E.T. (1982)

"E.T.: The Extra-Terrestrial" er som et barns fantasi, der finder sted i en forstad, der ikke føles, som om det er særligt langt væk fra, hvor jeg bor. Det giver ikke ligefrem mening, at Elliott lægger slik på jordbunden, hvorefter en alien samler det op og fortolker det som en invitation fra drengen, der smed dem fra sig - men det lyder som noget vi selv kunne finde på dengang vi var små, ikke også? E.T. kom hertil fra et barns nysgerrighed, han er selv som et barns fantasi, og vi ser filmen med barnlig sindsstemning, hvor alt nyt synes vidunderligt, som om man lige har fået sine øjne.

E.T. har en kats karakteristik med sine store tunge trætte øjne, og det lyder også næsten som om han spinder en gang i mellem. Hans manglende ben og kluntede gang gør ham ligeså skrækindjagende og nuttet som en lille pingvin. Hans karakter er som et genialt barn, der piller ved alting blot for at prøve det, men samtidig tager hurtigt ved lære og kan udnytte sine nye omgivelser på nye fantasifulde måder. Til tider virker han lige så begejstret for mødet med vor planet, som vi er for ham, hvilket får ham til at fremstå som en ligemand, der psykisk er nede på jorden, og som vi kan kommunikere med. Filmens enkelte problem er så godt nok tilliden til E.T.'s charme, der efter planen skulle holde i den første halvdel af spilletiden. Det gør den desværre ikke, og når der ikke synes at være en udvikling i spændingskurven eller mellem karakterer og rumvæsen, så lider filmen af en form for stilstand med efterfølgende momenter af kedsomhed.

Det er anden halvdel, hvor der virkelig bliver grebet fat i os med ankomsten af statens videnskabelige afdeling. Her begynder filmens hovedkonflikt, den imellem den barnlige fantasi og den virkelige kolde, voksne verden, der ikke er drevet af følelser og nysgerrighed, men mere et praktisk mål efter ekstra viden, og hvor folk meget af tiden ender med at såre hinanden. Filmens skurk har ikke en skikkelse af en mørk troldmand med egen temamusik, men er læger i kolde hvide kitler, der arbejder uden musik og taler uden dramatisk tonefald. Den arketypiske filmskurk er måske ond, men tilføjer i det mindste stadigvæk til fantasien. I det her tilfælde så bliver det fantastiske suget direkte ud. Det her er noget af det, der gør filmen så nærværende, fordi den ikke er komplet optaget af sig selv, men lader det vidunderlige blive konfronteret af os.

Mod slutningen vil der være en emotionel drivenhed, der får mig til at heppe på E.T., så han kan få den ekstra støtte til at komme hjem. Der bliver taget ved lære af de bedste børnehistorier som "Peter Pan", der fik os til sige vores ønske på Klokkeblomsts genoplivelse højt. Vi tror på det fantastiske, den utrolige kinematografi og John Williams magiske score, der er noget af mandens bedste arbejde. Hvad man bedst husker fra filmen er også den rent følelsesladede slutning, der næsten vil efterlade dig tårer (hvis du rent faktisk ikke ender sådan). Der er en uskyldighed over det, der giver mig lyst til at kramme det lille rumvæsen og slukke fjernsynet med forfrisket livsglæde, der sjældent er blevet forbedret siden fødslen.

bedste film ever

det er måske Steven Spielberg bedste film. og den er også fantastisk det må man give den men de kunne godt have skåret lidt ned på nogle steder.og det er derfor den kun får fem.