Cookie- og Privatlivspolitik
Blog: Mit filmår 2016 - Del 4

Blog: Mit filmår 2016 - Del 4

En smuk afslutning

Stem op!
13
Stem ned!
0
(reset)

Indlægget er skrevet af Lars Bergstrøm, der er fast blogger på kino.dk.

Her afslutter jeg så min gennemgang af årets film, og var det så skidt, middel eller godt? Det er på tide at få afgjort kvaliteten af årets danske biografudbud. Det er selvfølgeligt helt subjektivt, og set med mine øjne, så du er velkommen til at fortælle hvad du mener, om du er enig eller uenig i mine betragtninger. Udover en kort beskrivelse giver jeg filmen en karakter fra 1-10.

Som tidligere nævnt har jeg ikke set alle årets film, så der er absolut nogle som også fortjener en omtale, og det håber jeg på, at du vil supplere med.

Årets sidste kvartal indeholdte nogle af årets bedste film, så jeg er absolut tilfreds. I slutningen opsummerer jeg med to top 10-lister. En for kvartalet, og en samlet for året.

Men lad os komme i gang, der var nok at tage fat i:

Cafe Society ©Scanbox
06.10.2016. Café Society
Årets Woody-film, hører til i det brede midterfelt af hans produktion. På en måde er det mere formen, som har interesseret Woody Allen. Det at skabe et tidsbillede fra 1930’erne, garneret med hans sædvanlige hyggelige og skæve dialog. Jesse Eisenberg gør det fint som Allens alterego. På grund af et evigt lydtæppe af hyggelig jazz, kommer filmens dramaer aldrig til at virke dramatiske, men det har vi set før. 7/10

06.10.2016. Storkene
Plottet er på mange måder åndsvagt, men personligt er jeg vild med WB animations gale humor, som tydeligt stadig eksisterer i bedste velgående. Animationerne er gode, men ikke fantastiske. Filmen er herlig, skæv familieunderholdning, som fik mig til at grine højt flere gange. 7/10.

13.10.2016. Peter og dragen
Disney har lavet en plan. Samtlige klassikere fra arkivet skal genindspilles med almindelige skuespillere, blandet med ny animationsteknik. Og det lader til, at det sender en ny generation i biografen, så hvorfor ikke? Grundhistorien er der altså ikke noget nyt i. Det er en opdatering af den gamle udgave, som delvist var animeret. Venskabet mellem en dreng og en "fantasi-ven", som ikke er ren fantasi. Det omgivende samfund forstår selvfølgelig ikke, at sådan en drage kan være venligsindet, og så opstår det forventede drama. 7/10

Trolls ©20th Century Fox
13.10.2016. Trolls
De gode gamle Gjøl-trolde er blevet populære igen, og hvem havde lige set, at de skulle ende i en stor filmproduktion? Men da der ikke i forvejen var en større historie forbundet med dem, var det jo bare at opfinde den. Ikke nogen original historie, men alligevel med gode pointer undervejs. Det kræver lige, at man overvinder sin modvilje mod alt for mange pastelfarver, som gør, at den især henvender sig til små piger. Men til gengæld tæller det op, at der er masser af god musik undervejs, og de fleste børnefamilier vil være godt underholdt. 6/10

13.10.2016. Inferno
Bortset fra slutningen, holder Ron Howard sig nøje til bogens handling. Egentlig burde Dan Brown have fået mere opmærksomhed for sin pointe: Jorden er overbefolket, og der er ikke plads til alle i en nær fremtid. Handlingen er henlagt til Firenze, Venedig og Istanbul, og det giver mulighed for masser af action blandt nogle af verdens smukkeste bygninger. Måske kræver det, at man har læst bogen, så man er forberedt på de overraskelser, der er i handlingen. Ellers kan det virke forvirrende, at der veksles mellem venner og fjender i hurtigt tempo. Jeg var dog fint underholdt i en film, som fungerede bedre end ’Engle og dæmoner’. 7/10.

Jack Reacher: Never Go Back ©UIP
20.10.2016. Jack Reacher: Never Go Back
Politiet og militæret tumler rundt som kegler på en bowlingbane uden at være andet end statister i Reachers kamp mod nogle forbryderiske officerer. Denne gang forsøges Reachers panser at blive brudt af en "måske" datter bare for, at han skal være lidt menneskelig. Alligevel går han fra det ene slagsmål og direkte til det næste, som en arrig hveps, der har færten af en marmelademad, uden at overveje konsekvenserne. Den slemme håndlanger er bondesnu, og bruger handsker konstant mens Reacher & co. planter fingeraftryk på alt. Det sætter endnu en gang vores helt op mod myndighederne. Action er ganske fin, men plottet er under gennemsnit. 6/10

20.10.2016. The Accountant
Ben Afflecks lidt udtryksløse ansigt er egentligt som skabt til rollen som autist. Der findes mange grader og typer af autisme, og Christian Wolff er tilsyneladende en af dem, som både formår at udnytte sine helt særlige evner for tal og regnskaber, samt skydeevner og samtidig er i stand til at bevare et imponerende overblik. Hvis man skal sammenligne med noget man har set før, så må det være ’Terminator’, for Wolffs analytiske evner er nærmest som en robots, og det samme er hans evner for kampsport og omgang med våben. Det fuldendes med hans manglende sociale og medmenneskelige evner. Samlet set er Wolff perfekt, når lyssky virksomheder skal have ryddet op i deres regnskaber. De helt store problemer opstår dog, da han kommer til at arbejde for en lovlig virksomhed, som tilsyneladende har ansatte, som fører chefen bag lyset. Anna Kendrick er den søde sædvanlige (men lidt overflødige) pige i vanskeligheder, som gør det hele lidt mere besværligt. Midt i plottet af lejemordere og svindel er Skattevæsenet/FBI også på sporet af den usædvanlige revisor, som egentlig bare vil sørge for at alle regnskaber stemmer, også de moralske. Jon Bernthal spiller en overbevisende kold chef for lejemorderne, som gemmer på en hemmelighed som jeg dog havde regnet ud. I modsætning til de fleste film er der virkeligt kælet for afslutningen, som slet ikke er det sædvanlige klimaks men en perfekt afrunding, og det trækker op i min bog. 8/10

Doctor Strange ©Walt Disney Pictures
28.10.2016. Doctor Strange
Dr. Strange er interessant. Hans verden består af mystik, trolddom, okkulte besværgelser og andre dimensioner. Konstant er han i konflikt med onde kræfter, som han er i krig med. Til gengæld mangler han den sikre grund under fødderne af realisme, som de fleste andre superhelte ejer. Nemlig en grad af helt almindelig hverdag, som præger de fleste andre superhelte. Dr. Stephen Strange har ingen fortid, som vi hører om. Til gengæld møder vi en højrøvet kirurg, som er blandt de bedste i verden, hans narcissisme er så stor, at der kun er plads til ham selv i den form for liv han lever. Men det er faktisk her historien begynder at udvikle sig, for på højden af tinderne sker en ulykke, som berøver ham for hans fornemste instrument. Hans hænder. På trods af utallige operationer, lykkes det aldrig at genvinde førligheden, og han ender i en sidste form for desperation at forfølge et uvidenskabeligt håb. Det er i denne proces at Dr. Strange virkelig fungerer, for det er egentlig kun i den udgave, og den desperation, at han virker som et rigtigt menneske. Filmen burde have dvælet i længere tid i den udvikling. Især den transformation han gennemgår, da han finder løsningen og lærer om Zen og okkulte besværgelser er simpelthen for hurtig til, at den for alvor bliver troværdig. Jeg ville have foretrukket, at han ikke SÅ hurtigt var blevet i stand til at tøjle sine kræfter. Faktisk virker det som om han på et splitsekund overhaler sin mentor i indsigt og viden. Og er det troværdigt for en person, som for et øjeblik siden elskede sig selv mere end noget andet? Når det er sagt, så er filmen næsten værd at se, alene på grund af de grafiske animationer. Det er en oplevelse, at tid og rum bevæger sig helt uden for fysikkens normale love. 8/10

Kvinden i toget ©Nordisk Film
03.11.2016. Kvinden i toget
Filmen er måske en smule oversolgt af den mystiske trailer, som lover lidt mere end historien kan bære. Men det er absolut spændende at følge Emily Blunts alkoholiserede skæbne, mens hun drømmer om det liv hun har haft og kunne have haft. Drømmen forvandler sig dog langsomt til et mareridt, da hun på grund af alkohol havner i et hukommelsestab og en besynderlig adfærd, som gør hende til mistænkt i en mordsag. Det hele er selvfølgelig ikke som det ser ud, og slutningen kan ikke helt bære det som man ellers føler man er blevet lovet. Men er man til thrillere, så er den absolut godkendt uden at nå op i nærheden af Hitchcocks eller David Finchers niveau. 7/10

10.11.2016. Hacksaw Ridge
Det er umuligt ikke at have enorm sympati for Desmond T. Doss, som med utrættelig kamp for sin ret til at være pacifist, og til alligevel at kunne bidrage, med livet som indsats, i krigen uden andre våben, end en slidt bibel. Der er i det hele taget mange referencer til selvsamme bibel i filmen, og den er et magtfuldt våben mod befalingsmændenes ønske om at smide Doss ud af hæren. Doss’ far, spillet med indlevelse af Hugo Weaving, er præget af indre dæmoner i kølvandet på 1. verdenskrig og har ligeledes stor betydning for Doss' valg og skæbne. Andrew Garfields fremstilling af Desmond T. Doss minder i høj grad om den endnu mere naive Forrest Gump, som Tom Hanks bragte til live med stor succes. Der er dog intet naivt i Doss' kamp for at redde menneskeliv, kun et ekstremt heltemod og et ønske om at gøre en forskel og gøre sin pligt. Filmens største problem er, at den ikke føles som en helhed. Den er i høj grad delt op i to halvdele. Den første del handler om Doss’ opvækst, mødet med kæresten og opgøret med hæren om retten til at deltage i krigen på egne betingelser. Modsat mange andre krigsfilm, som giver tid til eftertanke, måske gennem brevveksling med de kære derhjemme, eller med et andet ophold i filmen, hvor man venter på det næste slag, så vælger Gibson at beskrive et enkelt (eller 2) slag, som føles som en lang træfning, hvor Doss midt i alt det grusomme får mulighed for at bevise sit heltemod. Gibson går amok i blodrus, og viser os tydeligt krigens totale meningsløshed, med sprængte lemmer og blod som sprøjter os lige i hovedet. Det er skræmmende og fascinerende på samme tid, og afgjort filmens stærkeste kort.

