harris. Hun leverer en eminent præstation som Chirons stofafhængige mor, og hun er helt klart en af filmens stærkeste elementer.

Filmen trækker meget på selvidentitet og om, hvorvidt det overhovedet er muligt at finde sig selv i et miljø, der kræver, at man viser styrke frem for følelser. Det er det tema, der bliver siddende i ens tanker, når man går ud af biografen. Der er dog et generelt minus ved filmen, som holder den fra at få seks stjerner, og det er, at det føles, som om filmen bare slutter meget uafrundet og midt i det hele, hvilket er en kæmpe skam. Det ændrer dog ikke på, at Moonlight det meste af vejen er en virkelig interesant film, som man bør se i hvert fald én gang ved lejlighed.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Peter Munchuser/700894

Historien er ... perfekt tilrettelagt. Og skuespillet er utvivlsomt i verdensklasse. Velfortjent Oscar.

Tre nedslagsmærker, der definerer et menneskes liv og værdisæt kan næsten ikke beskrives smukkere. Og når både billed- og lydsiden samtidigt understøtter historien perfekt, bliver det episk. Fed musik. Elegant kameraføring. Sikker instruktion. Alt var perfekt.

Den sidste stjerne blinker lidt, da vi dels var lidt trætte og dels blev forstyrret af, at sal 5 i Dagmar åbenbart ikke er bedre lydisoleret, end at man kunne høre sangene fra La La Land midt i tænksomme stunder. Ærgerligt.

Om det kun er derfor, filmen ikke står stærkere i hukommelsen her dagen efter, ved jeg ikke, men jeg glæder mig til at se den igen. Frisk og uden forstyrrelser.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
ALEX

Der er mange grunde til at elske ’Moonlight’, men en af de helt bassale ting er de fantastiske visuelle billeder og deres sammenspil med den simple, men geniale musik. For generelt er det en meget simple film, der måske vil efterlade nogle skuffet, eller følelsen af; ”Hva’ pokker er der specielt med denne film?”, men tag ikke fejl. Det smukke i film, ses ofte i at fortælle den simple historie, og med fokus på at fortælle den rigtigt. Hvordan bliver historien fortalt? –for ikke at snakke om, hvad den vælger ikke at fortælle? Filmen er i den grad et mageløst værk der fortjener sin Oscar for bedste film.

Chiron vokser op i det hårde miljø af Miami, med en del forudsætninger for et hårdt liv. Gennem filmens kronologiske fortælleform, oplever vi de vigtigste dele af Chirons liv, fortalt gennem 3 skuespiller, fordelt over 3 perioder (3 kapitler) af hans liv; Barn (spillet af Alex R. Hibbert), teenager (spillet af Ashton Sanders) og voksen(spillet af Mahershala Ali). Rejsen gennem hans liv støder på den hårde modstand, der har gjort ham til den han er, og den han måske ikke ønsker at være. Mobning, opdragelse-problematikker og spørgsmålet om ”hvem jeg er?” er alle ting filmen formår at berører.

Fra første indstilling var mine øjne helt fascineret. Kameraet tumler godt rundt omkring, men formår hele tiden at bibeholde en ordentlig scenografi i billedet. Allerede der har filmen smidt sin in medias res, bare ud fra den visuelle still. –og derefter blev stilen bare ved og ved! Moonlight er et fantastisk visuelt mesterværk, som bare må ses af enhver der besidder øjne. Dens flotte æstetiske billeder, er sprængfyldt med vidunderlige farver og velkomponeret billeder. Selv kamerabevægelserne er noget helt for sig selv. Objektivet flyder glidende rundt i historien, og fungere i sig selv som et levende organisk materiale, der får dig til at føle et du virkelig er der!

Det bedste eksempel (og nok også den bedste scene ud fra billedsiden) er ”dåbsscenen” (som jeg vælger at kalde den). Der er ikke tale om en rigtigt dåb, men filmen er i denne scene så genial, at fortælle historien i billedsprog/i en overført betydning. Juan (spillet af Mahershala Ali), som bliver Chirons plastikfar, døber Chiron (spillet af Alex R. Hibbert) ind i hans familie og ånd i denne scene. Vi befinder os i vandet, midtvejs i filmens første kapitel, hvor Juan og Chiron er ude for at svømme i det blå og klare hav. Her er kameraet selvfølgelig med ude i vandet, men helt fundamentalt formår kameraet at forholde det nederste af billedet under vand, i de bærende indstillinger. Det giver en indlevende fornemmelse, der bare ikke kan sættes nok ord på. Med billedet får du den fornemmelse, man har når man er ude at svømme, nemlig faktisk at være i vandet! Måske lyder det simplet, men nøjagtig hvad der skal til for at gøre de levende billeder mere levende. På den måde passer det også ind i historien, som også formår at være meget simple. Det er bare endnu en persons opvækst. En hård opvækst, men med kameraet smeltet ind i historien er der intet som vi føler bliver klippet ud af fortællingen.

Dog springer den rundt i hans liv, og laver 3 chekpoints. 3 dele af hans liv der tilsammen skaber den han bliver. De fungere måske som de 3 akter, som vi bedst kender dem i en film, men samtidig formår hver akt også at have hver sin egen berettermodel i sig, der udtoner i et betydningsfuldt klimaks. Hvert kapitel har derfor også en skuespiller hver især, som spiller Chiron i den hengivende alder. –og endnu en gang gør filmen det fantastisk igen, med at have castet de helt rigtige skuespillere til Chiron i den hengivende alder. Alle 3 skuespillere spiller troværdigt, men passer også samtidig ind i den rolle, som de skal give sig ud for at være. De er alle 3 den samme person, som plakaten også eksperimenterende og flot illustrerer. Resten af castet gør sig aldeles også godt, og der er ikke blevet sprunget over nogen steder hvor gærdet har måtte syntes at have været lavest. Især Naomie Harris som Paula (Chirons mor) og Mahershala Ali i rollen som Juan (Chirons plastikfar), som samtidig også formår at spille Chiron udførligt i filmens 3. kapitel.

Musikken i filmen er også endnu et punkt, som filmen igen formår at gennemfører til topkarakter. Det er ikke den store omgang med hele John Williams orkester, men genialt som resten af filmen; simpelt. Lyden af en enkel violin er nok. For vi kan hører violinens følelser. Den musik violinen spiller, er Chirons følelser. Det er et gennemgående tema i filmen, som bare udstråler den triste og hårde opvækst. Samtidig er den også meget usikker, tvivlene og skrøbelig; ”hvem er jeg?”. På den måde spiller det hele godt sammen i en højere enhed. Billede, skuespillet og musikken udstråler alle sammen det sammen, og går forenet hen og bliver en rendyrket kunst.

Filmens sidste element og sidste medløber til at det hele går op i en højere enhed, er historien. Historien er følelsesmæssigt rørende. Emnet er alle noget vi kan relatere til selvom vi måske ikke alle har haft en hård barndom eller støder ind i de samme udfordringer som Chiron, så kender vi alle til at vokse op. Eller det kommer vi i så fald til at kende. Identitetskrise, sociale problemer, den første kærlighed og alt det der ellers må hører med til at blive voksen, og det er der historien bliver særlig interessant. Den simple fortælling på opvækst gør at vi kan sætte os selv med, og tænke os selv med i historien. Hvordan var jeg og mit liv i den her alder? –er det så måske grunden til den jeg er i dag? Udover dens udfoldelse af kunstneriske sider, er der tale om stof til eftertanke. Filmen inddrager seeren endnu en gang.

Barry Jenkins har formået helt mageløst, at skabe et rent cinematisk mesterværk af en film, der præger lærredet med billeder og musik fortalt som aldrig før, gennem imponerende præsentationer i en genial og simple fortalt historie, som vi alle kan føle os en del af og elske.

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)
bouser/226395

Levede ikke op til forventningerne!

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Marius

Da jeg satte mig til at se denne film, havde jeg MEGET høje forventninger. "Best picture" til Oscars og alle syntes at rose den og give den topkarakter.

Det var dog ikke den følelse jeg sad med, ved slutningen af Moonlight. Filmen havde god brug af lyd og dramaturgiske virkemidler, og godt filmet. Men plottet var simpelthen for tyndt og langsomt til min smag. Sad med følelsen af at vente på et klimaks som ALDRIG kom. I bund og grund vil jeg sige jeg kedede mig under denne film.

Filmen ville nok være god til en folkeskoles dansk-analyse, da den er flot delt op i afsnit og man kan lave en nem karakteranalyse hvor hovedpersonen udvikler sig udfra det miljø han befinder sig i, men til sidst finder sig selv.

Stem op!
4
Stem ned!
0
(reset)
HeleneColor

Som andre skriver: “En poetisk film”, og jeg må give dem ret. En virkelig smuk gennemført poetisk film, som giver stor indtryk på, hvordan film nu til dags kan påvirke os, som tilskuer. Sådan sanseligt og så er man virkelig spørgende efter at analysere hver en scene - ja i den tekniske del af filmen (hvis man er mig)
- Der er sådan noget kortprosa over filmen, der fremviser igen filmen poetisk, men også som et stykke kunstværk

Filmen er modig-gjort-fortalt, og jeg finder historien meget rørende !

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Marta

Meget rørende, meget realistisk. Om den har fortjent Oscars for bedste film? Over La la Land, helt sikkert, men over de andre nominerede? Der kan jeg være i tvivl. Og jeg er uenig med Oscar for den bedste mandelig birolle, der burde Lucas Hedges fra Manchester by the Sea får den frem for Mahershala Ali. Ikke fordi den sidstnævnte ikke spiller godt, men fordi jeg mangler lidt mere substans i hans spil.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter