Fri os fra det onde

Fed vestjysk western - der er måske stjålet lidt vel meget fra Straw dogs - med Dustin Hoffman. Men fed historie og herlige karrakterer. Jeg var godt underholdt.

Men denne lever nu ikke helt op til tidligere film fra hans side. Der er dog så mange gode elementer i filmen, at den samlet set holder. Alene tisse-scenen i ølteltet er nærmest hele filmen værd. Hold da kæft nogle budnakker!

Fri os fra det onde, er en film som desværre ikke kommer så stærkt igennem. Der er lidt for meget blod, og for lidt handling. Filmen afsluttes uden morale - rigtig ærgeligt, da skuespillerne gør det godt.

Er jeg den eneste der har set det, eller ser jeg syner? Kommentarer efterlyses!
Har lille jeg virkelig set noget som alle anmelderne har overset?

Er det lyv når jeg påstår, at Bornedal´s nyeste film ”Fri mig fra det onde” er en bittersød kommentar/drillepind til Lars von Trier? Det er jo ikke første gang de to (efter min mening) største filmmagere i Danmark p.t. driller hinanden.

Min pointe er, at når Bornedal lader ”amatører” såsom Jens Andersen, Lene Nystrøm og Lasse Rimmer få adgang til lærredet på bekostning af de sædvanlige ”tordenskjolds soldater” i dansk film (det vil sige de sædvanlige 3-4 superstjerne professionelle skuespillere i Danmark - Mads Mikkelsen og det sædvanlige slæng, der frivilligt eller ufrivilligt besætter alle vigtige roller i dansk film for tiden).

Min teori er, at Lene Nystrøm er Bornedals kommentar til Björk i ”Dancing in the Dark”, mens Jens Andersen og Lasse Rimmer er Bornedals svar på Trine Michelsen og reklamemanden/forfatteren Knud Romer i ”Idioterne”. Mit postulat er, at dette ikke beror på en tilfældighed men på en kalkuleret og lidt bittersød kommentar fra Bornedal til LvT. Eller ser jeg spøgelser? Please svar mig hvis I har tid og lyst.

Min teori er, at Bornedal herigennem subtilt får sagt at LvT er en højrøvet, intellektuel freudiansk filmmager. Bornedal anser sig selv (måske med rette) for en filmmager der taler på ”folkets” vegne - og at ”folket” her er blottet for fisefornemhed, fortænkthed, og parader/afstand. ”Folket” er i direkte kontakt med deres egne indre svinehunde i Bornedals verden - det savner Bornedal sikkert hos Trier, der bevæget sig i de mere symbolske, eftertænksomme og umiddelbart svært tilgængelige. Jeg er personlig ligeglad, for jeg elsker begge filmmagere lige højt.

I Information 28. marts 2009 (artiklen ”En folkekomedie om Kain og Abel”)
udtaler Bornedal følgende om sin egen film: ”Det er en modreaktion på en forældet tradition i både kunst- og menneskeopfattelsen, som ofte bunder i noget freudiansk bullshit." Måske en indirekte kommentar til LvT? Men her er Bornedal - efter min mening - selv fyldt med bullshit.
Bornedal´s egen kommentar til sit eget forliste ægteskab i filmform er vel lige netop udtryk for freudianisme? Er han ikke blot i gang med at omforme sine personlige traumer til kunst i filmform? En ganske simpel projektion. Ligesom mange andre kunstnere før ham har han, via maleri, film m.m. taget udgangspunkt i selvoplevet smerte, og ophøjet dette til stor kunst som vi andre kan nyde godt af? Bornedal er en sensibel, tyndhudet og skidedygtig kunstner. Ingen tvivl om det. Men hans hævntørst må være svær at bære rundt på for ham selv - jeg har ondt af ham, men hans ulykke er min lykke, når jeg går i biffen og får en stor oplevelse. Jeg har respekt for de personlig omkostninger der må ligge bag hans filmiske præstationer, men forhåbentlig har han fået lettet sit hjerte. Det er jo egentlig en misundelsesværdig evne hos Bornedal, at han kan omforme personlige nederlag og smertensbørn til kunst vi andre kan have fornøjelse af at se på. Vi andre kunne lære noget af dette kunstgreb.

Rå, kærlig, grov, fin
Det hele er der på en meget særpræget måde, alle skuespillere gør det super flodt