Alligevel vælger Mel Gibson at trække unødige veksler på tilskuerens tålmodighed. Alle Doss’ modstandere får deres egen stjernestund med vores helt, hvor de får mulighed for at opleve og hylde hans mod. Det virker en anelse for patetisk, men i øvrigt typisk for Gibson. Jeg savnede en epilog, hvor vores helt kunne binde enderne sammen med familie og kæreste. Det kunne måske have givet en mere sammenhængende film. Vi får det godt nok i form af den dokumentariske afslutning, men det virker alligevel som om første halvdel af filmen bliver ladt i stikken. 7/10

Fantastiske skabninger... og hvor de findes ©Warner Bros.
17.11.2016. Fantastiske skabninger... og hvor de findes
Universet er der ikke noget galt med. To søstre, som vi nok skal komme til at holde af, en lidt nørdet troldmand (Newt Scamander/Eddie Redmayne). En ondskabsfuld leder af et børnehjem, og nogle kuede børn, hvoraf et par stykker er hemmelighedsfulde. En amerikansk udgave af det engelske Ministerie for magi. En forsvunden troldmand og New York anno 1926. Læg dertil en række fantastiske skabninger med potentiale, og baggrunden for en spændende fortælling er på plads. Det er desværre bare ikke helt nok, for vi får aldrig den nødvendige opbygning, så vi når at lære vores nye venner ordentligt at kende. Newt ankommer til New York, og med det samme er vi midt i en bølge af action og begivenheder, der aldrig stopper, filmen igennem. Vi ser aldrig Newt sidde og fundere over udfordringerne, eller diskutere dem med andre, og der er en underlig ligegyldighed med hvorfor ting sker. Forhåbentligt bliver det hele meget bedre i den næste film, hvor man kunne ønske sig et gensyn med Hogwarts og ikke mindst Dumbledore. Bedre held, næste gang J. K. Rowling. Du kan gøre det meget bedre. 7/10

24.11.2016. Allied
Forfatteren Steven Knight, og Robert Zemeckis kan deres klassikere og udnytter dem i stor stil. Vi starter ude i ørkenen, med storslåede horisonter (’Lawrence of Arabia’), og fortsætter straks til byen Casablanca (og dermed filmen af samme navn). Men derfra fortsætter filmen i et mindre forudsigeligt spor i et plot om spionage og kontraspionage, garneret med kærlighed og lidenskab. Lidt synd, at Brad Pitt ikke vælger at følge sin alder, hans rolle ville være mere autentisk hvis han havde smilehuller og lidt bekymringsrynker. Som det er her, virker han næsten digitaliseret eller plastret til med Botox. Historien er lidt ujævn fordi vi dels har romancen, og dels en action-thriller blandet med et spiondrama, og filmen vil lidt af det hele. Handlingen er egentlig spændende nok, men personligt tror jeg, at en anden skuespiller end Pitt havde løftet den til noget større. Pitt er simpelthen for klinisk og upersonlig. Marion Cotillard gør det glimrende, men hun kan ikke skabe det hele alene. 6/10

Min far, Toni Erdmann ©Camera Film
01.12.2016. Min far Toni Erdmann
Filmen handler i al sin enkelthed om en ensom mand, med trang til practical jokes, som ind i mellem går for langt. De er dog altid ment harmløst, og er en del af hans personlighed. Da hans hund dør, føler han sig endnu mere alene og opsøger hans datter som har en succesfuld karriere i Bukarest i Rumænien. Da han ankommer, er han ikke så velkommen som han havde håbet. Faktisk har hans datter alt for travlt til at se ham. Han opdager dog hurtigt, at hun slet ikke er spor lykkelig i det job hun har, som mere handler om afvikling end udvikling. Gennem en række spøjse situationer finder han langsomt tilbage til sin datter, som modvilligt må indrømme, at hun i høj grad stadig er sin fars datter. Uden at gøre andet end det der falder ham ind, og det er ikke så lidt, giver han hende nøglen til at finde sig selv, og dermed redde sig fra at drukne i en livsfejltagelse. Filmen er sjov og har sin helt egen eventyrlige stemning, som på en mærkelig måde minder mig om den italienske Roberto Benignis ’Life is beautiful’. Selvom Benignis humor er langt mere støjende, så er underfundigheden og den naive tilgang til livet lidt den samme. Ikke en film for alle, som sagt, men en film alle burde give sig tid til at se og forstå. 8/10

01.12.2016. Arrival
Jeg hylder konstruktionen i Denis Villeneuves flotte film. Den er modig, den er nytænkende, og den er visuelt flot. Det er modigt, og genialt at trække spændingen i mødet med vores rumvæsner til det absolut yderste. Jeg sad med tilbageholdt åndedræt og ventede i gysende spænding, lige som alle andre. I det hele taget er det imponerende at skabe en så intens oplevelse, som samtidig er fascinerende og skræmmende. Fantasien i hvordan disse fremmede så ud, udmønter sig genialt, lige som det fantastiske sprog, som er opfundet til filmen. Når det er sagt, så synes jeg, at det skæmmer filmen, at den samtidig prøver at være politisk og da vi når til konklusionen, så har jeg samme problem som jeg har med Kubricks ’Rumrejsen år 2001’ og Nolans ’Inception’. Det er ikke andet end fantasifulde postulater og gisninger. Flotte, javel, men jeg kan ikke rigtigt bruge dem til noget. I stedet vil jeg nyde at gense filmen for den flotte visuelle præstation og for modet til at holde spændingen. 8/10

