Cookie- og Privatlivspolitik

Baby Driver

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har en dramatisk og actionpræget grundstemning, Der er mange vilde biljagter og skud- og kampscener med eksplosioner og drab, samt en voldsom lydside. I en scene genoplever en hovedfigur sine forældres død i et biluheld. I flere scener trues en hovedfigur med, at hans nærmeste vil blive udsat for vold eller blive slået ihjel. Filmen indeholder mange scener med voldeligt indhold og i enkelte scener er volden udpenslet, f.eks. da en figur får sit hoved kørt over af en bil eller da en person skydes i kropsdele. Det vurderes, at filmen kan virke skræmmende på de yngste børn i aldersgruppen 11-15, og den får derfor en 15års-grænse.

Se mere på medierådet.dk
Premiere: 
29.06.2017
Originaltitel: 
Baby Driver
Genre: 
Spilletid: 
1 time 53 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
Versioner: se alle
2D, Babybio, Seniorbio
Billetter

Resumé

Action-komedien 'Baby Driver' følger en ung flugtbilist, der går under dæknavnet Baby.

Chaufføren arbejder for den kriminelle Doc, som sender ham på forskellige røverier med forbryderne Buddy, Darling og Bats.

En dag møder han den smukke Debora, og de bliver forelskede med det samme. Men bedst som Baby tror, at det er slut med den kriminelle levevej, så afpresser chefen ham til en sidste tur bag rattet, og det går ikke helt som forventet...

'Baby Driver' er en bilfilm, der vækker mindelser om The Fast and the Furious og har elementer fra heist-genren som Ocean’s-serien. Samtidig bruges der aktivt et soundtrack til at understøtte plottet ligesom i instruktørens forrige film Scott Pilgrim mod verden.

Hovedrollen spilles af Ansel Elgort, som udforsker sine musikalske talenter i filmen, da han selv er DJ, sanger og musikproducer. (copyright: kino.dk)

Kommentarer

Nils

Baby Driver giver umiddelbart mindelser om Nicolas Winding Refns Drive fra 2011 med Ryan Gosling og Carey Mulligan. Set i forbifarten, kan Baby (Ansel Elgort) da også godt gå for at være resultet af Ryan og Careys eventuelle horisontale øvelser. Men selv om Baby Driver deler emne og til en hvis grad stil, musik og voldsudgydelser med Drive, har de to film ikke nogen link til hinanden. Udover det, så kunne man også mistænke instruktøren, Edgar Wright, for at have skævet lidt til Tarantino da han lavede Baby Driver. Stilen er slet ikke så forfinet og dialogen når slet ikke samme dybe vanvid … omend den i nogle scener at tæt på. Ydermere er der i en inciterende post-intro sekvens brugt filmiske trick som vi kender dem fra Birdman or (the Unexpected Virtue of Ingnorance). Super cool lavet.

Unge Baby, som er forældreløs, lider af tinnitus, er lettere autistisk og så i øvrigt kører flugtbilen ved flere af Atlantas store bankkup, er en yderst sammensat ung mand. Men han kan køre en flugtbil, som ingen andre kan. Og det er så grunden til at forbryderbossen Doc (Kevin Spacey) har hyret ham. Alle de andre i banden, bliver skiftet ud fra kup til kup. Så det er klart fra starten af, at der er et særlig bånd mellem Baby og Doc. En dag, efter endnu et veludført kup, tager Baby på diner, hvor han møder servitricen Debora (Lily James). Selv om Baby kejtede forsøg på kontakt, ikke umiddelbart fører til noget, er kimen lagt til noget mere. Noget mere, som i sidste ende kan vise sig at blive enden på Baby karriere som flugtbillist. Filmen udvikler sig til lidt af en Bunny & Clyde / Romeo + Juliet-historie, og det er absolut ikke dårligt.

Vurdering
Musikken spiller en central del i Baby Driver. Og at musikken overvejende er ultra cool, er jo ikke ligefrem noget der trækker ned i den samlede vurdering. Sound tracket må da være et af årets must-have sound tracks. Heldigvis var der fyret ret godt op for højtalerne i Empire Bio sal 3, her til forpremieren, så vi fik for alvor fik glæde af musikken. Filmen foregår i øvrigt i 1995, så musikken er fra en periode fra cirka 1970-1995. Hvilket heller ikke er noget der trækker ned. Efter 1995 er der godt nok ikke lavet ret meget særlig god musik … desværre.
Skuespillet er super hele vejen rundt. Specielt antagonisterne glimerer, som de jo så ofte gør. Kevin Spacey (Doc) er en ond og udspkuleret satan. Men også de menige bandemedlemmer, som sindssyge Jamie Foxx (Bats) og skøre Jon Hamm (Buddy) samt aggressive Eiza González (Darling), er tilpas vandvittige, og griber til automatvåben – og bruger dem – for et godt ord. Egentlig kan man heller ikke sætte en finger på hverken Ansel Elgort, Lily James eller C.J Jones (Babys døve plejefar) præstationer – de leverer varen!

Biljagterne i Baby Driver er alt for fede Noget af det bedste jeg har set ever. Og så er der ikke brugt VFX, så vidt jeg kan vurdere. Nok så meget computergrafik, kan ikke erstatte nogle kanondygtige stuntdrivere … og et par håndfulde smadrede biler. Og så er der fem-seks deciderede biljagter i Baby Driver … lækkert, lækkert! Et andet plus ved filmen er de tre-fire shoot-outs som filmen også byder på. Der bliver skudt, unden noget form for nåde, og indtil alle personer på det tabende team er stendøde. Det er barsk, men effektivt!

Midt i alle biljagterne og skyderiet, ligger der et drama gemt. Dramaet ligger i Babys fortid, dengang hvor hans forældre døde, og hans tinnitus opstod … og måske lidt af forklaringen bag hans autistiske træk. Hvorledes disse træk folder sig ud, vil jeg anbefale at man går i biografen for at se. For ses det skal den! Specielt da jeg jeg slet ikke er kommet ind på humoren og de små særlige filmiske tricks som Baby Driver benytter sig af. Be there, or be square!

Konklusion – Baby Driver
Efter seks måneders ørkenvandring, uden en film der for alvor har tændt mig, dukker Baby Driver op, og det er simpelthen den bedste film i første halvår af 2017. Der er slet ikke tale om et mesterværk, men i sin genre, er den absolut en af de bedste jeg har set. Mig og min filmbuddy, sad ude på kanten af stolen i store dele af filmen, og det er meget værd. Baby Driver får 5 klare stjerner.

blog.nilsbuch.dk

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Julius

Forestil jer, hvis man blandede “La La Land”, “Pulp Fiction” og “Mad Max: Fury Road”, og smed Edgar Wright i instruktør- og forfatterrollen. Det ville “Baby Driver”, én af de mest originale actionfilm, jeg har set i årevis. Den fortæller historien om tinnitus-ramte Baby (Ansel Elgort), som agerer getaway-chauffør for mafiabossen Doc (Kevin Spacey). Babys tinnitus gør, at han som chauffør kun kan koncentrere sig, hvis han konstant lytter til musik på én af sine utallige iPods. Dette resulterer i, at der nærmest aldrig er et stille øjeblik i filmen, og at selve filmen er koordineret og klippet til det, vi (og Baby) hører. Det er et uhyre originalt koncept, og det er så forbandet veludført, at jeg havde købt og hentet soundtracket inden jeg kom hjem fra biografen.

Da Baby falder for servitricen Deborah (Lily James), bestemmer han sig for at melde sig ud af livet som kriminel chauffør og stikke af sammen med hende. Dette viser sig lettere sagt end gjort, for ifølge Doc skal Baby udføre en sidste opgave for ham, før de er kvit. Baby sættes dernæst sammen med den vanvittige Bats (Jamie Foxx), den charmerende Buddy (Jon Hamm) og den flirtende Darling (Eiza González). Plottet er i sig selv uhyre simpelt, men det er simpelthen udførelsen, der skaber denne film.

Edgar Wright er støt klatrende op ad listen over mine yndlingsinstruktører, og med “Baby Driver” ryger han adskillige trin op. Hidtil har Wright primært instrueret relativt små komedier med forholdsvis små (i hvert fald i Hollywood-standard) navne, men han indtager nu Hollywood med storm, og selvsikkert som bare pokker. Mange andre instruktører ville formentlig skrue ned for deres stil og varemærker, når de nåede til Hollywood, men Wright fastholder sin stil og sin fortællekærlighed som om han havde været i Hollywood i årtier. Filmen er skruet så skarpt sammen, at man under det meste af forløbet sidder med et bredt smil på læberne.

Alle skuespillerne er fremragende, Elgort overraskede mig personligt (jeg har ikke set ham i noget før), Spacey har sin sædvanligt intimiderende optræden, Lily James er forførende på nærmest Marilyn Monroe-niveau, Jamie Foxx er ubehageligt skrupelløs og Jon Hamm og Eiza González fungerer fantastisk som et 21. århundredes Bonnie & Clyde. Fotografering, manus, instruktion og kulisser er alle i topklasse, men klipningen er simpelthen på et helt andet niveau, og jeg er overbevist om, at filmen nok skal få en masse priser for klipningen alene.

Der er ikke så meget mere at sige. “Baby Driver” er indtil videre min yndlingsfilm i år, og jeg håber, at Edgar Wright vil fastholde sine visioner og idéer så længe han kan. Han blev jo i sin tid smidt af Marvels “Ant-Man”, formentlig fordi han havde en reel vision, og hvis dette er resultatet af Wrights ambitioner og visioner, så har jeg kun dette at sige: Keep going, min ven, du er for god til de grådige direktører i Disney.

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.