Midnight in Paris

Det er ikke særlig klogt at foretage ensomme nattevandringer i Paris.
Vores Helt i Midnight in Paris gør det alligevel. Han er, bogstaveligt talt, blåøjet og spontan, og vi holder øjeblikkeligt af ham.
Hans kæreste er derimod ikke nem at holde af. Hun er alt for materialistisk og uromantisk, og hun ligner allerede sin usympatiske mor alt for meget.
Vi kan ikke lade være med at håbe, at vor Helt vil indse, hvordan hun rigtig er, før det er for sent.
Ligesom romantiske helte for to hundrede år siden er han i krise og tænker over konsekvenserne af det forestående ægteskab. Han lider af angstanfald og hallucinationer, og han har brug for en faderskikkelse, eller to, der kan hjælpe ham igennem denne krise.
Han finder sine mentorer i forfatterne fra 1920'erne: Hemingway, Scott Fitzgerald og Gertrude Stein.
Du, og jeg, ville nøjes med at læse værker af de nævnte kunstnere. Men vor Helt møder dem faktisk, hver gang klokken slår midnat i Paris.
Han fortæller sin kæreste om sine tidsrejser, og hun mener, at han må lide af en hjerneskade.
Hemingway giver ham gode råd om det at være en rigtig mand. Scott Fitzgerald tjener som et dårlig eksempel( man kan lære af dårlige eksempler ) på en strålende forfatter, der lod sig forstyrre i sit arbejde af betagelsen af Zelda, hans kone. Den tredie "faderskikkelse", Gertrude Stein, læser hans roman og giver ham gode råd om den. Samtidig opfordrer hun ham til at nærme sig den underskønne Ariana, og det lærer han også noget af: hun er en slags dobbeltgænger til hans forlovede: lækker og charmerende, men overfladisk: hun vil forlade ham, så snart noget eller nogen anden er lidt mere interessant.
Det er værd at lægge mærke til, at når han møder sine litterære idoler, så fremstår deres udtalelser som litteraturhistoriske klicheer. Disse hjælpsomme udtalelser er altså i virkeligheden essensen af hans gymnasie- og universitetslærdom - man skal aldrig undervurdere sine litteraturtimer!!!
Vor Helt er blevet klogere, han forlader sin forlovede og går fri og glad ud i Paris, hvor han møder...........se selv, hvad der sker.
Mange kærlige hilsener til dig, der stadig læser med, fra Bodil

Dårlig film

Det er ikke noget mesterværk, men det er absolut en sværdig film - frem for alt med smukke billeder og en fremragende stemning.

Woody Allen må være Hollywoods mest produktive Instruktør med pt. 43 film på samvittigheden. Han har med få undtagelser lavet en film om året, hvilket er rimeligt vildt når man tænker på det store maskineri som skal sættes igang for en enkelt produktion.

Men som man siger, hellere kvallitet frem for kvantitet - og det ville i den grad have klædt Allen, hvis han havde nøjedes med under halvdelen af de film. Mange bærer præg af en alt for løs historie, som endda er fundet på og ændret, undervejs.

Det gælder heldigvis ikke alle Allens film - og i høj grad ikke denne. Vi bliver ført tilbage til 1920'ernes Paris - og Allen har gort sig umage for at fortælle om nogle af de kunstnere som fandtes i de år.

Selve historien om Gil (Owen Wilson) er ikke det vigtigste, det er mere det at finde sig selv og blive lykkelig som den man er, i den tid man lever i.

Jeg ved godt at denne film har fået meget ros af medierne og det kan også godt være det er fordi at jeg bare ikke selv er den store historie-fan, men jeg synes den var kedelig og for forudsigelig. Der manglede altså noget spænding og noget "hvad sker der mon nu". Men det er jo bare min mening.
Jeg var i tvivl om jeg skulle give den 2 eller 3 stjerner for jeg kan godt se at det en informativ film mht. historie og en sød film hvis man er en person som godt kan lide den slags, og jeg kan godt lide Owen Wilson, synes også han spiller godt. Men den er altså bare ikke lige min kop te, så derfor landede jeg kun på 2 stjerner. En film jeg vil anbefale til personer som synes fortiden og dens malerkunstnere og forfattere er et spændende emne. Alt respekt for dem men jeg er nu mere en person der godt kan lide at leve i nu'et :)