Hunt for the Wilderpeople ©UIP
01.12.2016. Hunt for the Wilderpeople
Et særdeles umage par på flugt fra myndighederne, som trods både hunde, soldater, politi og lokale jægere, har mere end almindeligt svært ved at lokalisere dem i flere måneder. Det er på mange måder en dannelsesrejse for dem begge. Drengen, kommer fra storbyen og har absolut intet kendskab til naturen. Faktisk har han kun ungdomsfængsel at se frem til, og en fremtid som kriminel. Den gamle jæger (fint spillet af Sam Niel) har en fortid bag sig med en uheldig voldsdom, ingen kendskab til børn og kan samtidig ikke læse. Planen var aldrig, at de to skulle ende sammen, men det tvinges de til da en tragedie indtræffer. På mange måder er de begge udstødte og uønskede af det samfund, som på grund af nogle forviklinger og misforståelser har indledt en menneskejagt. Temaet lyder måske skræmmende, men det er i høj grad en komedie, måske snarere en feel good-historie, tillagt en række særlinge på begge sider af loven. Nogle gange fremstilles de sociale myndigheder næste for komisk, men overdrivelse fremmer vel forståelsen. Den dybere mening er selvfølgelig, at hvis man stoler på hinanden, så kan man lære noget nyt om sig selv og verdenen - også selvom det fra starten ser umuligt ud. 8/10

08.12.2016. Hell or High Water 
Man kan ligefrem føle støvet og mærke den trods, som generationers modgang har skabt i et en afkrog af verden hvor lov og orden er gode manerer. Filmen lever i høj grad af sine små oaser af typer, som er helt genialt fundet til lejligheden. Blandt andet står vores Texas Rangers i en lille diner og får det simple valg fra en gammel servitrice: ”What is it that you ain't having?”. Med det mener hun, at det eneste de serverer er T-Bones, med bønner ELLER majs. Så er menuen til at overse. På et andet tidspunkt møder samme rangers en farmer som proklamerer, at han har tænkt sig at gøre noget selv hvis han møder røverne. "Det vil spare alle for meget. Undtaget dig" siger Marshal Marcus Hamilton (Jeff Bridges). "Det kommer an på om du kan finde ud af hvilket træ (de hænger i, underforstået)" replicerer farmeren. Det er den tørre dialog, som præger filmen. Stort set alle mænd i filmen bærer et skydevåben på sig og er klar til at bruge det. Det gør et almindeligt røveri i en lille bank ekstremt farligt for alle. Blandt andet tøver en gammel bedstefar ikke med at skyde efter de to ved første lejlighed. Filmens cast er enkelt og genialt. Jeff Bridges er en gammel Ranger, som kender sine lus på travet. Han ved, hvad de vil gøre næste gang af erfaring, samtidig fyrer han nederdrægtige racejokes af i hver anden sætning. Man kan ligefrem se, hvor ondt det gør på partneren, som er af indiansk afstamning og skydeskive for det meste. Ben Foster er den ene bror, Tanner. En halvgal kriminel, som har levet det meste af sin tid i fængsler, og som absolut intet har at miste, bortset fra kærlighed til broderen. Chris Pine spiller den anden bror, Toby, og beviser her, at han sagtens kan spille en tung og dyb rolle, hvor replikkerne ikke er de vigtigste. Meget mere af det, tak. Ud over det trøstesløse landskab og den særlige vindtørre humor spiller musikken en kolossal rolle for stemningen. Man er aldrig i tvivl om hvor vi befinder os midt i det moderne og alligevel ældgamle Vesten, hvor der altid står nogen klar til at tage det der er dit, hvis du ikke er i stand til at forsvare dig. Handlingen er såre simpel, men det er alle de små gaver der er lagt ind undervejs, som gør, at man er nødt til at se den igen og som gør, at den kan få klassikerstatus. En af årets bedste film. 9/10

Syv minutter over midnat ©SF Film
08.12.2016. Syv minutter over midnat
J.A. Bayona har lavet et eventyr om en 13-årigs værste mareridt om at være på kanten af det største tab, at risikere at skulle miste sin mor (i øvrigt perfekt afdæmpet og fint spillet af Felicity Jones). Filmen handler ultimativt om at behandle sorg, og om at mobilisere kræfter, til at kunne komme videre i sit liv. Det er en historie om vrede, frygt, afmagt og håb. Lewis MacDougall er perfekt i rollen som Conor O’Malley, som udover frygten for sin mors død samtidig mobbes på det ondeste af klassekammerater. Hans skiftevis plagede, modløse og trodsige ansigtsudtryk fortæller tydeligt det mareridt han gennemlever. Conor reagerer voldsomt på det store pres, men heldigvis er han omgivet af forstående voksne. Blandt dem er hans far, hans mormor (Sigourney Weaver) og en skoleleder. Filmen er garneret med eventyr, som ruster Conor til at omfavne og forstå den skæbne og fremtid han har. En af årets bedste og mest rørende film. 8/10

