Tataré: En gammel, krumrygget mand er hovedpersonen i en fabel uden handling, krumspring og overfladisk drama. Alligevel er 'Tatare' rig på fortællinger og erfaringer af den slags, som det tager et langt liv at samle sammen - og som kan kendes på en meget sjælden og dybt menneskelig humor. Alberto Bonnet hedder han, og en slank kat gør ham selskab i den faldefærdige hytte langt inde i den paraguayanske jungle, hvor han lever af at holde bier og dyrke jorden. Gamle breve og halvt huskede digte fylder tiden ud, imens den passerer forbi som sangene fra en slidt radio. Flere tider er konstant til stede i samme billede, men alligevel er der tale om en absolut nærværende oplevelse, der fornyer sig selv flere gange undervejs. Instruktørparret Renate Costa og Salla Sorri forsøger sig nemlig ikke med at sammenfatte (og dermed afrunde) et helt liv i løbet af en enkelt film, og netop derfor er 'Tatare' så munter og overraskende vital. Bedst som man tror, at man har regnet den ud, lægges der nyt til, og det er vel i sig selv en lille lektion i livskunst. Simple midler, stor effekt. Med engelske undertekster.

Imagining Emanuel: Vi møder Emanuel i et mørklagt tv-studie, der viser sig at udgøre scenen for et stykke meta-dokumentarisk virkelighedsteater. Vi ved, hvad han hedder, og at han flygtede fra borgerkrigen i Liberia til Norge i 1990, hvor han ankom i maskinrummet på et fragtskib. Eller gør vi? For hvad ved vi egentlig? En ting er sikker: Vi ved mindre, end vi tror. Emanuel skabte overskrifter, da han blev kastebold i en politisk skandale om forceret udlevering af flygtninge, der hægtede det norske politi op på korruption i Ghana. Politiet fortæller i dag én historie, hans venner en anden. Imens vandrer Emanuel selv rundt i en norsk landsby, som var han landet fra det ydre rum. Den debuterende instruktør Thomas Østbye er uddannnet billedkunstner, og han har skabt en drilsk, filosofisk og politisk film. Med metodiske rødder i Sokrates og Descartes stiller Østbye spørgsmål til alt det, vi tror, vi ved, indtil det hele smuldrer for øjnene af en. Og hvor det eneste, der bliver tilbage, er et ansigt, der kalder på vores dybe sympati. Se den, for den er et kursus i dokumentarisk og kritisk tænkning. Med engelske undertekster.