Harry Brown

Harry Browns kvarter er styret af voldelige stofmisbrugende unge mennesker. I en scene, hvor tre af dem bliver afhørt i anledning af mordet på en Leonard Atwell, finder vi ud af, at det er en dårlig opvækst, som disse vandaler har til fælles. Der er enten tale om en misbrugende/voldelig forælder/stedforælder eller en dræbt lillebror, der ikke kunne beskytte sig. Storebror går med pistol for at rette op på fejlen.

Atwells bedste ven, Harry Brown, er lige blevet enkemand. Hans datter døde, mens konen var i live. Brown er tidligere marinesoldat. Han vidste, at han måtte lægge sin voldelige fortid bag sig for at kunne passe sin familie. Han er nok den far, som de unge mennesker har manglet. Paradoksalt nok vil Harry Brown ikke ordne de unge med kærlighed, men med vold. Udgangspunktet er, at du ikke kan opdrage et barn til en kærlig personlighed med vold - men du kan godt fjerne vold med vold, og det er en kamp for kærligheden.

Det lyder komplekst, men filmen er egentlig ret så enkel. Browns forhold til den afdøde Atwell og familien er ikke særligt detaljeret beskrevet. Hans selvtægt bliver aldrig rigtigt reflekteret. Dette skyldes til dels den kendte kliché, hvor det kun er en enkelt politibetjent i afdelingen, der faktisk er kompetent nok til at håndtere situationen på den rette måde. Dette bidrager ikke til en diskussion til selvtægt, men fungerer som en undskyldning for Brown til at fortsætte pga. dårligt politiarbejde. Så refleksionsværdien i filmen er forholdsvis lav. Observationsværdien er tilgengæld skyhøj.

Browns hævntogt er hamrende atmosfærisk - dette gælder især i belysningen. Da den gamle mand skal skaffe sig et våben, så går han hen til de lokale dealers. Her går han igennem en hashplantage, der bliver lyst op af varmelamper. De oplyste grønne blade oplyser Brown med deres giftige farve. Han skal skaffe våben fra de mest ubehagelige typer på planeten. Jeg kan skære spændingen i skiver og indtage dem som euforiserende stoffer.

Filmen har atmosfære og følelse fra en ekstremt velspillende Michael Caine (jeg henviser til min overskrift), men det er i sidste ende ikke meget andet end et slagteri, hvor motivation er klar, og konklusionen er uklar. Drabene bygger i øvrigt op til et ret så underligt twist i slutningen. Jeg spolerer naturligvis intet, men jeg fandt det underligt, at filmen forventede, at jeg ville blive chokeret af twistet. Der er som sådan ingen choks at finde her.

En film, som venstrefløjens pladderhumanister vil elske at hade. Voldsofrene får opmærksomheden og sympatien. Her er ikke noget med, at gerningsmanden (der måske/måske ikke har siddet skævt på potten) bliver gjort til offer, som det er rutine i mainstream-medierne. Her bliver voldspsykopaterne fremstillet som det, de er, forsumpede og uden moral.

Og de får bøllebank og det, der er værre af Michael Caine, der leverer en mesterlig præstation.

Forudsigeligt nok er Journalistisk Venstrepartis filmanmeldere lunkne...

Harry vil gerne kunne gå trygt rundt i sit eget kvarter. Og når politiet ikke kan gøre noget ved det, må "nogen" andre gøre noget. Uhyggelig stærk socialrealistisk skildring af miljøet i en temmelig belastet bydel. Caine er som altid super god, og filmen tager fat i sit publikum.
Og moralen? Skal der nødvendigvis være sådan en...?
Jeg kan blot konstatere, at jeg efter filmen kiggede ud af vinduet og glædede mig over at bo i en fredelig dansk provinsby.

Ja den vil gerne se enten på dvd eller i biografen, han spiller bare helt
fantastisk , en rigtig god skuespiller .

Michael Caine bærer denne film og hvis det ikke havde været for ham kunne filmen nemt falde til jorden, da man har set fortællingen et utal af gange før, og de få plothuller hist og pist ville heller ikk hjælpe synderligt bedre.

Men takket være Caines suveræne spil, overlever filmen.

Der er flotte billeder og konsekvente voldshandlinger der rykker i en.

En af de bedre selvtægts film og dem er der få af ..