Cookie- og Privatlivspolitik
Er sickflicks arvtageren til young adult-fantasy?

Er sickflicks arvtageren til young adult-fantasy?

Fra Twilight til Alt eller intet

Stem op!
13
Stem ned!
-3
(reset)

I 2012 udkom bogen 'En flænge i himlen' (The Fault in Our Stars) skrevet af forfatteren John Green. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg på en flyvetur til USA i 2013 fik læst bogen, og forsøgte mit bedste på ikke at fælde en tåre. En rørende ungdomsroman, som senere fik en filmatisering og blev til et kommercielt hit. Hvad jeg ikke var klar over på daværende tidspunkt, var, hvordan ungdomsdramaet befandt sig i en bølge af film med fokus på sygdomstemaet - rettet mod det yngre publikum. Bølgen består af bl.a. Restless fra 2011, 'Now Is Good' fra 2012 og indie-hittet Me and Earl and the Dying Girl fra 2015. Selvfølgelig har der tidligere været film med lignende tema - hvem kan ikke huske ungdomshittet 'A Walk to Remember' i 2002 med Mandy Moore eller ’Dying Young’ fra 1991 med Julia Roberts?

En flænge i himlen (The Fault in Our Stars)

Jeg har altid været stor fan af ungdomsfilm - ja, generelt alt ungdomsrelateret på film og tv, og da jeg skriver specialeopgave om den norske serie Skam, er portrættet af ungdommen også blevet en stor del af mit (studie)liv.

I anledningen af, at Alt eller intet får premiere den 25. maj, bliver sygdomstemaet nu igen aktuelt. Filmen, der er baseret på ungdomsromanen af Nicola Yoon, handler om den unge Maddy, som har en sjælden sygdom, så hun må ikke forlade sit hus. Hvis hun gør, vil hun ”formentlig” dø. Alligevel vælger hun at tage på opdagelse uden for hjemmet, da hun møder sin nye nabo. Den jævnaldrende Olly. De bliver forelsket, og tager på en rejse sammen til Hawaii.

Til august kommer filmen Midnight Sun i de danske biografer - som igen - har en ung pige i hovedrollen med en sygdom. Til forskel fra Maddy kan den 17-årige Katie godt forlade sit hus, men som titlen indikerer, kan hun kun gøre det, når solen er gået ned. Katie er ’livstruende’ allergisk over for solen, og ligesom Maddy møder hun en ung fyr, og de bliver forelskede.

Sygdomstemaet har for alvor ramt ungdomsfilmene (no pun intended), og kigger man på skønlitteraturen til samme publikum, har det længe været en ’trend’. Det har endda fået kaldenavnet ’sicklit’ - og som kan overføres til filmens verden med ’sickflick’. Selv i Danmark har man forsøgt at hoppe med på bølgen med En-to-tre-nu!, som udkom sidste år. En filmatisering af Jesper Wung-Sungs bestseller fra 2001 om to gymnasieelever, der bliver smaskforelskede, men hvor pigen Cecilie lider af en alvorlig sygdom. Ligesom i 'Alt eller intet' stikker de af for at nyde livet sammen. Men man kan ikke flygte fra alt det slemme i livet (desværre)…

En-to-tre-nu!

I litteraturens verden har ’sicklit’ været genstand for en del kontroverser i længere tid, da flere hævder, at young adult-bøgerne bl.a. glorificerer sygdomstemaet, og i genren bliver der da også skrevet om emner som død og selvmord. Sidstnævnte har senest fået flere til at rase, efter Netflix-serien ’Døde piger lyver ikke’ (13 Reasons Why) fik premiere. Serien er baseret på bogen med samme titel, skrevet af Jay Asher, og handler om Hannah Baker, der tager sit eget liv. Men først indtaler hun sine bevæggrunde for at begå selvmord på 13 kassettebånd. I filmens verden har emnerne også været fremme i ungdomsfilm, som If I Stay, Before I Fall og til (også) det lidt ældre publikum med Mig før dig.

Ser man tilbage på de sidste ti år, så har amerikanske ungdomsfilm holdt sig tæt op af de populære tendenser i young adult-litteraturen. I 2009 blev Stephenie Meyers populære bogserie om Bella og Edward filmatiseret, og Twilight-feberen var starten på en ny række af ungdomsfantasy. For at nævne et par stykker der fulgte efter - The Host, Beautiful Creatures, The Mortal Instruments: Dæmonernes by og (senest) Fallen. Engle, dæmoner, vampyrer og alt, hvad man kan komme i nærheden af det ’overnaturlige’, satte sine tænder og kløer fast i sit publikum. Da interessen for genren så småt begyndte at forsvinde, var man hurtigt på udkig efter den næste arvtager.

Twilight

I ungdomslitteraturen var det nu dystopiske fremtidsuniverser (stadig med elementer af ungdomsfantasi og kærlighed), som var populær. Her slog The Hunger Games for alvor igennem og blev til en filmserie på fire kapitler om den unge Katniss, der skal overleve et fremtidigt Dødsspil. Kort tid efter udkommer Divergent med lignende emne om et samfund, der er opdelt i fraktioner. Det blev til tre film om rebellen Tris Prior, og nu er faklen nået videre til Thomas i The Maze Runner, der vågner op med hukommelsestab i en verden, som er på vej mod ødelæggelse. Tredje kapitel i filmserien udkommer til januar næste år.

Kigger man ud i fremtiden, så kommer science fiction-filmen Mortal Engines i slutningen af 2018, som vækker mindelser til young adult-fantasy, og er en filmatisering af den populære romanserie af Philip Reeve. Udover denne titel er der ikke flere film i sigte med lignende genretiltag. Hvilket bringer mig tilbage til starten: 'Sickflicks'. Et emne der er blevet en trend på det store biograflærred. Eller i hvert fald for en stund.

For hvem ved, hvor længe det vil stå på? Og hvad bliver den næste arvtager?

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter