Cookie- og Privatlivspolitik
Takt og tone i biografmørket

Takt og tone i biografmørket

Opdateret med radioindslag

Stem op!
57
Stem ned!
0
(reset)

Efter udgivelsen af dette blogindlæg blev emnet taget op i Radio 24/7, hvor skribenten Lars Bergstrøm blev interviewet til programmet. Du kan høre udsendelsen her:

Indlægget er skrevet af Lars Bergstrøm, der er fast blogger på kino.dk.

Emma Gad skrev for ca. 100 år siden om det at opføre sig ordentligt, og er mest kendt for bogen 'Takt og Tone' fra 1918. I den giver hun, blandt andet, en nøje beskrivelse af, hvordan man bedst (efter datidens normer) omgås hinanden.

Men er der virkelig brug for retningslinjer for god opførsel, når man går i biografen? Ved alle ikke, hvad der er rigtigt og forkert? Det korte svar er nej. Måske ved alle det, men det er ikke alle som efterlever det.

For et par uger siden var jeg i min favoritbiograf, Nordisk Film Biografer Trøjborg, og den har en tilpas størrelse så den både er hyggelig, men også rummer fem små og store sale i høj kvalitet. Eneste ulempe er, at ikke alle film har premiere i Trøjborg.

For lidt tid siden var vi tre, som snuppede en eftermiddagsforestilling om fredagen og så filmen Miraklet på Hudsonfloden. Den havde lige haft premiere dagen før, så den gik i den næststørste sal. Fredag eftermiddag var ikke det travleste tidspunkt, for ud over os var der kun to ældre herrer i salen. Det burde jo ikke give anledning til larm og ballade!

Miraklet på Hudsonfloden/Warner Bros.

Men det gjorde det så - den ene var (håber jeg næsten) temmelig hørehæmmet, for han råbte kommentarer til sin sidemand (som klogeligt sad to pladser fra ham). På trods af, at vi sad tre rækker bag dem, blev vi tvunget til at flytte os helt ned, bagerst i salen - og her kunne vi stadig høre alt, han havde at kommentere på filmen. Midt i det hele gik den anden ud for at stille p-skiven, hvilket de også havde en højlydt diskussion om.

Faktisk larmede de mere end den flok teenagepiger, jeg også har oplevet i færd med at diskutere alt muligt andet end filmen, imens vi andre forgæves forsøgte at følge med i det der foregik på lærredet. Havde nogen spurgt dem om handlingen bagefter, så er jeg overbevist om, at de fleste af dem ikke anede, hvad de havde set.

Personligt er jeg absolut ikke mundlam, men jeg ved også, at en diskussion på et offentligt sted kun har tabere. Som regel kan det bedst betale sig at bide tænderne sammen og lade være med at bidrage yderligere til forstyrrelserne. Det er bare ikke i orden at optræde så egoistisk, at man kun kan se sig selv, når andre har betalt præcis det samme for at få en god oplevelse.

Jeg er trofast biografgænger, og langt de fleste oplevelser er gode. Det giver en ekstra dimension, når publikum reagerer sammen - og så er det bare en større fornøjelse, når lærred og lyd er i topklasse. Men indimellem er der altså mennesker med, som bare skulle have lavet noget helt andet. Folk, som sidder og skriver på deres mobiler gennem en hel film, aner åbenbart ikke, hvor meget det forstyrrer alle, at en skærm lyser lige så klart som biograflærredet.

Sluk mobilen/Telia

”Sluk nu den mobil, Smørhår”.  Telia har valgt at bruge humoren i kampen mod de dårlige mobilvaner i biografen, og jeg tror faktisk, at det virker bedre end noget andet. Der er klart færre mobiler tændt nu, end for bare et år siden.

Kigger man på biografernes egne regler, kan man undre sig over hvor meget det åbenbart er nødvendigt at have på skrift. Her er uddrag fra Nordisk Films retningslinjer:

- Rulleskøjter, skateboard, løbehjul og cykler skal blive udenfor.

- Husdyr hører ikke til i en biograf og må ikke medbringes.

- Rygning er heller ikke tilladt hos os.

- Brug af laserpenne, kasten med produkter og andre ting er selvfølgelig forbudt.

- Truende adfærd, tyveri og hærværk er ikke ok og medfører bortvisning og politianmeldelse.

Cinemaxx har en væsentlig tilføjelse i deres retningslinjer:

- Det er ikke tilladt at drive handel, opsætte plakater, uddele brochurer, løbesedler eller lignende uden forudgående tilladelse

Jeg har heldigvis aldrig oplevet noget af det ovenstående, men det må jo være sket siden det er nødvendig at have det på skrift. Sko og fødder hører til på gulvet - ikke på stolerygge og armlæn. Det er ikke alle, som kender den regel, for jeg har oplevet at få plantet en fod på mit armlæn, og ofte at nogen bagved bruger mit sæde som ben-træningsinstrument. Det hjælper som regel at vende sig om og sende et bestemt blik.

Lad mobiltelefonen bliver i lommen - både lyd og lys generer andre gæster. Man må gerne grine og gyse i biografen, men det skal være på grund af filmen. Lad vær med at snakke med sidemakkeren - din støj generer andre gæster. Som allerede omtalt er det især ovennævnte, som virker forstyrrende, så tænk over det!

Det var opførslen, mens filmen er i gang, men filmoplevelsen er også det som foregår før og efter filmen.

Jeg har tit hørt udtalelsen: Jeg gider ikke se reklamerne, derfor kommer jeg altid i sidste øjeblik.

Helt i orden med mig, men tænker du så på, hvor mange du forstyrrer, mens filmen er i gang? For du skal jo stadig ind på din plads. Med den største kasse popcorn og den største cola, du kan købe, på slæb.

Hugo/Paramount Pictures

Når du så har forstyrret samtlige på rækken, ved at de skal rejse sig op for dig, så står du op i fem minutter og arrangerer dit indkøb på sædet og tager dit overtøj af, samtidig med at du placerer en albue i øjet på en sagesløs sidemand, mens du spærrer for udsynet til lærredet for dem, som sidder bagved. Men godt for dig, for du undgik reklamerne, men også starten på filmen (ligesom en del omkring dig gjorde). Næste gang så overvej at tage den yderste plads ved gangen, så forstyrrer du knap så mange...

Der er noget hyggeligt ved en biograftur og masser af popcorn og slik. Men er det virkelig nødvendigt, at det meste skal ligge på gulvet, bagefter? Jeg undrer mig tit over, at der kan ligge så meget affald på gulvet, når filmen slutter. Der findes jo skraldespande ved udgangen, men der er selvfølgelig ansat personale, som elsker at kravle rundt mellem sæderne og samle op, så de næste får en god oplevelse.

Ryd op efter dig - det er ikke dit eget værelse. Eller som en lokal biografdirektør har skrevet ved indgangen: I tilfælde af krig, søg tilflugt i skraldespanden - den er der alligevel aldrig nogen, som rammer!

En biografbillet koster mange penge, og det gør den for alle. Derfor vis lidt respekt for dine omgivelser, så ender du også selv med at få en bedre oplevelse.

Hvad har du oplevet i biografen? Og er der noget jeg har glemt, som du mener hører med til ”Takt og Tone i biografen”?

De bedste film er dem, som er alt for korte.

Filmhilsner

Lars Bergstrøm (Wayne)

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

DaviMi

Børn
Nu har jeg ikke læst debatten igennem, men noget takt og tone, jeg mangler i det originale indlæg er, at folk holder øje med deres børn. Jeg kan godt forstå, hvis børn kommer med kommentarer til en film. Helt fair. Jeg kan ikke forstå, hvis forældre lader deres børn larme med vandflasker eller sparke til sæder i biografen.

Erfaringer med mangel på takt og tone
Jeg har haft mange kedelige oplevelser i biografen. Alt fra konstant spark i sædet til folk, der ikke kan lade mobilen være til højlydte kommentarer osv. Derfor er jeg holdt op med at gå i biografen, når filmene er helt store (/ved populære spilletidspunkter), hvilket virkelig har hjulpet. De mellemstore og mindre sale eller en halvtom Imperial har givet mig mulighed for at vælge pladser langt fra andre og selv når man sidder nær andre på de tidspunkter, har det som regel ikke givet os de problemer.
Sådan burde det selvfølgelig ikke være, men jeg er bare blevet træt af at være irriteret, bede folk om at lade være eller ligefrem hente en medarbejder en enkelt gang.

Som en sidste ting vil jeg lige nævne min rædselstur i Paris. Min søster og jeg var specifikt taget til Paris for at se en fransk musical og blev overraskede over, at alle tog billeder (med blitz) og filmede, selvom kamera var forbudt. Og ingen gjorde noget ved det. Så min søster og jeg har faktisk lige snakket om emnet. Og om hvor lykkelige vi er over, at folk i det mindste ikke er sådan herhjemme - i teatret eller biografen.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

At du bliver helt væk fra biografen, når den er fuld. Jeg synes netop det er de mange mennesker som giver den ekstra dimension - som gør det til noget særligt at gå i biografen. Heldigvis har du fundet ud af at indrette dig, så det fungerer for dig - selvom det ikke burde være noget problem, hvis alle tænkte sig om.

Men jeg ville nok også holde mig fra de forestillinger, med mange børn. Det er bare sværere at få dem til at sidde stille - især de mindste.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Torsdag d. 1/12 ca. kl. 8.15 på DR P4 Østjylland.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

bliver jeg interviewet af Radio 24/7 om dette blog-emne.

Der er mange som har læst det, og har lagt mærke til den ivrige debat som har været på grund af mit indlæg - både her på kino, og på de sociale medier - hvor det også er blevet delt og debatteret.
Herligt at man kan være med til at sætte fokus på noget som burde være helt naturligt.

I er velkomne til at lytte med. Jeg håber at jeg ikke falder helt igennem ;-)

Hvis man ikke når det, kan det også høres senere på podcast.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

18.30

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Fauzia

For flere år siden hørte jeg nogen sige, at nordisk film biografer, især i Palads var no-go, fordi der altid var larm. Personligt har jeg ikke oplevet at den ene biograf var bedre end den anden for det kræver bare én person til at kunne forringe din biograf oplevelse.

Jeg er enig i at det giver en ekstra dimension, når publikum reagerer sammen - det er derfor at jeg ser alle store film, især Marvel, Star Wars og lign. i biografen - hvad er mere fedt end at sidde og dele noget nørdet med andre nørder :-)

Jeg oplever ofte at jeg har forringet udsyn hvis der sætter sig en høj person foran mig og det er noget jeg bider i mig. Noget som jeg finder respektløs er, hvis nogen bagved bruger mit sæde som til bentræning eller bruger mobilen (kunne måske være at det var vigtigt, men alligevel).

Meget få gange har jeg oplevet at unge taler højlydt eller at også voksne kommenterer uden hensyn. Jeg kan godt sende et venligt blik, men det er efterhånden noget jeg er gået fra, da folks lunte er efterhånden blevet kort og man ønsker ikke en eskaleret situation når man er ude og hygge.

Jeg gik engang ind i en forkert biograf sal, en dansk film med Kim Larsen tror jeg og der blev råbt mindre pæne ting fra nogle af de ældre mennesker om lige fra mit køn til religion, da jeg opdagede fejlen og rejste mig for at komme ud. Don't mess with the Danish old people..! De er nogle værre bisser.

Jeg er enig i at biografen afspejler samfundet. Der skal være plads til alle og det ville bare være rigtig dejligt, hvis man kunne tage hensyn til hinanden, glemme sted og tid, indleve sig i filmen og få en fælles god oplevelse. For det er vel dét man er ude efter.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Min oplevelse er også at det hverken handler om alder eller religion, fra dem som ikke kan finde ud af det.Eller hvilken biograf det foregår i, for den sags skyld.

Det er simpelhen manglende empati og opdragelse.

Jeg er selv en af de høje personer - og tro mig, det er ikke rart at føle at man sidder i vejen for andres udsyn. Men det er noget man ikke rigtig kan gøre så meget ved.

Heldigvis er de nye biografsale bedre indrettet, end de var engang - så det normalt ikke betyder det helt store. Men før i tiden sad jeg faktisk langt nede i sædet, for at sikre at jeg ikke sad i vejen. Det betød til gengæld at mine ben sad meget tæt på ryglænet foran...

Det er ikke nemt, hverken at være høj eller lav :-)

Nogle biografer har en ekstra pude som man kan bruge, hvis man gerne vil "højere" op. Det ville jeg benytte mig af, hvis det betød noget for udsynet. Og ellers har jeg tit byttet med andre, så jeg fik en anden høj foran mig - det kan hjælpe.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Fauzia

Hvor er det rart at høre fra en høj biografgængers bekendelser :-)

I værste tilfælde har jeg benyttet mig af et børnesæde (meget diskret for man skal gerne bibeholde sin coolness), men det er efterhånden flere år siden.
Jeg synes at de nye biografsale, også i Palads giver et bedre udsyn generelt. Dejlige sæder, men små størrelser kan ikke få det fulde udbytte, da man ikke kan læne sig så meget tilbage, men mine høje venner, har været rigtig glade for at kunne læne sig tilbage og samtidig få plads til benene.

Puder har jeg ikke lagt mærke til, det må jeg se næste gang :-)

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Henriette69

jeg kan godt fornemme at jeg langt fra er så tolerant som mange af jer andre.
Er flere gange blevet truet med en på snuden, når jeg har rettet på folk uden naturlig respekt for dét at gå i biografen. Respekt for at andre også har betalt for deres billet, og har krav på en god oplevelse.
Sæt dig ned og hold din kæft. Længere er den ikke.
Lad være med at sidde og rode med mobiler, skramle med slikposer eller sugerøret på din sodavand. Småsnak ikke med sidemanden når først filmen er igang.
Selvfølgelig må du gå på toilettet. Hvis du absolut skal ;)
Tag ikke dine børn med ind til film de alligevel ikke forstår, blot fordi DU gerne vil se filmen. Hvis du skal sidde og forklare hele tiden, så er de for små.
Af "sjove" oplevelser jeg kan dele er bl.a. at jeg engang har væltet en øl ned i skødet på en stor-snorkende herre i de gamle Palads Biografer (fed biograf)
Skændes noget så gevaldigt med to gamle damer (kællinger) efter at ha' hørt på dem under hele "White House Down". Kæft de var øretæveindbydende... og mente helt klart at jeg da bare kunne flytte mig til et andet sted i biografen. At nærmest hele salen sad og sendte dem blikke, og tyssede på dem under hele filmen, prellede fuldstændig af på dem.
Nå... men jeg elsker stadig at gå i biografen. Men der mangler helt sikkert noget biografdisciplin rundt omkring.
Film skal ses i biografen. Vi ses i mørket :)

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Den med øllen var god humor, og synd for ham at han ikke sparede de penge og blev hjemme.

White House Down lyder måske heller ikke som det perfekte valg for to ældre damer ;-) - men det skal ikke gå ud over andre.

Heldigvis skal der mere end et par dårlige oplevelser til, før de får os væk fra biffen.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter