Jeg sys den var fulstændig fantastisk.

I første omgang, efter at have set filmen, synes jeg at den var ret ligegyldig. Men jeg gik for mig selv og blev mere og mere irriteret over den, fordi jeg synes, at der var noget fundamentalt galt med den. Jeg ender alligevel med at blive "glad" for den når jeg tænker lidt nærmere over den.

Filmens tilsyneladende præmis var for mig at se i første omgang et budskab om, at det naturlige og følelsesmæssige leder til såkaldt ”ondskab” og at det er det rationelle, som leder til det såkaldt ”gode”. Det pisser mig godt og grundigt af, for for mig at se, så forholder dig sig modsat i ”virkeligheden”. Filmens mandlige hovedkarakter irriterer mig vildt. Jeg synes det er kvalmende den måde han driver ”terapi” på over for sin egen kone, som egentlig bare handler om, at han er bange for sine egne følelser. Jeg synes, at det er frygteligt den måde han som den rationelle følelsesfortrængende ender med at tage livet af sin egen dejlige, sanselige og følende kone hvis såkaldte ”ondskab” over for ham ikke handler om ondskab men om hendes frustration over ikke at kunne komme følelsesmæssigt i kontakt med hendes mand. Den eneste ”ondskab” i filmen er, at han ender med at ”vinde”, og det er forfærdeligt, fordi det er drabet på følelserne og det naturlige, som vinder.

Så måske han alligevel ikke er helt dum ham Lars von Trier. Filmen handler måske dybest set (på en meget grafisk udpenslet måde) om fortrængning af følelser --> såkaldt ”ondskab” --> depression.

En fantastisk film, men tør ikke anbefale den, det må være egen ønske at se den.