Cookie- og Privatlivspolitik
Mine yndlings superheltefilm

Mine yndlings superheltefilm

Fast blogger udpeger sine 10 favoritter

Stem op!
272
Stem ned!
0
(reset)

Siden jeg fik mit første hæfte med Batman, da jeg var 6 år gammel, har superhelte haft en fast plads i mit hjerte.

Kærligheden til heltene voksede med tiden. Først opdagede jeg en stor samling af hæfter med Superman og Superboy hos en onkel - de blev begærligt læst, og senere blev jeg fast aftager af alle titler som blev udgivet af hedengangne Interpresse som især havde DC’s helte i stalden - men siden også fik fingrene i Marvel. Utallige antikvariater har jeg støvet igennem, og jeg har læst ret mange blade frem til, jeg blev omkring de 17-18 år. Derefter fik jeg andre interesser - men kærligheden til genren har jeg aldrig mistet.

Favoritterne var Batman (især på grund af de fantastiske tegninger af Neal Adams) og X-Men (mens John Byrne førte pennen) - meget af det, de har lavet, er i en kvalitet, så de sikkert kommer til at hænge på væggene i mange hjem engang. Derudover var Avengers altid fede historier sammen med en anden favorit, Spider-Man (eller Edderkoppen som han hed på dansk, dengang). Glemte helte som Shang Chi og Iron Fist dukker måske op igen på et tidspunkt?

Men ellers var det selvfølgelig FF (De fantastiske fire), Superman, Jonah Hex, Lynet (The Flash), Green Arrow, Green Lantern, Hulk, Daredevil, Fantomet, Ghost Rider, Judge Dredd, Dr. Strange, Deadman og mange andre, jeg læste.

I 1978 dukkede den første superheltefilm op, som tog universet alvorligt - og behandlede heltene med den respekt, som de fortjente. Det var den første Superman-film, og den havde, udover Christopher Reeve i titelrollen, nogle af verdens bedste skuespillere - Gene Hackman, Margot Kidder og selveste Marlon Brando - på rollelisten. Den film løftede genren til nye højder og banede vejen for de superheltefilm, vi kender i dag. Ser man på filmen med nutidsøjne, er den falmet lidt i lyset af nye teknologier og et højere tempo.

Jeg har set samtlige superheltefilm, som har været i biografen, siden den første Superman-film. De fleste af dem adskillige gange. Så jeg mener, jeg er kompetent til at rangere dem på en liste i forhold til kvalitet - og jeg har en liste på 80 film, som jævnligt bevæger sig. Dels fordi der kommer nye film til, men også fordi at gensyn med dem kan påvirke i positiv eller negativ retning.

Her skal jeg ikke trætte med alle 80 film, men nøjes med de 10, som lige nu befinder sig øverst på min liste. Du mangler sikkert nogle film fra din egen personlige liste, og det står dig frit for at argumentere for, hvilke der mangler fra din liste.

Her kommer mine 10:

Batman/Warner Bros.
10. Batman (1989)
Godt nok var jeg ikke fan af Michael Keaton som Bruce Wayne/Batman - han var ganske enkelt for lav og for tyndhåret til at spille en af verdens mest skræmmende helte. Men Tim Burton formåede på helt genial vis at forene sammensmeltningen af tegneserieuniverset og filmverdenen. Batman, Batmobilen, Bathulen – Wayne Mansion, Alfred og de fedeste gadgets. Alt sammen i et mørk og dystert univers, som stadig indeholdt en stor portion humor. Når man dernæst tillagde det Princes geniale musik og Jack Nicholson som en ubetalelig Joker så havde man opskriften på et stensikkert hit som regerede som den bedste superheltefilm i hele 15 år.

Spider-Man 2/Sony Pictures
9. Spider-Man 2 (2004)
Den første Spider-Man-film var kommet to år tidligere, og teknologien, hvor man for første gang kunne opleve Spidey svinge sig i nettet fra hustag til hustag i New York, var kort sagt betagende. Sam Raimi var den helt rigtige instruktør, og Tobey Maguire var det rigtige valg som den unge superhelt som skulle lære at administrere de uventede kræfter - og forvandle sig fra kejtet nørd til noget helt andet. I Spider-Man 2 peakede det hele - blandt andet med en helt fantastisk Dr. Octopus (selvom CGI’en er fra 2004, så er den ikke blevet overgået siden). 3’eren var desværre ikke på samme niveau, og heller ikke de senere forsøg med Andrew Garfield fungerede optimalt.

Iron Man/Marvel Studios
8. Iron Man (2008)
Robert Downey Jr.’s film. Så kort kan det egentlig siges. Aldrig har der været en superhelt med så meget karisma, som RDJ tilførte Tony Stark/Iron Man - geni, millionær, kvindebedårer, og så alligevel et splitsekund fra at dø på grund af sine egne opfindelser. Helt genialt tilført herlig metalmusik og masser af ironi og humor. Det eneste, som gør, at den ikke er med i top 3, er afslutningen, som ikke helt lever op til en ellers perfekt film. Desværre blev afsnit 2 og 3 ofre for et stigende CGI-helvede, hvor handlingen gled i baggrunden for et voksende antal robotter i kamp.

Kick-Ass/Marv Films
7. Kick-Ass (2010)
Forfriskende nytænkning og totalt upædagogisk. Mark Millars sindssyge univers, hvor en lille pige med lilla hår slår forbløffede skurke ihjel, som var hun i gang med en leg i skolegården. Baggrunden er egentligt et opgør med mutanter og superkræfter. Millar fortæller os, at superhelte ikke eksisterer, og at det er dødsensfarligt at tro, at man kan gøre en forskel ved at tage en maske på og udfordre underverden. Kun på grund af grænseløs naivitet lykkes det. Samtidig er det en humoristisk teenagefortælling om en dreng, som går det skridt videre, vi andre bare nøjes med at drømme om. Fortsættelsen, som ikke blev instrueret af Matthew Vaughn, var bare et sølle ekko af den første.

Captain America: Civil War/Walt Disney Pictures
6. Captain America: Civil War (2016)
Marvels nyeste skud på stammen - smukt orkestreret igen af brødrene Russo. Man får det, man kun kan drømme om, når det drejer sig om superhelte: en troværdig konflikt mellem venner, som ikke bare løses, uden at der bliver ridser i lakken. Masser af mand til mand slagsmål og ikke bare en overflod af aliens eller robotter, som skal smadres på en ligegyldig facon. Introduktion af en ny helt, Black Panter, som man kun kan glæde sig til at se mere af. Tilpas tilførsel af humor i form af Ant Man og Spider-Man. Og vigtigst af alt, man keder sig ikke i 2½ time - men glæder sig over at der er masser af potentiale til nye eventyr. Smukt håndværk.

Watchmen/Warner Bros.
5. Watchmen (2009)
Zack Snyder peakede i smukt samspil med det originale ophav. Watchmen er en kommentar til superhelteuniverset - for ville magt og superkræfter i virkeligheden korrumpere? Her får Snyders fantastiske evner for billedkompositioner frit spil og kommer helt i det rette element. Yderligere forklaring er unødvendig - Watchmen skal bare opleves. Desværre var det også Snyders indgangsbillet til DC’s øvrige helte, og det er han slet ikke sluppet så godt afsted med.

Batman Begins/Warner Bros.
4. Batman Begins (2005)
Altid eksperimenterende Christopher Nolan som instruktør af en superheltefilm - hvem havde lige set den komme? Endnu et bevis på at superhelte kan være stor kunst. Nolan løftede Batman til nye højder, klart inspireret af den nye tids mørkere udgave af flagermusemanden. Med stor respekt for originalhistorien og med en sammensmeltning af Bruce Waynes kamptræning med asiatisk krigskunst og den mystiske Ra's Al Ghul. Typisk for Nolan ville han ikke nøjes med det - men udvidede med et episk slag og et moralsk dilemma, som sjældent er set lignende. Bale var en perfekt Bruce Wayne som den glatte og ligeglade playboy om dagen og den nådesløse hævner om natten. Nolan havde skelet til Neal Adams tegnede historier og Tim Burtons udgave fra 80’erne, og ønskede at ramme en mere mørk udgave uden urealistiske superkræfter, heller ikke hos skurkene. Men det skulle blive endnu bedre.

Captain America: The Winter Soldier/Walt Disney Pictures
3. Captain America: The Winter Soldier (2014)
Alene koreografien i 'The Winter Soldier' er et kapitel for sig selv. Aldrig er superhelteaction blevet så perfekt overført til film. Cap’s landing og kamp på skibet i filmens start samt kampen i elevatoren er simpelthen enestående overførsel fra tegneserieaction til film. Chris Evans ER Cap - og brødrene Russo beviser, at de ikke bare er endnu et par instruktører med en bunden opgave, ansat af Disney/Marvel. Perfekt tilsat en thriller-værdig historie om systemets nedbrud og højforræderi, en genial biljagt, venskab og en ligeværdig modstander. Den bedste Marvel/Avengers historie til dato.

X-Men: First Class/20th Century Fox
2. X-Men: First Class (2011)
Bryan Singer havde gjort et glimrende forarbejde med de to første X-Men-film. Men Matthew Vaughn overgik ham alligevel med en endnu bedre oprindelseshistorie for Magneto, og samtidig fik vi baggrunden for hans og Xaviers venskab og rivalisering og for X-Mens start som gruppe. Endelig synes jeg, at det helt lykkes at overføre Chris Claremonts historie og John Byrnes streg til film på en måde, som det fortjener. Et helt forrygende cast med Fassbender, McAvoy og Jennifer Lawrence samt en herlig Kevin Bacon som skurk fungerede optimalt og gav troen på en stor fremtid for mutanter. Singer var tilbage på serien med Days of Future Past, som bestemt har gode elementer - men desværre også virker lidt tung især i sammensmeltningen af det nye og gamle univers. Jeg frygter, at Apocalypse slet ikke gør noget godt for X-Men-universet - de trailere jeg har set ligner lignende formularer, som er set mange gange tidligere. Vaughn beviste, at han mestrer X-Men og er i stand til at udvikle på universet - og jeg vil langt hellere se ham instruere flere af de film end den underholdende men ligegyldige Kingsman.

The Dark Knight/Warner Bros.
1. The Dark Knight (2008)
Min førsteplads blandt superheltefilm er ikke en perfekt film. Den har absolut sine fejl - blandt andet den næsten komiske forvrængede stemme, Batman fik, og ”Batmobilen” er helt misforstået. Men ellers har Nolan skabt en helt uovertruffen superheltefilm. Han har brugt det bedste fra Batmans eget univers kombineret med det bedste fra andre film. Åbningsscenen er klart inspirereret af Michael Manns fantastiske Heat fra 1995, men Nolan gjorde det bare endnu bedre, da han kombinerede bankrøveriet med en overraskelse og et tvist som beskriver en ny fjende - helt uden empati, drevet af et behov for kaos. Måske bliver filmen engang overgået - men det er lidt lige som Tom Kristensens ni Le Mans-sejre. Det er svært at forestille sig i skrivende stund.

Heath Ledgers Joker er farlig, fordi han er symbol på en gal person, som måske i virkeligheden kunne eksistere. Han nøjes ikke med at være den karikerede tegneseriefigur, han normalt fremstilles som. Samtidig er Aaron Eckhart en glimrende Harvey Dent, som Batman/Bruce Wayne håber på kan blive hans afløser som forbrydernes fjende nummer 1. Men galskaben vinder som bekendt, og helt bevidst efterlader Nolan os uforløste med en ufortjent slutning, som kræver en fortsættelse. Batman ender i et uløseligt dilemma og må påtage sig martyrrollen. En uperfekt film som alligevel er den mest perfekte superheltefilm. Giver det mening - for mig gør det.

Resten af min liste kan ses via dette link til IMDb.

De næste film, jeg tror/ håber, kan udfordre listen bliver:

- Doctor Strange - den 3. november 2016
- Guardians of the Galaxy Vol. 2 - den 4. maj 2017
- Spider-Man: Homecoming - den 6. juli 2017
- Black Panther - den 15. februar 2018
- Avengers: Infinity War - Part I - den 3. maj 2018

Jeg har ikke de helt store forventninger til DC’s udgivelser, så længe Snyder har fat i rorpinden, desværre.

Det var mine bud på en top 10, som den ser ud lige nu. Din liste ser sikkert helt anderledes ud - lad os få nogle meninger på bordet, så vi kan få gang i en diskussion.

De bedste film er dem, som er alt for korte.

Filmhilsner

Lars Bergstrøm (Wayne)

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

Adrian

Her er min liste, som jeg ikke har tænkt helt så meget over,
og der er sikkert nogle film, der burde være på listen, men her
er min:

10. Man of Steel

9. Avengers

8: Spider-Man 2

7. Deadpool

6. Iron Man 2

5. X-Men: First Class

4. Iron Man

3. Captain America: The Winter Soldier

2. Batman Begins

1. Batman: The Dark Knight/Batman v Superman: Dawn of Justice

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Hej Adrian.

Din førsteplads ligger noget længere nede på min liste - i hvertfald den ene halvdel (Batman v Superman: Dawn of Justice), men resten er ikke så langt fra endda ;-)

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Mark

så fik jeg endelig lavet min liste klar. så uden yderligere omsvøb siger jeg værsågod :-)

Jeg skal starte med at sige at jeg elsker tegneserier. Jeg har en meget fin samling af forskellige tegneserier og har været hooked siden dengang man kunne købe projekt-X i landets kiosker, ja sådan hed X-men dengang jeg var dreng :-) den største del af min kærlighed liger hos Marvel da jeg udviklede en stor fornøjelse ved figuren Captain America så det gik via Cap. Og Avengers ud i de andre dele af Marvel universet. Hvad der kan overraske nogen er at jeg faktisk også er ret stor fan af Hulk tegneserierne for de giver virkelig en dybde og et perspektiv til den figur som faktisk gør ham meget interessant. Så har jeg jo også lidt en drøm om at nu hvor Netflix er begyndt at producerer virkelig fremragende TV-serier baseret på tegneserier (Arrow, Daredevil og Flash) så håber og beder jeg til at der kommer en serie om Moon Knight for jeg kan nærmest ikke forestille mig en mere badass serie end en sådan så jeg siger bare come on Netflix :-)

Som stort set alle andre har jeg også en forkærlighed for Batman, han er jo bare den bedste fuldstændig uden tvivl. Både på tegneseriefronten og på filmfronten er jeg vild med Batman, jeg var 8 år i 1989 da Tim Burton filmen kom i biograferne og jeg var så spændt som det nu var mulig for en 8 årig nørd at blive, så meget :-)

men nu skal det her jo ikke udvikle sig til en lang tirade hvor jeg lovpriser alle de tegneserier jeg holder af og hvordan jeg synes de har klaret sig på filmmarkedet, det er et indlæg til en anden dag. Jeg vil uden yderligere tøven liste mine 10. favorit superhelte film fra 10 til 1:

The Shadow fra 1994 med Alec Baldwin i hovedrollen. Det kan virke sært at medtage den film her da den ikke alene bygger på en tegneserie men også et radiospil. Jeg synes i høj grad filmen stadig er seværdig alene på grund af samspillet mellem Alec Baldwin som the Shadow og Penelope Ann Miller somMargot Lane. Der er eminente komiske øjeblikke imellem de to som jeg holder meget af og er med til at løfte filmen til andre højder end jeg egentlig have regnet med tilbage i dagene. Jeg synes faktisk det er Instruktøren (Russel Mulcahys) andenbedste film, den første naturligvis værende Highlander. Men han lykkedes virkelig godt med at mixe et overnaturligt univers med lidt Film Noir og en god portion komik tilsætte noet udmærket action og får bestemt en fornøjelig film ud af det. En ting jeg synes man skal lægge mærke til er hvordan filmen tager sit kildemateriale alvorligt ved at medtage nogen specifikke ting fra radiospillet som for eksempel den lille reklame for tøjfirmaet Broks Brothers der bliver flettet ind den første gang helten og skurken møder hinanden. Jeg synes det er herligt at filmen rent visuelt har ladet sig inspirere af Tim Burtons Gotham look den fungerer godt til den historie der er valgt og giver figurerne et perfekt lærred at spille op ad. Alt i alt en højest seværdig film hvis man er til de mere spøjse heltefilm.

V for Vendetta fra 2005 med Hugo Weaving og Natalie Portman. Jeg har elsket tegneserien lige siden jeg faldt over den i Fantask for mange år siden, men her fokuserer jeg udelukkende på filmen. Jeg synes det er en fantastisk film og James Mcteigue rammer den helt rent og sådan som den skal være. Alt er dystopisk og ubehageligt man kan virkelig mærke den undertrykte atmosfære fra den Engelske befolkning som befinder sig under Norsefires tommelfinger og er under konstant overvågning. Ind på scenen træder V lidt anarki og kaos i maskineriet, han er perfekt spillet af Hugo Weaving ingen anden stemme havde som jeg ser det passet bag masken. Natalie Portman leverer en ufattelig præstation som Evey og scener af hendes tortur og efterfølgende opvågnen som et nyt og frygtløst menneske er noget af det bedste jeg nogensinde har set- hele stemningen i filmen er så man nærmest kan skære i den med en kniv specielt scenerne hvor Kansler Sutler spillet af den legendariske John Hurt emmer af trykket stemning for ingen kan i denne verden vide sig sikre. Jeg kan godt lide at det er sat i et dystopisk England som ikke på overfladen er gået i stykker men alt under overfladen er ødelagt. Folk lever i angst for deres ledere men lever deres liv som om intet er hændt indtil V kommer ind i billedet. Jeg synes i den grad filmen er seværdig alene på grund af de to hovedroller det er sjældent man kan se magi opstå men det kan i denne film. Scenen hvor de sidder og ser Greven af Monte Cristo er på en gang så sød og så sørgelig på en gang det forkvaklede kærlighedsforhold der eksisterer mellem dem bliver helt tydeligt. Det er faktisk i den scene at man bliver klar over at den her historie ikke har nogen Happy Ending, selvfølgelig forudsat at man ikke har læst tegneserien, som jeg dog varmt kan anbefale. Jeg synes V er en virkelig god film som indeholder alle de vigtige elementer der skal til ikke blot at lave en god heltefilm men faktisk også bare en god film.

X-Men 3 The Last Stand fra 2006. Jeg kan ikke helt forklare den her men jeg er helt vild med den her film. Castet holder jo stadigvæk og jeg synes historien er sjov og medrivende. Tempoet er højt fra start af og der er bare god action i. jeg synes Brett Ratner er sluppet afsted med at lave en helt igennem fornøjelig X-men film hvor X-2 nærmest snublede over sig selv for at præsentere figurer til højre og venstre som ikke kom til at fylde noget i filmen så udemærker den her sig ved at holde sig til færre karakterer men så lade dem have en funktion og betydning for historien.jeg ved godt den får meget på puklen for at være dårlig og nærmest dræbende for X-men franchisen men jeg ser den gladelig fra tid til anden bare for at se scenen hvor Magneto flytter Golden Gate broen og lader den fungere som landgangsfartøj for hans tropper. Altså og selvom jeg var helt ombord med David Hyde Pierce for Juggernaut kampagnen så får jeg stadig en god griner af Vinnie Jones som den ikke alt or kvikke Juggernaut. Det korte af det lange er at der er mange sjove scener og historien om mutantkuren giver den også noget at arbejde med og fungerer fint som setuppet for Magneto mod X-men på¨en langt større skala end i den første film.

Flash Gordon fra 1980. jeg ELSKER den film alene på grund af soundtracket (har været Queen fan siden teenageårene) der er en grund mere som gør at jeg ser den her film et par gange om året. Bevares Sam Jones og Melody Anderson gør det da udmærket som Flash og Dale. Desværre bliver de fuldstændig overstrålet af en uhyggeligt veloplagt og højrøstet Brian Blessed. Han er simpelthen perfekt som Høgekongen Vultan han alene gør den her film til en af mine favoritter. Ligeledes er jeg vild med den helt fjollede sci-fi stil med pang farver og mærkelig rumvæsener over det hele. Max Von Sydow fungerer også meget fint som Ming the Merciless i en højst stereotyp Kinesisk makeup. Det passer perfekt til den stil der er valgt til filmen, det her yberfjollede 50'er sci-fi univers som bare gør at jeg drømmer mig tilbage til min barndom hvor jeg tit sad og så de her gamle Roger Corman sci-fi film. Det er følelsen af at den her film bringer mig tilbage til min barndom som mere end noget andet gør at holder så meget af den, den minder mig på en gang om de klassiske Supeman tegnefilm, 50'er Sci-fi og så også den klassiske sort/hvid Jens lyn. Alt det samlet gør at den her film altid vil være at finde på min top 10 over ikke bare heltefilm, men film i det hele taget.

Den første Spiderman fra 2002. Perfekt casting af både helten og skurken samt birollerne. Er helt vild med at det er Bruce Campbell der giver Spidey hans navn. Både historien og skuespillet holder stadigvæk og filmens tempo og komposition gør den i min optik til lidt af en perle. Tobey Maguire giver rollen den ungdommelige uskyld der skal til at gøre Spiderman genkendelig for os tegneseriefans som sad spændte på biografens rækker og ventede på at den velkendte figur skulle gøre sin entre. I 2002 havde der ikke været så mange superhelte film så jeg var i hvert fald spændt på at se hvad Sam Raimi havde fået ud af alle de tegneserier jeg havde liggende derhjemme. Jeg blev ikke skuffet, et frisk take på Spideys oprindelseshistorie gjorde at der var overraskelser undervejs ligeligt fordelt med kendte ting der bare skal være der. At caste Willem Dafoe som Norman Osborne var også noget af en genistreg med hans geniale spil giver han virkelig publikum noget at glæde sig til for hvad finder han på om lidt. Hans rejse ned i vanviddet er næsten mere interessant at følge end Spideys vej til sin indre helt jeg synes stadig at scenerne hvor Norman taler med sin Green Goblin personlighed er noget af Dafoes bedste arbejde and that is saying something.

Iron Man fra 2008. hvorfor er jeg så vild med Iron Man kan opsummeres i 1 ord. Hovedrollen Robert Downey Jr. ER Tony Stark jeg kan ikke sige det anderledes. Det vil tage alt for lang tid at beskrive alt hvad jeg holder af ved denne film vil tage for lang tid. Altså jeg er vild med den fordi historien spiler sgu og castingen er helt rigtig humoren passer til min smag og den er helt rigtigt timet. Jeg kan godt forstå at det mere end noget andet blev den film der banede vejen for Marvel Universet på film for hvis den var glippet tror jeg det ville havet været svært at finde funding til den perlerække af Marvelfilm der er skyllet ind over os lige siden. Jeg synes alt ting taget i betragtning at Jon Favreau har fået lavet en lille filmisk perle som fungerer på mange niveauer den er lige dele action og komedie og jeg kan se den igen og igen for at få en dosis RDJ når jeg synes han er bedst for der noget Chaplinesque over Tony's forsøg i laboratoriet og der er helt fantastisk Vaudeville slapstick når han bruger sin robotarm som medhjælper og den ikke må bruge den pulverslukker han har udstyret den med og truslerne om at han byger den om til en computer og forærer den til skoler i den indre by. I simply love it.

Captain America Wintersoldier fra 2014. lad det være sagt at jeg er helt vild med Captain America First Avenger alligevel er det Wintersoldier der finder vej til min liste for det er kort og godt en bedre film med en meget bedre og mere fængende historie. Hvor First Avenger egentlig mest går med at vente på at Red Skull gør sin entre og så ellers se hvad han finder på og hvordan Cap falder mere og mere tilpas i sin rolle som helt og symbol så er Wintersoldier en supergodt sammenskruet thriller. Jeg mindes mange af spionfilmene fra den kolde krig og synes Anthony og Joe Russo får det bedste fra den æra frem i den her film samtidig med at de ikke sætter super helte fanboys (som mig) af. Forfatterne har også fanget det vigtigste fra tegneserien Wintersoldier og implementeret det ind i denne film samtidig med at de har spundet deres egen historie som faktisk holdt mig fanget helt frem til filmens klimaks. Der er for mig mange WTF øjeblikke og det gør at jeg nemt kommer til at holde af en film af denne kaliber når den også udvikler karakterer jeg holder af i en retning som jeg kan forlige mig med. så for mig at se er denne film et rent pletskud og er faktisk den film jeg finder frem når jeg skal overbevise venner og familie som endnu ikke har opdaget glæderne ved superheltefilm om at de faktisk er virkelig gode film som kan overraske hvis blot man giver dem chancen.

X-men Days of Future Past fra 2014. jeg har været vild med alle X-men filmene men den jeg har glædet mig mest til var Days of Future past. Det er en af mine favorittegneserier overhovedet så da jeg fik at vide at Bryan Singer havde kastet sig over at bringe den til det hvide lærrede blev jeg både glad og bekymret for jeg ved at Singer kan få noget godt ud af materialet men han har også evnen til virkelig at få noget møg ud. Jeg husker stadig min monumentale skuffelse over Superman Returns og havde nok ikke helt tilgivet ham da jeg fik nyheden om Days of Future Past. Så det var med mere end almindelig spænding jeg på premieredagen tog plads på sofarækken i Imperial Bio. 2 timer og 12 minutter senere forlod jeg storsmilende biografen for det havde simpelthen været et absolut pletskud. Alle de rigtige skuespillere var på deres pladser og historien holdt også selv med mit kendskab til tegneserien var jeg ovenud tilfreds og billedsiden og sproget vare simpelthen blevet så skøn. Scenen hvor Magneto bruger jernbaneskinnerne til at infiltrere roboterne synes jeg nærmest er en filmisk ballet hvor billede og lyd går op i en højere enhed. Historien der skal formidles er kompleks men det lykkedes til fulde ingen bliver sat af på noget tidspunkt medmindre man ikke følger med. og det er en film man har lyst til at følge med i for de forskellige skuespillere gør hver især deres roller så perfekte at man næsten ikke kan få øjnene fra skærmen bare for at få hver en lille detalje med. i særdeleshed vil jeg gerne fremhæve den unge quicksilver som med en helt perfekt anvendelse af humor gør Magnetos flugt fra fængslet til en scene jeg nogen gange bare ser for sig selv og det er ikke nogen lille bedrift.

Superman 2 the Donnercut fra som udkom i 2006. Superman fra 1978 er stadig en af mine favoritfilm udelukkende på grund af Christopher Reeves fabelagtige præstation som Superman. Hans morfen fra Clark Kent til Superman er så sublimt spil så jeg faktisk aldrig tror jeg hverken før eller siden har set noget så perfekt. Når det så er sagt så synes jeg filmen er lidt kedelig. Det rådede serien dog bod med sin anden film Superman 2 er en vidunderlig film, jeg har bevidst valgt the Donner Cut fordi den langt overgår den gængse version, Richard Donners vision for denne film er intet mindre end filmisk perfektion hvis man spørger mig. Alt passer sammen Ken Thornes musik er afstemt 100% til billedsiden og kan stadig på visse tidspunkter give mig tårer i øjnene og bare anvendelsen af John Williams temaet kan stadig give mig kuldegysninger. En historie skrevet af Mario Puzo som er meget mere intrigant end den første film og udvikler den følelsmæssige side af Superman og samtidig tager figuren fra tegneserierne med. alene den scene hvor Ursa og Nod vil kaste en bus efter Superman og han desperat tigger dem om ikke at gøre det for der er jo mennesker i den viser bare denne film faktisk forstår og respekterer sin karakter. Men det som virkelig gør at jeg holder mere af denne film end den første er romancen mellem Lois og Clark/ Superman nu bryder igennem overfladen og bliver filmen nok vigtigste tema. Scenen ved Niagra Falls hvor Lois er overbevist om at Clark er Superman og lader sig falde ned i rivende fos for at bevise sin ide er stadig en af mine favoritter. Men den scene jeg allermest holder af er da de er på hotellet og Clark er lige på nippet til at fortælle Lois at han er Superman og han fjerner sine briller. Det er det eneste der skjuler hans virkelig identitet og man kan se det, det er skuespil på ufatteligt flot niveau at man kan se Christopher Reeve lade Clark Kent forsvinde komplet og Superman komme frem blot ved at fjerne sine briller. Så er det selvfølgelig endnu vildere da han minuttet kører processen baglæns. Skurkene er velcastet og interessante for de har jo faktisk både en historie og et formål og Terence Stamp er pragtfuld som Zod herligt diktatorisk ond på en nærmest Romersk facon for han hader ikke jordboerne, han er bare ligeglad med dem og det skinner igennem.

Watchmen fra 2009. jeg er helt vild med denne film endnu en gang beviser Zack Snyder at han simpelhen er den bedste i Hollywood til at lave billeder. Jeg har været vild med den tegneserie siden jeg læste den første gang og jeg læser den stadig i hvert fald en gang om året. Jeg var så spændt på den her film at jeg næsten ikke kunne vente med at tage plads i biografmørket og se om man havde haft mod til at lave den ordentligt. Og det havde man, mange af billedesekvenserne er løftet direkte ud af tegneserien og passet ind i den film som ganske vidst er tilpasset det hvide lærrede men stadig så tæt på tegneserien som jeg vurderer at det er muligt. Jeg ville intet ændre i denne filmiske stjerne lyden er perfekt castingen sublim og billedsiden transcenderer hvad jeg troede var muligt for film. Jeg ved godt at slutningen er blevet ændret og mange har issues med det. Jeg synes filmens slutning giver mere mening end tegneseriens og jeg hylder det modige valg det var at ændre en så, i tegneseriekredse, ikonisk slutning. Kort og godt en perfekt film hvis man spørger mig. Lige en sidste ting Jackie Earle Haley som Rorschach er det bedste Castingvalg der nogensinde er blevet truffet ingen anden kumnne have bragt denne figur så troværdigt og loyalt op på det hvide lærrede.

Og hvis det må være mig forundt her på falderebet at sende et shout out til de 2 største helte verden nogensinde vil komme til at kende Walther og Trofast, jeg er vild med dem :-)

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Har desværre først set dit indlæg nu, grundet ferie mm.

Jeg købte også alt med Projekt-X fra starten. Helt genialt tegnet.

Netflix laver Daredevil - de andre køber de sig til. Men det er også den ultimativt fedeste superhelteserie på tv, nogensinde.

Moon Knight kender jeg ikke så meget til, men det lyder lovende hvis de er en serie på vej.

V for Vendetta er en fantastisk film, men jeg har aldrig tænkt på den som en superheltefilm - og Flash Gordon er vel mere Sci-Fi, tænker jeg?

Spændende at du synes at The Last Stand er bedste X-Men film, af de første, det er der ikke mange som synes. Jeg synes slet ikke den er så dårlig som nogen mener.

Spiderman - jeg er enig, det kunne sagtens have været den første film i serien jeg havde valgt. Men jeg synes dog at Doc Oct i Spiderman 2 er helt genialt lavet - og det gør den lige en smule bedre.

Superman - Donnercut. Lyder som om jeg skal prøve at få fat i den version :-)

Walther og Trofast - enig de er de største ;-)

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Mark

Hej Lars
Jeg må sige at din liste 80 film er imponerende. Som fan af genren er jeg da helt med på at komme med en liste på 10 favoritter fra Superheltegenren som jeg kan røbe vil gemme et par overraskelser. Dette var bare lige et pip fra en med fan så der kommer mere men jeg skal lige have materialet fabrikeret så bloggen får et indlæg af lige så høj kvalitet som.det oprindelige materiale.

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Hej Mark

Glæder mig til at se din liste - og overraskelserne, nu er jeg nysgerrig ;-)

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Number 9

Hej Lars

Ved godt at vi lever i et frit land, men det er da helt skævt med den liste der ;)

Personligt er jeg blandt andet optaget af to ting ved superheltefilm (og alle andre film for den sags skyld): Originalitet og langtidsholdbarhed. For eksempel er jeg ganske enig i, at Spiderman 2 bare lige er en tand bedre end Spiderman, men jeg har stadigvæk Spiderman højere på min liste af den simple grund, at det var den første, der skabte hele universet, som 2'eren efterfølgende blot stod på skuldrene af. Det svære er for mig nemlig ikke at tage en succes og forbedre den, men at skabe en succes i det hele taget. Og skal en film helt op og ringe, skal man også have lyst til at se den flere gange. Også når der er gået 5 eller 10 år.
Nedenstående er en samling af mine favorit superheltefilm. Jeg er ikke meget for at give dem numre, da det nogle gange er lidt ligesom at sammenligne pærer og bananer, så i (næsten) tilfældig rækkefølge:

- Batman
- Spiderman
- Batman v Superman: Dawn of Justice
- The Avengers
- Kick-Ass
- Unbreakable
- X-men
- Men in Black

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Vi er så ikke enige ;-)

For mig afhænger en films værdi ikke af hvor svær den har været at lave - men hvor god den er. Din logik falder jo også allerede med dit valg af Batman v Superman: Dawn of Justice - som jo, ret beset, er en 2'er :-)

En 2'er kan mange gange være meget sværere at lave, da den skal leve op til den første - bare for at blive godkendt. Hvis den så bliver bedre, så er det virkelig en præstation. Men en film skal bedømmes på hvor god den er - og ikke på hvilket nummer den har.

Min liste er bestemt også lavet ud fra lysten til at se dem igen, og jeg har listet 80 film op, foreløbigt - som du kan se via mit link. Som du selv skriver; det er som at sammenligne pærer og bananer, så min liste er også organisk. Nogle gange flytter jeg lidt rundt på den.

Din liste - herlige film, allesammen, to af dem er jo også på min top 10 - og andre tæt på.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Adam Damkjer

Først og fremmest vil jeg lige lave en disclaimer i denne anmeldelse. Ja jeg er DC-fan men med et stort hjerte for Marvel.

Jeg har siden jeg var 6 år været helt forgabt i superhelte.
Med serier som:
- Superman the Animated Series
- Batman the Animated Series
- Justice League
der kom rullende hen over skærmen hver søndag morgen i min barndom, var jeg grebet.

Jeg begyndte i mine teenageår at læse tegneserierne selv, har faldt især Batman, Superman, The Flahs og Spider-Man i god jord!
Der var bare noget særligt over disse karakterer der egentligt bare ville det bedste for andre. Men hver især havde deres dagligdags problemer. Netop dette kunne jeg relatere til!

Siden hen begyndte Hollywood at få bedre computer grafik, og jeg endte op i den generation, som blev så priviligeret at vokse op med tegneserierne i min barndom, de gode comics i mine teenageår og nu storslået film i mine ungdom!

Der er ingen tvivl om at jeg holder meget af DC Comics og at Marvel kryber sig længere og længere op på min rangliste hver dag. Så her kommer min top 10 over hvilke superhelte film jeg ynder mest at se (men en bonus forventnings top 10 til sidst)

10. Watchmen

Her er en af de film som bryder ens forventninger. Denne film skulle egentlig være u-filmelig. Men hvad skete der så? Jo Zack Snyder tog den og gjorde den til et visuelt mesterværk. Der er stadigvæk billeder fra den film, som jeg aldrig vil glemme.

Derudover er Watchmen en af mine yndlings fortællinger. Om hvordan en verden nogle gange kan være et forfærdeligt sted, selvom man er en superhelt.

9. Iron Man

Det var filmen som på brilliant vis, viste filmskabere hvordan man ballancere "hyping" og forventningsafstemning. Filmen kunne klare sit eget plot og blev ikke for tungt at sidde med. Samtidig fik Jon Favreau introduceret publikummet til en mindre karakter som Iron Man, uden at kede os ihjel med triviel Baggrunds historie. Men filmens og Marvels bærende element er og bliver den "One of a Million" chance de fik ved at caste Robbert Downey Jr. som Tony Stark! Uden ham ville filmen aldrig have haft den tyngde og gravitas som den fik med ham!

8. Captain America: Civil War

Ja jeg ved det godt! Hvordan kan Civil War være "så" langt nede på listen? Men der er en forklaring.
For mig er Civil War en af de bedste superhelte fortællinger, nogensinde! Og så tager Marvel (Disney) og får bange anelser da de i 2013 høre at DC (Warner Bros.) annoncere Batman v Superman! Russo Brøderne har selv indrømmet at de kun startede på filmen for at: "matche" skalaen på en Batman og Superman film. Det er simpelthen ikke godt nok!

Historien handler om storpolitik, om venner der finder ud af at de ser fundamentalt anderledes på deres tingene. Den handler om hvordan ægteskaber brydes på grund af definitionen af frihed og ansvar.

Der er så mange scener som skulle have været med. Karakterer som mangler i plottet (Thor, Hulk og mange flere). Civil War bliver skaleret ned fra en Borgerkrig til et værtshus skænderi. Og slutningen af filmene ændre hele filmen til en omgang: Gammelt venskab ruster aldrig.

Men hvis jeg ser bort fra den oprindelige historie, så må jeg med give at dette er en underholdene film og at kamp scenerne var gode.

7. Avengers

Avengers var den film som afrundede på bedste vis Marvels 'Phase 1'. Her kulminerede alt det vi havde lært i de forgående film og der blev bundet en fin lille sløjfe på med en teaser for Thanos til slut.

Men helt ærligt så bliver Loki, ikke stor nok en trussel for The Avengers! Jeg mener Come on, det er The Avengers vi snakker om! Der er meningen at filmen skal give os en grund til at tro på, at hele holdet bliver nød til at samarbejde. For hvis man kan løse hele filmens plot med en eller to karakterer så bliver det for kedeligt.

Men alt i alt fik Avengers sat en forstilling op om hvad man kan forvente visuelt af en "Team-Up" film. Den måde hvor heltene bruger hinandens evner sammen, var med til at få ens indre voldshungrende side til at juble!

6. Guardians of the Galaxy

Her var en af de film, hvor jeg blev overrasket! Da jeg kom ind og satte mig, overvejede jeg om det ikke var spild af 100 kroner. For hvad skulle jeg egentligt med denne film? Jeg har læst en enkelt af GotG tegneserierne og var ikke rigtig fanget af universet. Men wow! Hvor blev jeg overrasket.

Chris Pratt gav virkelig en sjov og anderledes udgave af Star Lord. Her blev Star Lord den klumset, og til tider den dumme i gruppen.

Det gode samspil mellem alle fire figurer løftede filmen op på et højere niveau og gjorde Guardians of the Galaxy til at navn som mange nu kendte.

Det eneste fejl med filmen var at jeg til tider savnede at filmen kunne tage sig bare lidt mere seriøs end startscenen med Peter Quills mor. Der blev kun nogle få sekunder hvor at filmen turde tage sig selv alvorlig og det bliver lidt for barnligt for min smag.

5. Batman Begins

Med Batman Begins fik Christopher Nolan virkelig det bedre publikum med på superhelte genren. Med sin endestående evne til at forvandle karakterer til arketyper, for de værdier de trækker deres fortælling fra.

Batman var lige pludselig ikke bare en figur som troede på retfærdighed, men blev til det symbol som retfærdighed var.
Derudover så fik Nolan skabt et univers som handlede om realisme i sådan en grad at det fik en effekt på alle andre superhelte figurer. Thor blev funderet på en "fremskreden" teknologi og først nu tør Marvel i 2016 at introducere Dr. Strange.

4. Batman v Superman: Dawn of Justice

Sikke en omgang! Jeg sad tilbage i sædet efter filmen og var nærmest blæst helt bag over... (på den gode måde). Sikke mange ting der skete og ja det var lidt for meget af det gode, men ligesom Deadpool, så gør det ikke noget når man for det serveret på denne her måde ;)

På det visuelle har Zack Snyder, endnu engang vist at han er en ren tryllekunstner. Med sin fine sans for storslået billedeskabelse og dramatik, har han sat barren højt for hvad DC Comics & Warner Bros. skal levere i fremtiden.

Ligesom at Zack Snyder, leverede på billedesiden, så har Hans Zimmer igen igen fremtryllet en fantastisk lydscene. Tonerne fra hr. Zimmer akkompagnere på flotteste vis, de flotte billeder med storslået lyd.

Men ligesom alle andre film i filmhistorien, så har denne film også sine fejl. For på trods af de rigtige flotte scener der er i filmen så blev historien ikke fortalt på den bedste måde. Doomsday, som er en af DC's største og farligste skurke, blev brugt alt for tidligt i dette nye univers. Men jeg tager dette som et tegn på, en lidt for ivrig idégruppes ønske om storslået film oplevelser.

Også Jessie Eisenbergs portræt af superskurken Lex Luthor var underlig.
Jeg havde forventet en blandning mellem hans tidligere roller; Mark Zuckerberg (The Social Network) og J. Daniel Atlas (Now You See Me). Dette kunne have været en flot blandning af en narcissistisk+patologisk skurk som altid ender med at være den klogeste i rummet.
Dog blev det til en klumset og lidt fjollet udgave af den klassiske skurk...

Men disse fejl overskygges dog, på kraftigste vis af f.eks. Ben Afflecks udgave af Batman/Bruce Wayne.

Her får vi virkelig value for money! Efter nemlig 20 års arbejde under masken, har denne udgave af Batman fået nok! Han tør meget og er en fysisk tilstedeværelse som kan mærkes over hele DC universet.

Der udover kan nævnes:

- Supermans udvikling fra Man of Steel.
- Wonder Woman, som en karrakter der kan mærkes!
- Aquaman! Jason Mamoa et korrekt valg. Han lignede virkelig den rigtige Aquaman
- Et seriøst filmunivers - hvor selv heltene må slås med, at der er en virkelig verden der vil og kan holde dig ansvarlig for hvad du gør.

Men et alvors ords skal lyde til DC Comics (Warner Bros.). Husk at ikke alle jeres figurer skal opfattes som Batman. The Flash, Shazam og mange mange flere er mere lyse og kan stadigvæk fortælle seriøse og dybe fortællinger.

3. Captain America: The Winter Soldier

Wauw! Her er Marvels bedste film til Dato! Her fik den virkelig for fulde hammer! Næsten perfekt koreografi af alle kampscenerne. Uovertruffen introducering af Hydra og godt skuespil.

Robert Redford bevidste at han kan spille alle skuespiller under bordet når han virkelig folder sig ud. Og det var en kæmpe fornøjelse at se ham bedrage publikummet som undercover Hydra chef Alexander Pierce!

Stilistisk beviste Russo Brøderne at de mestre at føre tanke til film og har et overblik der kan føre Captian America op over "Boyscout" niveauet.

Endnu engang wauw!

2. Man of Steel

Manden som startede det hele - Superman! Her var der en figur som virkelig er svær at protrætere. For hvad stiller man op med en figur der kan banke alle og som er så overgearet i forhold til alle andre? Jo du beviser hvor meget mere menneskelig han er.

Superman er virkelig en af de karakterer som er mest misforstået. Mange mener han er for kedelig og uden komplekser. Med andre ord, at han er en "Mister Goody Two Shoes".

Men Superman har oplevet mere end de fleste kan forstå. Han kæmper på så mange fronter!

Han er bange for sine egne evener, for hvad nu hvis han ikke kan kontrollere dem. Hvis folk virkelig vidste hvem han var, ville de måske være bange for ham.
Han er er bange for at hans fjender skal finde ud af hvem han holder af. Og i Supermans tilfælde må det siges at give mening at være bange for han fjender, da de for det meste at væsner der kan udrydde hele planeter. Alle disse bekymringer bliver bundet sammen med at han faktisk elsker denne planet han er havnet på, og at han ud af sin godhed altid vil holde på det gode i ham selv.

For som Batman siger i "Batman: Hush - "If Clark wanted to, he could use his superspeed and squish me into the cement. But I know how he thinks. Even more than the Kryptonite, he's got one big weakness. Deep down, Clark's essentially a good person... and deep down, I'm not."

Man of Steel er en af de film hvor en oprindelseshistorie bliver fortalt med omtanke for hvilke værdier Superman besidder. Der lægges til grund for hvilke smerter han har. Fantastiske perspektiver til en figur hvis eneste rigtig svaghed er det gode i ham.

Fra film skal der nævnes de eneste to scene som har fået mig til at græde - lidt.

Den ene scene er der hvor Jonathan Kent fortæller Clark om hvorfor han er anderledes og hvor han kommer fra. Her vender en sårbar Clark sig om og spørger inderligt: "Kan jeg ikke bare være din søn!?", "Du ér min søn!" Svare Jonathan

Den anden scene er hvor vi ser hvor stor offervilje Clark Kent har, nemlig den scene hvor Jonathan Kent er nød til at fortælle sin søn at han må lade ham dø. Den scene fik mig overbevist om hvilket stof Superman er lavet af!

Ligesom til Dawn of Justice skal der virkelig gives en stor ros til Hans Zimmer for et fantastisk Soundtrack til filmen visuelle storhed.

1. The Dark Knight

Var der nogen tvivl? Her fik vi virkelig en storslået film. Med en udsædvanlig pragtfuld åbningsscene. Her satte Christopher Nolan alle andre film til vægs!

Heath Ledger var en skræmmende fjende og en vidunderlig udgave af Jokeren. Plottet var dynamisk og trak hele tiden fremad. Historien var som en perfekt koreograferet dans. Og man kan til stadighed læne sig tilbage og nyde denne film igen og igen!

Jeg kan ikke lade være med at lave en kort top 10 over de superhelte film jeg glæder mig til og har forventninger til.

10. Dr. Strange

Bliver spændende med en anderledes Marvel film. Det bliver en anden form for univers som Marvel kommer til at dykke ned i. Og med at et univers som nærmest kun består af teknologiske forklaringer på alt bliver det en udfordring for Marvel at sælge magi til publikummet.

9. Avengers: Infinity War - Part I

Kulminationen af hele Marvels univers er både spændende, men også frygtindgydende. For der er SÅ meget der skal gå godt og så lidt skal gå galt.

Det er især med Age of Ultron i tankerne som gør mig nervøs.

8. Birds of Prey

Fedt at se hvor komfortable DC Comics er blevet med deres kvindelige figurer at de nu tør lave en 'Team-Up' film for Harley Quinn, Poison Ivy og Catwoman.

Men har skal DC Comics virkelig lægge alle kræfter i for at gøre dette til en film som ikke er skabt udelukkende fordi man vil være "fremsynet". For film med kvindelige hovedroller bliver tit gjort til en feministisk cliché.

Tro på dem DC. Det er tre fantastiske figurer som kan stå distancen!

7. Spider-Man: Homecoming

Selvom at jeg er vild med at Marvel har Castet Tom Holland, så er jeg stadigvæk kritisk på om hvor gode filminstruktører er til at omsætte Spider-Mans univers til film. For udover Batman, har Spider-Man et hav af interessante skurke, som bare venter på at blive brugt rigtigt!

Og en anden ting... Aunt May blev lige lidt for ung i det nye univers!

6. Justice League

Hvis der er noget jeg glæder mig til, så har det altid været Justice League! Men men men... Jeg vil nu se det før jeg tror det. Kan være lidt bange for at Zack Snyder ikke formår at omsætte 1000 fortællinger fra tegneserierne om til en episk fortælling. Den eneste trøst jeg har, og hvilken fantastisk trøst det er, så har DC Comics givet Geoff Johns ansvaret for alle DC's film.

Så kom nu! Giv mig en fortælling af episke proportioner! Det har disse 7 helte fortjent!

5. Wonder Woman

Efter en fantastisk intro i Batman v Superman, gik jeg mest og ventede på Wonder Womans film. Hun stjal virkelig mit fokus til sidst! Jeg glæder mig til en superhelte film hvor vi virkelig for lov til at se andre aspekter hvad en superhelt kan og vil.

4. The Flash

YES! Jeg elsker Barry Allen og elsker The Flash! Han var en af det helte jeg som barn holdte meget af at læse. Han var den rapkæftet helt som havde tid til at snakke med dem han havde reddet, for hvis der er noget som The Flash har så er det tid!

Efter at Geoff Johns og Rick Famuyiwa har fået ansvaret for filmen kan jeg næsten ikke vente! For Geoff Johns er nok den som har lavet de bedste Flash tegneserier. Og Rick Famuyiwas DOPE var en af de film der virkelig blæste mig bagover - pun intended!

3. Shazam

Har man aldirg som barn drømt om at være en stor superhelt der kunne alt det man ikke selv kunne? Sådan en superhelt er Billy Batson aka. Shazam!

Barn om dagen, superhelt om natten. For med et enkelt ord SHAZAM! så er forvandles Billy om til den utrolige Captain Marvel!

Jeg kan næsten ikke vente til at se hvordan The Rock kommer til at give den som ærkerivalen Black Adam og hvem Warner Bros. vil caste som Captain Marvel (mit håb er på Joe Manganiello!).

2. The Batman

Der er så mange ting som gør Batman til en af de bedste superhelte, men vi har bare set så mange nu. Men hvorfor lægge The Batman så langt op på listen?

Fordi at Ben Affleck afslørede at de vil skabe en original fortælling. Og med Geoff Johns ved skriverpennen så kan det ikke gå galt!

1. Suicide Squad

Nu er den her lige om lidt! Suicide Squad!!!

Og det er en af de film som jeg altid har ønsket mig på film! For den er så meget anderledes en måde at tænke superhelte film. For nemlig her er det skurkene som er heltene!

Margot Robbie, Viola Davis og Will Smith er på rollelisten, og Jokeren bliver portrætteret af Jared Leto! Det bliver et af de mest hæsblæsende film jeg skal ind og se. Så get hyped!

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Er du vild, et indlæg Adam!

Fedt - jeg kan se at vi er enige om mange ting. Du kommer lige til at vente til imorgen med det svar du fortjener - jeg har ikke tid til at gøre det ordentligt i aften ;-)

I øvrigt så er vi oppe på indlæg nr. 100 i en blog på Kino.

Kino - er det ikke ny rekord?

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter