Bob Rafelsons tidlige mesterstykke ’Five Easy Pieces’, om en ung pianist, der dropper en lovende karriere bag tangenterne til fordel for et job i olieindustrien, var det første af en række gribende samarbejder med Jack Nicholson (med ’Postbudet ringer altid to gange’ som det herhjemme vel mest kendte). Nicholson koger af rastløshed, vrede og eksistentiel krise i rollen som oliearbejderen Robert Dupea, der beslutter sig for at tage til Vestkysten for at blive forsonet med sin syge far.

Robert er ikke hippie, men han identificerer sig heller ikke med det finere bogerskab, han har rødder i. Nicholsons nuancerede indfangning af 1970'ernes ulmende frustration vakte genklang i såvel modkulturen som hos Nixons ’tavse flertal’. Og selv om ’Five Easy Pieces’ ikke tilbyder nemme svar på Roberts eksistentielle krise, hittede filmen kommercielt, blev nomineret til flere Oscars og gav Nicholson stjernestatus.