14.12.2016. Rogue One: A Star Wars Story
Efter en kort intro, med vores hovedperson Jyn Erso som barn, kastes vi hovedkuls frem til filmens nutid uden mellemregninger. Og det er nok filmens eneste svaghed. Ganske vist introduceres vi til en mægtig terrorist, Saw Gerrera (spillet af Forest Whitaker), som skal have taget sig af hende til hun fyldte 16, men det forhold gøres til en underlig biting, og vi får aldrig at vide hvorfor hun er fanget af imperiet som kriminel. Når det er nævnt, så er der rigtig mange elementer som fungerer langt bedre end de gjorde i ’Star Wars: The Force Awakens’. Blandt andet en original historie som linker film nummer tre og fire tættere sammen. Tidsmæssigt er vi lige inden ’Episode IV - A New Hope’. Det giver selvfølgelig anledning til en række glædelige gensyn med karakterer fra særligt den film. Nogle har man valgt at animere, hvilket kan ses, men meningen er god nok, og det fungerer i det store og hele. En broget forsamling finder sammen, for at udføre en nødvendig operation bag Imperiets linjer, og det går glimrende i tråd med det vi ellers kender. Dødsstjernen er færdigbygget, og hele handlingen går på, at rebellerne stjæler tegningerne, som Leia skal modtage i IV. Manglen på Jedis fører til mange fine kampe, som giver mindelser til de to bedste Star Wars film IV og V. Action er der i det hele taget rigeligt af, og her kunne man have ønsket, at der var brugt bare en lille smule mere krudt på relationerne mellem vores helte. Design er typisk Star Wars. Storslåede landskaber, nye og gammelkendte figurer, imponerende rumskibe, hvor vi kender en del, og igen er det tydeligt at vi ligger tæt på IV. En af Star Wars’ flotteste film, som jeg personligt synes fungerer bedre end ’The Force Awakens’, da den ikke overtræder de normale konventioner for universet. Den er også en af de mørkeste, da netop det tidspunkt er præget af et Imperie i næsten total magtovertag. Derfor er oprørerne decimeret til at agere som terrorister og sabotører, som ofte er på rene selvmordsmissioner. Det betyder selvfølgelig, at der ikke er plads til de sædvanlige comic relief, selvom der er enkelte primært fra den omprogrammerede imperierobot K-2SO. Men lidt mere galgenhumor havde klædt filmen. 8/10

Jeg, Daniel Blake ©Scanbox
22.12.2016. Jeg, Daniel Blake
Når Ken Loach møder en uretfærdighed, så laver han en film om det. Og det er altid en god idé at have noget at fortælle, hvis historien skal være god. Som oftest, er det de små i samfundet Loach står op for, og her er det en helt almindelig arbejder, som bliver svigtet af et bureaukratisk offentligt system, som mere virker som om det er til for at modarbejde dem det er lavet for. Daniel Blake, spillet fortrinligt af Dave Johns, bliver oprevet, da han oplever systemets behandling af en enlig mor med to børn, og der opstår en helt særlig relation mellem dem, da han forsøger at hjælpe. Som altid holder Loach historien helt nede på et plan, hvor man føler sig som tilskuer til et helt almindeligt hverdagsdrama, og han sætter trumf på for at understrege sin sag. 8/10

22.12.2016. Passengers
Jeg er stor science fiction-fan, og der var rigtig mange ting jeg synes om ved ’Passengers’. Universet, skibet og teknikken er i absolut topklasse, så det købte jeg helt. Jeg synes også, at dilemmaet er glimrende. Men jeg savner et ekstra element, som ofte er i science fiction-film, frygten for det ukendte, en fjende som uventet dukker op. Det giver ofte rumfilm en ekstra klaustrofobisk dimension. Når det er sagt, så er Chris Pratt glimrende, især i starten hvor han lever som ’Palle alene i verden’/’Robinson Crusoe’, og er ved at gå i hundene. Jennifer Lawrence er fin staffage, men mangler efterhånden at bevise, at hun er noget særligt som skuespiller. Slutningen er måske lidt kliché, men er helt fair, når man ser filmen som helhed. 7/10

Alt i alt en fantastisk afslutning på året, med hele 8 film, som jeg gav et ottetal og en enkelt nier som skilte sig ud.

Top 10 i fjerde kvartal:
1. Hell or High Water
2. Syv minutter over midnat
3. Rogue One: A Star Wars Story
4. The Accountant
5. Jeg, Daniel Blake
6. Arrival
7. Doctor Strange
8. Hunt for the Wilderpeople
9. Min far Toni Erdmann
10. Hacksaw Ridge 

Samlet for året er jeg også meget tilfreds, efter at have set og bedømt 90 film, er jeg helt sikker på mine top favoritter, blandt årets mange biograffilm. 

Her min endelige dom – og top 10 for 2016:
1. Sauls Søn (årets film)
2. Hell or High Water
3. The Revenant
4. Room
5. Den lille prins
6. Captain Fantastic
7. Syv minutter over midnat
8. The Hateful Eight
9. Rogue One: A Star Wars Story
10. Arrival

’Doctor Strange’, ’Captain America’ og ’The Big Short’ klarede lige nøjagtigt ikke cuttet til at være med på den endelige liste. Nu er jeg spændt på at se jeres lister for året, men jeg er svært tilfreds med min egen, som er lavet på baggrund af en grundig research, kombineret med mine oplevelser med at se dem.

Pheeew. Det var et kæmpearbejde at lave listerne, så nu er jeg spændt på at høre fra dig. Hvordan ser din liste ud for kvartalet? Og hvilke film er årets allerbedste?

Lad os få en diskussion, som vi kan blive klogere af. Det er altid en fornøjelse at høre jeres meninger. 

De bedste film er dem, som er alt for korte. 

Filmhilsner 

Lars Bergstrøm (Wayne)

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

Jepsuser/728213

Du Wayne, Jeg har bemærket at du har sat dig som følger af mig, og muligvis også af alle andre her i kino.dk Hvorfor? har du en ejerskabfornemelse over stedet her?
Jeg gider ikke have dig som følger så vil du venligst stoppe med det?

Fra Jeps

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Gammel vane, fra dengang det genererede ubrugelige points til nye på siden.

Beklager - jeg kan ikke fjerne det sålænge din bruger er lukket, så hvis du åbner den så skal jeg naturligvis gerne gøre det.

I øvrigt foregår der vist ikke noget hemmeligt på vores profiler ;-)

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Nils

Den var lige smuttet i bunken, men her er mit bud:

01. The Revenant (6/6) / The Hateful Eight (6/6) ... en delt førsteplads!
02. Arrival (5/6)
03. Captain Fantastic (5/6)
04. Carol (5/6)
05. Der kommer en dag (5/6)
06. Elser (5/6)
07. The Accountant (5/6)
08. Dr. Strange (5/6)
09. The Nice Guys (4/6)
10. Ex Machina (4/6)

Begrundelsen for mine valg kan findes ved de enkelte film her på kino.dk eller, meget nemmere, på blog.nilsbuch.dk :)

Og så må vi håbe at det kommer lidt mere fut i filmåret 2017, jeg synes ikke at det er startet alt for imponerende ...

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Vi er enige om nogle, og uenige om andre. Elser har jeg endnu ikke fået set, det må jeg se at få gjort.

Filmåret 2017.. Til dels enig - men starten er alligevel hjulpet af de sædvanlige Oscarfilm i første kvartal, hvor flere er gode.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Nils

... synes jeg, men lidt for barsk for nogle. Det er jo heller ikke en film hvor man ligefrem forlader biografen i opløftet sindstilstand, men absolut en film jeg ikke ville have undværet.

Tja, jeg håber snart at jeg får lov til at anmelde årets første 6-stjerne film ... eller bare en 5-stjerne film ;)

Nå ja, jeg skal da også have set "Hell or High Water", som jeg af en eller anden grund missede der ultimo 2016 :)

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Jeg har set et par stykker til 5 stjerner, allerede.

"Hell or High Water" kan du i den grad glæde dig til - især når du sætter pris på en ordentlig western. Klart en af de bedste oplevelser fra 2016.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Benjamin Vang

I første omgang, super gode indlæg året igennem. Sætter pris på arbejdet bag og det er altid spændende at læse andres mening om film og måske/måske ikke ændre mening til nogle ting eller blive inspireret til at tage ind og se en film, så tak herfra.

Okay, så nu er det min tur til at udtrykke mine dejligt subjektive holdninger til filmåret 2016, baseret på hvorvidt jeg følte mig underholdt eller følelsesmæssigt påvirket undervejs og efter. Dog, har jeg beklageligvis ikke set alle film i biografen, langt fra endda, da jeg gerne vil holde en bare nogenlunde stabil økonomi og derfor mest har set dem med en større studieproduktion bag sig. Jeg er selv meget ked af, at jeg missede film som Hacksaw Ridge og A Monster Calls, men oh well. Derfor bliver det også en top 10 af bedste film for hele året, fordi positivitet rocks. Overordnet set, synes jeg desværre, at 2016 har været et sløvt filmår i hvert fald på blockbusterfronten, med flere komplette katastrofer, heriblandt Suicide Squad, men også bare undervældende film som X-men Apocalypse og Jason Bourne. Nogle har til gengæld skilt sig ud.

1. Zootropolis
En kløgtigt fortalt historie med tydelige temaer, der strækker sig langt ud over hvad en almindelig animationsfilm målrettet til "børn" normalt ville udtrykke. Hele de gennemgående sociale kommentarer, smuk animation, skarpsindig humor og alt det hjerte den har i kernen lander Zootropolis på en førsteplads som den bedste filmoplevelse jeg havde i 2016 og i min mening den bedste Disney(ekskluderet Pixar)-film i over 10 år.

2. Captain Fantastic
En af de få indiefilm jeg så i år og også en af de bedste film period. Viggo Mortensen og et sublimt hold af børneskuespillere kører deres bus igennem en film, der har flere standout-øjeblikke og så meget hjerte og ting at sige om samfundet, at man ikke kan andet end at elske den. Viggo Mortensen burde efter min mening vinde den oscar for bedste mandelige hovedrolle, og det er kun 73% fordi jeg ikke har set nogen af de andre præstationer repræsenteret i den kategori.

3. Fantastic Beasts and Where to Find Them
Det her er nok mest et sentimentalt valg, at den skulle så højt op på listen, da jeg selv har et hårdt bankende Potterhjerte, men Fantastic Beasts tilfredsstillede mig altså fuldstændigt. Kritikken omkring den er berettiget synes jeg, man kan godt fornemme J.K.'s begrænsninger, men man kan samtidig også fornemme den stadigt eksisterende magi omkring denne verden. Castet var super og personligt elsker jeg, at vi kommer til udforske denne verden mere og mere på det store lærred.

4. Captain America: Civil War
Man stod over for en kæmpe udfordring, da man skulle tage alle de her farverige karakterer og sætte dem op imod hinanden på en troværdig manér, men Russo-brødrene lykkedes med det på fornem vis, hvor alle får deres spotlight og alle har dybde. De er mega dygtige til at balancerer tone også; filmen har legesyg action men også seriøs personlig konflikt heltene imellem og filmen bliver bedre og bedre jo længere man kommer ind. Plus, Tom Holland som Spider-Man var fantastisk.

5. Deadpool
Hvem så Deadpool's enorme succes komme? Ryan Reynolds' hjertebarn tager pis på alt (inklusiv sig selv) og er et frisk pust til superheltgenren. Der er ikke mange øjeblikke der ikke kalder på et grin og selvom den mangler plot, eller i hvert fald er meget generisk på det punkt, er den indbegrebet af morsom med konstant humor under bæltestedet og referencer til popkultur hvert 10. sekund. En af de sjoveste komedier i lang tid.

6. Doctor Strange
Tredje superheltefilm i streg på listen, ud over at virke til at følge en bestemt superhelteformel som så mange andre, føltes Doctor Strange også frisk med sine innovative og nærmest psykedeliske visuelle effekter og en underholdene historie om the Sorcerer Supreme. Benedict Cumberbatch var super i rollen som Strange og filmen er i sig selv en fornøjelig oplevelse.

7. The Jungle Book
Nu når Disney bare ikke vil stoppe med at proppe deres gamle projekter ned i halsen på os i opdaterede live-action-versioner, må man acceptere at originaliteten er ved at dø hen og nyde hvad man får, og den nye Junglebogen var faktisk en rigtig underholdene film. På højde med film som Avatar og Life of Pi visuelt og med et forrygende stemmecast. Idris Elba som Shere Khan var den bedste filmskurk i 2016 efter min mening.

8. Star Trek Beyond
Der er ikke mange kedelige øjeblikke, når man kombinerer en Fast & Furious instruktør med Star Trek-franchisen. Den er så larmende og actionfyldt som man kunne ønske sig men har stadig sine stille karakterdrevne øjeblikke og castet's kemi bliver kun bedre. Bedste indspark blandt de nye Star Trek film indtil videre.

9. Finding Dory
Det her er ærligt en af skuffelserne fra min side i år, men det er nok på grund af mine skyhøje forventinger før jeg tog i biffen tilbage i sommermånederne. I virkeligheden er Finding Dory en rigtig sød film med dejlige moraler og sjove karakterer. Den var nok ikke mega nødvendig, men vi fik den og det er en hyggelig film for familien.

10. Rogue One: A Star Wars Story
Endnu en film som nok i det store hele ikke var mega nødvendig. Alt flyder dog heller ikke helt i denne prequel om galaksen langt langt borte, men der er også massere af nydelse at få ud af den her film. Krigsscenerne var underholdene, gode nye karakterer og så fik vi clearet en masse plot-huller fra den oprindelige Star Wars og det er jo også fint. Og så den fantastiske Darth Vader scene til sidst though...

Jeg kan godt forstå, hvis man har lyst til at skrige af mig for ikke at inkludere film som Arrival, The Revenant og Hateful 8, og det er ikke fordi jeg ikke har set dem, men jeg var simpelthen bare ikke fan af flere grunde (som jeg uddyber i mine anmeldelser på min profil, hvis nogen vil læse dem:-D). Ikke at jeg hadede dem, men det er heller ikke film jeg har lyst til at se igen, og det er jo en personlig liste sååå... ja :-D

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Herligt, hvis jeg kan være med til at inspirere dig og andre - så har jeg opnået noget ;-)

Jeg kan kun give dig helt ret med hensyn til blockbuster-katastroferne, det har ikke været kønt.

Generelt opfatter jeg at du er mest til eventyr, når jeg ser din liste. Men det er helt fair, at vælge de film som man personligt har haft de største oplevelser med.

Som jeg skriver; de bedste film er alt for korte - og det er en meget personlig vurdering, for den enkelte, hvilke der er de bedste.

Min førsteplads er som sagt Saul's søn - det er ikke nogen feel good film, snarere det modsatte. Men det var den der berørte mig mest i 2016, derfor var der ingen vej udenom.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
S. Rico

For mig har der kun været én 6-stjernet film i 2016, så det er ret let at udfylde førstepladsen. Til gengæld har jeg svært ved at rangere de øvrige 9 film. Mine kriterier for årets 10 bedste film er nemlig de bedste oplevelser i form af underholdningsniveau og følelsesmæssigt engagement - og ikke så meget en analytisk tilgang med et konkret facit. Eksempelvis er det meget svært at afgøre, hvilken oplevelse der var bedst: The Revenant eller The Hateful Eight, da det er et helt år siden, at jeg så dem.

Nå, men 1. pladsen går til Den Lille Prins, som jeg ikke havde forventet meget af, men som fuldstændig forførte mig. Det skal siges, at jeg har et meget blødt hjerte over for gode animationsfilm. Som det ses, har jeg hele 3 film fra den animerede verden med på listen. Animationsfilm har bl.a. den fordel, at de meget lettere kan slippe afsted med ting, som i en spillefilm ville virke corny, plat og kliché-agtigt. Den Lille Prins vinder på kriteriet følelsesmæssigt engagement. Ingen anden film har i 2016 haft mig i sin hule hånd fra allerførste scene og hele filmen igennem. De to hovedkarakterer (prinsen og den navnløse pige) er ultra bedårende og umulige at stå for. Samtidig er der tale om en helt ny og original tilgang til fortællingen, hvilket også tæller meget i min bog.

2. pladsen må gå til Deadpool, som scorer højst på underholdningsniveauet. Det er simpelt hen en fest for sanserne. Original, flabet og charmerende.

På 3., 4. og 5. pladsen har jeg, hvad man måske kan kalde nogle mere seriøse film. Rækkefølgen er lidt tilfældig. Jeg sætter The Revenant som nr. 3, da det er den eneste af de tre, som jeg har set to gange. Og jeg kunne konstatere, at den også var aldeles fremragende anden gang.

Hell or High Water er anden halvårs bedste film. Den er et lille mesterværk målt på alle filmiske parametre. Det skal siges, at jeg først fik set Captain Fantastic her i 2017 - ellers ville de to nok skulle have kæmpet om pladsen.

Jeg har endnu ikke fået genset The Hateful Eight. Så det ligger lang tid tilbage. Jeg husker, at jeg nok havde forventet lidt mere af Tarantino. Men jeg husker også, at jeg var tryllebundet gennem de mere end 3 timer. Tarantino har bestemt ikke mistet sin sans for dialog og karismatiske karakterer.

6. - 10. pladsen har jeg fundet ved at se på resten af de 2016 film, som jeg gav 5 stjerner - og så sortere de mindst heldige fra. Rækkefølgen er mere eller mindre tilfældig.
Der er blevet plads til både en Disney og en Studio Ghibli animation. Begge super gode historier - den ene meget morsom, den anden tårevædende rørende. X-Men Apocalypse er sammen med Deadpool de to fedeste actionfilm fra 2016. Endelig blev jeg meget draget af ungdomsfilmen Me and Earl and the Dying Girl samt ungdoms-/eventyrfilmen Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children.

Den eneste fra din top-10, som jeg ikke har set, er Syv Minutter over Midnat. Den har i et stykke tid været på min must-see liste. Og især nu efter at have læst dine rosende ord.

Vi har 4 film tilfælles på top-10. Og vi ville have haft 5, hvis jeg havde nået at se Captain Fantastic sidste år. Sauls Søn kan jeg godt forstå ligger i toppen hos mange, men jeg blev bare ikke rigtig grebet af den. Room, Rogue One og Arrival er alle super gode, men manglede for mig lige det sidste for at komme op på 5 stjerner. Så alt i alt er der ikke så meget at ”skændes” om her 

Top 5
1. Den lille prins
2. Deadpool
3. The Revenant
4. Hell or High Water
5. The Hateful Eight

6-10:
- Zootropolis
- When Marnie Was There
- X-Men Apocalypse
- Me and Earl and the Dying Girl
- Miss Peregrin’s Home for Peculiar Children

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Den Lille Prins, jeg er svært enig med dig. Den rørte mig også dybt, og derfor havnede den på min 5. plads. Det er en af de bedste og mest vedkommende animationsfilm der er lavet, nogen sinde. Nogle få gange overgjorde man budskabet - og det er den eneste årsag til at jeg ikke gik fra 5 til 6.

Deadpool er jeg til gengæld uenig med dig i - den er super fræk og sjov, og den stjæler med arme og ben fra andre film-galninge. Men der er simpelthen ingenting i historien man kan bruge til noget - det er ren underholdning, i stil med The Mask, De Skøre Riddere og mange andre. Jeg var super underholdt, og det er jeg sikkert også næste gang jeg ser den. Men en plads blandt de 10 på året, synes jeg ikke den fortjener.

Captain Fantastic, er en film med premiere i 2016 - så den hører da med der, selvom du først har set den nu, synes jeg.

When Marnie Was There, har jeg ikke set - men noget tyder på at jeg burde. Men den havde premiere i 2015, og skulle så ikke høre med til listen alligevel. Det samme gælder Me and Earl and the Dying Girl, som jeg også synes er en fantastisk film (jeg gav den 5 solide stjerner)- men den havde premiere i 2015.

X-Men Apocalypse og Miss Peregrin’s Home for Peculiar Children - måtte begge nøjes med 4 stjerner fra mig, da både Singer og Burton har lavet bedre film.

Hvis du havde lavet din liste efter præmissen; Dansk biografpremiere i 2016 - så tror jeg at vi havde haft op til 6-7 film på en fælles top 10.

Room, blev jeg virkelig grebet af - lige så meget som af Den Lille Prins, så det er nok her forskellen ligger. Rogue One og Arrival er på mine laveste pladser, og kunne nemt være havnet udenfor.

Den største forskel er uden tvivl, Sauls Søn - som er en klaustrofobisk ubehagelig oplevelse. Det er ikke en film jeg har lyst til at se igen - præcist som jeg har det med en film som; Requim for a Dream - hvis du kender den?

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter